Ny forskning giver forklaring på, hvorfor overvægt øger risikoen for kræft
25.3.2026 07:17:41 CET | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Forsker og cheflæge fra Holbæk Sygehus har spillet en vigtig rolle i et nyt internationalt studie, der giver forklaring på, hvorfor svær overvægt øger risikoen for kræft.

Et nyt internationalt studie med dansk deltagelse giver en mulig forklaring på, hvorfor svær overvægt øger risikoen for en række kræftformer: Når kroppen bliver større, vokser flere af kroppens indre organer også – og de vokser ved at danne flere celler.
Flere celler betyder samtidig større risiko for, at en celle kan udvikle sig til kræft.
Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Cancer Research,hvor cheflæge Maren Weischer fra Klinisk Biokemisk Afdeling på Holbæk Sygehus er delt førsteforfatter.
- Vi har længe vidst, at svær overvægt øger risikoen for flere kræftformer, men forklaringen har været ufuldstændig. Vores studie tyder på, at overvægt får organer til at vokse ved at danne flere celler. Når antallet af celler stiger, øges sandsynligheden statistisk for, at en af dem udvikler kræft, siger Maren Weischer.
Studiet er et internationalt samarbejde mellem forskere fra blandt andet Johns Hopkins University, Stanford University og Holbæk Sygehus. Det blev ledet af professor Cristian Tomasetti fra City of Hope i USA, ekspert i kræftforebyggelse og tidlig opdagelse.
Organer bliver større, når vægten stiger
Forskerne analyserede CT-scanninger fra 747 voksne personer med BMI fra undervægt til svær overvægt. Her målte de størrelsen på lever, nyrer og bugspytkirtel.
Resultaterne viste en tydelig sammenhæng: Jo højere BMI, desto større organer.
For hver stigning på fem BMI-point voksede:
- leveren med omkring 12 procent
- nyrerne med 9 procent
- bugspytkirtlen med 7 procent
Analyser af vævsprøver viste, at en stor del af væksten skyldes hyperplasi – altså at organerne indeholder flere celler.
- Man kan sammenligne det med antallet af lamper, du har tændt derhjemme: Jo flere lamper der er tændt, desto større er risikoen for, at en pære springer. På samme måde betyder flere celler flere muligheder for, at en enkelt celle udvikler kræft, siger Maren Weischer.
Forskerne fandt også, at hvis et organ fordobles i størrelse, vil kræftrisikoen statistisk set omtrent fordobles.
En undren satte studiet i gang
Ideen til studiet opstod blandt andet ud fra nogle biologiske paradokser.
- Kvinder har som tommelfingerregel en del mere fedt i kroppen end mænd med samme højde og vægt – uden at de af den grund har en højere kræftrisiko. Samtidig sætter fedt hos kvinder sig ofte på baller og lår, hvor kræft er meget sjældent. Det fik os til at overveje, om forklaringen på sammenhængen mellem svær overvægt og kræft måske ikke ligger i fedtet i sig selv, men i andre biologiske ændringer i kroppen, siger Maren Weischer.
Relevant i en tid med stigende overvægt
Ifølge World Health Organization er mindst 13 kræftformer forbundet med svær overvægt. Samtidig er overvægt blevet langt mere udbredt. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er omkring halvdelen af voksne danskere i dag overvægtige, og siden slutningen af 1980’erne er den gennemsnitlige kropsvægt i Danmark steget med omkring ni kilo.
- Selv relativt små ændringer i gennemsnitsvægten i en befolkning kan på lang sigt betyde flere kræfttilfælde. Derfor understreger vores resultater, hvor vigtigt det er at forebygge svær overvægt – særligt hos børn og unge, siger Maren Weischer.
Fakta om overvægt og kræft
BMI (Body Mass Index):
Et mål for forholdet mellem højde og vægt.
Normalvægt: 18,5 - 24,9 kg/m2
Overvægt: 25 - 29,9 kg/m2
Svær overvægt: 30 kg/m² eller højere
Svær overvægt i Danmark
Ca. 1 ud af 5 voksne har svær overvægt.
Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2025
Udvikling i vægt
Danske voksne er i gennemsnit blevet ca. 9 kilo tungere siden 1987.
Kilde: Sundheds-og sygelighedsundersøgelserne og Danskernes Sundhed
Svær overvægt og kræft
Ifølge World Health Organization er mindst 13 kræftformer forbundet med svær overvægt, bl.a. lever-, nyre-, bugspytkirtel-, tyk- og endetarms-, livmoder- og brystkræft efter overgangsalderen.
Kilde: Body Fatness and Cancer - Viewpoint of the IARC Working Group under WHO
Kontakter
Cheflæge Maren Weischer, Klinisk Biokemisk Afdeling på Holbæk Sygehus, tlf. 21 79 14 23
Pressevagten, Region Sjælland, tlf. 57 87 50 52
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Første spadestik taget til 28 nye boliger på Kofoedsminde16.4.2026 13:03:48 CEST | Pressemeddelelse
Region Sjælland har taget første spadestik til 28 nye boliger på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby. Byggeriet er en investering på 195 mio. kr. og forventes taget i brug i oktober 2027. De nye boliger afløser ældre og midlertidige løsninger og skal skabe mere sikre og tidssvarende rammer for både beboere og medarbejdere.
100 år i børnenes tjeneste: Autisme-institution i international særklasse markerer jubilæum10.4.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I et helt århundrede har Himmelev Behandlingstilbud i Hvalsø været et trygt og udviklende sted for børn og unge med særlige behov. I dag er den sociale institution anerkendt som et fyrtårn for arbejdet med børn og unge med autisme – både nationalt og internationalt – og kan i år fejre 100-års jubilæum.
Genanvendelse i anlægsprojekter kan spare op til 90 procent af råstofferne8.4.2026 16:00:16 CEST | Pressemeddelelse
Resultater fra Region Sjællands udviklingsprojekt ”Spar på råstofferne” viser, at genanvendelse og cirkulære løsninger kan reducere behovet for nye råstoffer markant, samtidig med at økonomi og CO₂-aftryk forbedres. Projektet bekræfter, at en bæredygtig råstofforsyning er praktisk mulig allerede nu.
Millioner skal sikre flere børn og unge hurtigere hjælp i psykiatrien8.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og unge med psykiske lidelser skal have hurtigere og mere rettidig hjælp i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Derfor har Regionsrådet i Region Sjælland netop besluttet, at der i resten af 2026 samlet afsættes 9,7 mio. kr. til en styrket indsats, som skal sikre bedre overholdelse af udrednings- og behandlingsretten
Region Sjælland udvider åbningstiderne i lægevagten i Ringsted7.4.2026 19:29:18 CEST | Pressemeddelelse
Længere åbningstider i lægevagtskonsultationen i Ringsted skal give flere nemmere adgang til lægehjælp lokalt og tæt på eget hjem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum