Esbjerg Kommune byder stor international datacenterinvestering velkommen
26.3.2026 07:00:00 CET | Esbjerg Kommune | Pressemeddelelse
Esbjerg tiltrækker endnu en international milliardinvestering og styrker sin position som digitalt knudepunkt.

I dag offentliggør Prime Data Centers, at virksomheden har indgået en aftale om at erhverve en grund i Esbjerg Kommune, hvor de planlægger at etablere et stort, skalerbart datacenter. Købet er resultatet af en tæt dialog med Business Esbjerg og Esbjerg Kommune, hvor begge parter har spillet en aktiv rolle i at skabe det beslutningsgrundlag, der har ført investeringen til Esbjerg.
Prime Data Centers har sikret sig retten til at erhverve et 640.000 m² stort areal på Nordre Tovrupvej, udbudt af Esbjerg Kommune. Her planlægger virksomheden at etablere faciliteter på niveau med de største hyperscale-datacentre i Europa. Første fase omfatter en it-kapacitet på 160 MW IT og en investering på omkring 15 mia. kr., men på sigt kan kapaciteten udbygges til 550 MW IT.
En bevidst strategi
Det er ingen tilfældighed, at investeringen lander i Esbjerg. Gennem flere år har både kommunen og Business Esbjerg arbejdet systematisk på at tiltrække datatunge virksomheder og internationale digitale investeringer. Projektet markerer endnu en betydelig udenlandsk investering i kommunen og understøtter kommunens klare strategi om at være en førende digital infrastrukturhub i Nordeuropa.
”Prime Data Centers’ beslutning bekræfter, at vores strategi virker. Vi har haft fokus på at skabe gode rammer for datatunge virksomheder, og gennem et tæt samarbejde mellem Business Esbjerg og kommunen har vi kunnet levere den faglighed og service, som store internationale investorer forventer”, fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Virksomhedens beslutning om at planlægge et projekt i Esbjerg bygger på en vurdering af, at området er et af de mest attraktive steder i Nordeuropa for avanceret digital infrastruktur.
”Vi er meget glade for muligheden for at etablere os i Esbjerg. Samarbejdet med Business Esbjerg og Esbjerg Kommune har været både professionelt og imødekommende. Den måde, processen er blevet grebet an på, har givet os stor tillid til, at Esbjerg er det rette sted at investere, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i den videre udvikling af projektet,” siger Nicholas Laag, stifter og administrerende direktør i Prime Data Centers.
Adgangen til strøm er en forudsætning for projektet. Prime Data Centers’ etablering kræver de nødvendige tilslutninger hos Energinet, og virksomheden er derfor i dialog med Energinet om den tekniske afklaring og nettilslutningen. Etableringen vil indebære en udbygning af el-infrastrukturen i området, som virksomheden vil bidrage til at finansiere som led i processen.
Lokale erhvervsmuligheder
Det nye projekt vil åbne for betydelige samarbejdsmuligheder for lokale leverandører inden for alt fra byggeri og logistik til it-infrastruktur og avancerede tekniske løsninger. Udover flere hundrede jobs i anlægsfasen forventer Prime Data Centers, at investeringen potentielt kan skabe 150–200 varige, højt specialiserede arbejdspladser.
”Efter et tæt samarbejde med Prime Data Centers i opstartsfasen kigger vi nu frem mod den kommende planlægnings- og myndighedsproces. Under forudsætning af en godkendt VVM vil et byggeri kunne påbegyndes i 2027. Her skal vores lokale virksomheder på banen, og Business Esbjerg er klar til at matche kompetencer, facilitere dialoger og sikre, at værdien af denne investering bliver i området,” siger Karsten Rieder, direktør for Business Esbjerg.
Et lokalt knudepunkt med international rækkevidde
Esbjergs position som digitalt og energimæssigt knudepunkt har været en klar konkurrencefordel i processen. Flere af Nordeuropas vigtigste fiberforbindelser lander tæt på, el‑ og netinfrastrukturen er robust og grøn, og området har mange års erfaring med at gennemføre store energiprojekter. Samtidig giver den etablerede fjernvarmeinfrastruktur gode muligheder for at indtænke overskudsvarme i fremtidige løsninger, hvilket har været relevant for Prime Data Centers’ vurdering.
Prime Data Centers’ projekt skal nu gennemgå en VVM-undersøgelse, der belyser anlæggets miljømæssige påvirkninger, før der kan træffes en endelig beslutning om opførelsen.
Kontakter
Jesper Frost Rasmussen, borgmester, tlf. 27 24 18 00, mail jesra@esbjerg.dk
Karsten Rieder, direktør i Business Esbjerg, tlf. 93 95 00 75, mail kar@businessesbjerg.dk
Krista Shepard, vice president of marketing, tlf. +1 314 250 0537 (USA), mail kshepard@primedatacenters.com
Billeder
Om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Nye grønne byrum i Esbjerg indvies30.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En parkeringsplads er blevet til en park, Stormgade har fået mere grønt, og den vestlige del af Kongensgade har fået et helt nyt udtryk. Alle er velkomne til indvielsen onsdag den 7. oktober, når der sættes punktum for områdefornyelsen i Bymidte Vest.
59 klimapartnere har sat rødder i Esbjerg29.9.2026 09:15:18 CEST | Pressemeddelelse
Langs Estrupvej står 59 nye træer som et synligt symbol på Esbjergs grønne erhvervsliv. Ét træ repræsenterer hver af kommunens klimapartnere, som sammen med Esbjerg Kommune arbejder for at gøre den grønne omstilling til konkret handling.
Fire stærke frivillige indsatser hædret med priser28.9.2026 08:57:13 CEST | Pressemeddelelse
Social Sundhed Sydvest, De Hjemløses Venner og Bindeleddet i Esbjerg modtog årets Frivillighedspriser, mens Johan Hoffmann Fondens Pris gik til Unge for Ligeværd, UFL Sydvest. Priserne blev overrakt ved fejringen af Frivillig Fredag på Esbjerg Rådhus.
Den Grønne Trepart kan forandre landskabet omkring Ribe25.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen og Esbjerg Kommune inviterer til informationsmøde 8. oktober om de kommende natur- og klimaprojekter omkring Ribe. Deltagerne kan få mere at vide om projekternes indflydelse på klima, vandmiljø og naturen i området.
Fem gratis arrangementer inviterer indenfor til Arkitekturens Dage i Esbjerg Kommune25.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad skal der ske med en skole, når den lukker? Hvordan bevarer man en historisk bygning? Og hvordan får byens rum nyt liv? Fra 5. til 8. oktober kan alle gå på opdagelse i arkitekturen ved fem gratis arrangementer i Esbjerg og Ribe.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
