Parasport Danmark

Parasportens mestre og ildsjæle hyldet

20.3.2026 17:38:58 CET | Parasport Danmark | Pressemeddelelse

Del

Fredag den 20. marts blev EM-guldvindere kåret som Årets Para-atleter, Nordlandets Rideklub modtog KV Fondens Fællesskabspris, og to markante profiler blev optaget i Parasportens Hall of Fame.

Connie Hansen og Jens Bromann er de to nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame. Foto: Lars Møller
Connie Hansen og Jens Bromann er de to nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame. Foto: Lars Møller

Internationale medaljer, stærke fællesskaber og markante livsværker var i centrum, da Parasport Danmark inviterede H.K.H. Prinsesse Benedikte, atleter, frivillige og samarbejdspartnere til årets prisuddeling i Idrættens Hus i Brøndby.

Her blev Pressalit Årets Para-atlet 2025, KV Fondens Fællesskabspris og optagelsen af to nye medlemmer i Parasportens Hall of Fame fejret foran inviterede gæster.

“Dansk parasport rummer både internationale toppræstationer og stærke fællesskaber. Ved årets prisuddeling hylder vi både eliteatleterne og de lokale ildsjæle, der er med til at skabe bedre idrætsmuligheder for mennesker med et handicap eller særlige behov. Vi er utroligt glade for, at Parasport Danmarks protektor, H.K.H. Prinsesse Benedikte, igen havde mulighed for at medvirke ved afsløringen for at gøre dagen mere festlig og højtidelig,” siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

EM-guld udløser titlen som Pressalit Årets Para-atlet

Martin Black Jørgensen, Jan Winther og Kasper Hjort Lousdal modtager prisen af Dan Boyter. Foto: Lars Møller.

Prisen Pressalit Årets Para-atlet har været uddelt siden 2002 til para-atleter, der præsterer på højeste internationale niveau. Prisen honorerer atleter, som gennem deres sport er gået forrest, har grebet mulighederne og har arbejdet dedikeret for at kunne toppræstere.

Prisen Pressalit Årets Para-atlet 2025 gik til skytterne Martin Black Jørgensen, Jan Winther og Kasper Hjort Lousdal efter deres triumf ved EM i Osijek, Kroatien. Her vandt den danske trio guld i holdkonkurrencen i 10 meter luftriffel liggende, hvor de med en stærk afslutning sikrede sejren blandt 32 deltagere. De tre skytter leverede desuden en række stærke individuelle resultater ved mesterskabet.

Dan Boyter, direktør for Pressalit, glæder sig over at tildele hæderen til de tre skytter.

”Hos Pressalit har vi en inderlig og dybfølt respekt for atleter, som opnår deres mål og drømme igennem deres professionalisme og dedikation. I denne sammenhæng er der tillige et imponerende sammenhold på tværs, som er en stor inspiration for os. Selvom prismodtagerne er individualister, er holdets samlede resultater også til inspiration for alle.”

Fællesskabet i centrum

Formanden for Nordlandets Rideklub, Sabine Kofod, modtog KV Fondens Fællesskabspris 2025. Foto: Lars Møller.

Ved prisuddelingen blev også den ny indstiftede KV Fondens Fællesskabspris uddelt. I år gik prisen til Nordlandets Rideklub på Bornholm, som gennem de senere år har arbejdet målrettet for at skabe inkluderende rammer for mennesker med handicap.

"Som bestyrelsesformand for KV Fonden er det en glæde at lægge navn til- og ressourcer bag denne nye fælleskabspris, da vi tror på at alle mennesker, herunder indenfor parasport, har behov for at være en del af et fællesskab hvor man føler sig velkommen, relevant og ligeværdig på den lange bane. Den første prismodtager lever til fulde op til at have faciliteret et sådant fællesskab,” siger Bo Rygaard, KV Fondens Bestyrelsesformand.  

Nordlandets Rideklub har blandt andet etableret et samarbejde med dagcenteret Røbo, hvor beboerne hver uge kommer og rider. Klubbens medlemmer stiller deres heste til rådighed, mens frivillige står for undervisningen. 

Prisen ledsages af en donation på 50.000 kroner, som skal bruges til aktiviteter, der styrker fællesskabet og giver flere mennesker med handicap mulighed for at være en del af idrætten.

To nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame

Foto: Lars Møller

Som en afrunding på en festlig eftermiddag blev to nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame offentliggjort; Connie Hansen, tidligere kørestolsracer og medudvikler af Frame Running, samt Jens Bromann, medstifter af Dansk Blindesamfunds Ungdom og tidligere Goalball-atlet.

Christian Heide-Jørgensen, sportsredaktør på Politiken, fortalte på dagen om, hvorfor netop de to har gjort sig fortjent til en plads på væggen: ”Connie Hansen og Jens Bromann er centrale for hele fortællingen om parasporten. Ikke bare i Danmark, men også i verden. De repræsenterer på hver deres måde parasportens moderne gennembrud, som tog fart i 1970’erne og 1980’erne. Derfor er de begge selvskrevne i Hall of Fame.”

Hall of Fame er etableret i et samarbejde mellem Parasport Danmark og Dagbladet Politiken med opbakning fra Bevica Fonden.

Læs mere om de to nye medlemmer her: Medlemmerne - parasport.dk

Kontakter

Billeder

Fra venstre: Ivan Løvstrup, direktør i Parasport Danmark, Christian Heide Jørgensen, sporsredaktør Politiken, Jens Bromann, Connie Hansen, formand for Parasport Danmark John Petersson og H.K.H Prinsesse Benedikte.
Fra venstre: Ivan Løvstrup, direktør i Parasport Danmark, Christian Heide Jørgensen, sporsredaktør Politiken, Jens Bromann, Connie Hansen, formand for Parasport Danmark John Petersson og H.K.H Prinsesse Benedikte.
Download
Dan Boyter overrækker Pressalit Årets Para-atlet 2025
Dan Boyter overrækker Pressalit Årets Para-atlet 2025
Download
Sabine Kofod, formand for Nordlandets Rideklub, modtager KV Fondens Fællesskabspris 2025
Sabine Kofod, formand for Nordlandets Rideklub, modtager KV Fondens Fællesskabspris 2025
Download

Om Parasport Danmark

Parasport Danmark arbejder for, at alle mennesker med handicap eller særlige behov får mulighed for at dyrke idræt – uanset niveau, alder eller type af funktionsnedsættelse. Forbundet støtter og udvikler idrætstilbud i foreninger og kommuner over hele landet og organiserer både breddeaktiviteter og elitesport.

Parasport Danmark er Danmarks nationale paralympiske komité og repræsenterer samtidig Special Olympics i Danmark.

Toppartnere

Følg pressemeddelelser fra Parasport Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Parasport Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye