Edition-S

Intimkoncerter - nye klange på Louisiana

20.3.2026 13:33:19 CET | Edition-S | Pressemeddelelse

Del

Intimkoncerter med Danmarks største navne indenfor samtidens kompositionsmusik kan opleves i Bådehuset, hvor Louisiana har inviteret pladeselskab og musikforlag Dacapo Edition·S til at kuratere en række koncerter med fokus på musikkens aktuelle strømninger.

Simon Steen-Andersen
Simon Steen-Andersen Foto: Lars Svankjær

"Vi ser meget frem til samarbejdet med Edition·S og Dacapo Records," siger Louisianas musikchef Lars Fenger. “Sammen kan vi præsentere publikum for nogle af de mest nyskabende stemmer i dansk samtidsmusik og skabe en nærværende oplevelse med komponister og musikere."

På Louisiana præsenteres publikum for markante nye værker af nogle af Danmarks bedste komponister, der bliver opført af musikere, der har specialiseret sig i at spille den nykomponerede musik med alt, hvad den kan indebære af udvidede spilleteknikker, elektronik, video, performative elementer mv.

Efter hver koncert vil det være muligt at komme tæt på musikken, komponister og musikere i en samtale om samtidsmusikken, hvor vi bl.a. skal høre om komponistens skabelsesproces, musikernes arbejde med værkerne og som publikum vil man også få mulighed for at spille spørgsmål – for hvordan navigerer man i den nye musik? Og hvilke tanker og følelser sætter musikken i gang hos os, der lytter med?

Den 6. og 7. juni afholdes de første koncerter i rækken med værker af den danske komponist Simon Steen-Andersen, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem musik, performance, teater, koreografi og film. Gang på gang har han skabt musik, der bryder med vores forventninger og hverken lyder eller ser ud som noget, vi har oplevet før. Hans radikale fornyelse opstår ofte i en legende og undersøgende omgang med den klassiske musiks traditioner og materialer – og han har for længst opbygget et betydeligt internationalt publikum og indtaget koncertsale og operahuse verden over.

Koncerten kombinerer liveopførelse og video og giver en sjælden mulighed for at opleve en række af hans værker på dansk jord – både kammerværker i fuld længde og uddrag af hans omfattende, multimedie-produktioner. Aftenens program er sammensat af komponisten selv og opføres af cellist Tanja Orning og slagtøjsspiller Håkon Stene (på akkordeon) samt Simon Steen-Andersen på ventilator, ballon og whammy-pedal.

Kommende koncerter

6. & 7. juni, 2026 · værker af Simon Steen-Andersen.
19. & 20. september, 2026 · værker af Bára Gísladóttir.
Samtalen efter koncerterne modereres af musikjournalist Thomas Michelsen.

Koncerterne er muliggjort med støtte fra: 

Knud Højgaards Fond
Tømmerhandler Vilhelm Bangs Fond
Koda Kultur 
Axel Muusfeldts Fond

Om Simon Steen-Andersen

Simon Steen-Andersen (f. 1976) er en af pionererne i den generation af komponister, der siden årtusindskiftet har lukket omverdenen ind i musikken og givet den et mere udadvendt og samtidigt udtryk. I hans musik er ideen altid klar og umiddelbart nærværende, som det vi forudsætningsfrit kan opleve. Samtidig er hans grundige og fantasifulde udforskning af sine ideer netop det, der giver værkerne den dybde og kompleksitet, som får fascinationskraften til at vare ved.

Steen-Andersens værker lever i overgangene mellem det enkle og det sammensatte – i et felt hvor orkestermusik, videokunst, koreografi, performance, musikteater og installation blandes med sampling, populærkulturelle referencer og spilæstetik på overraskende og tankevækkende måder. Hans værker fremstår derfor som en markant udvidelse af musikken, hvor intet materiale er hverken for fint eller for enkelt til at blive taget under kærlig behandling, skilt ad og samlet på ny.

Simon Steen-Andersen bor og arbejder i Berlin. Han har siden 2018 undervist i komposition og musikteater ved Hochschule der Künste i Bern og er adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han har studeret i Aarhus, Freiburg, Buenos Aires og København.

For sit arbejde har han modtaget et væld af priser og hædersbevisninger, heriblandt Carl Prisen (2020, 2015), SWR Orchesterpreis (2019, 2014), Mauricio Kagel Musikpreis (2017), Siemens Composers’ Prize (2017) og Nordisk Råds Musikpris (2014), Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Hæderslegat (2013), Kunstpreis fra Berlin Akademie der Künste (2013), 1. pladsen i International Rostrum of Composer (2010), DAAD Berlin Artist Residency (2010) og Kranichsteiner Music Award (2008). Desuden er han medlem af både det tyske Akademie der Künste og det Kungliga Musikaliska Akademien i Sverige.

Om Bára Gísladóttir

Den islandske kontrabassist og komponist Bára Gísladóttir (f. 1989) tager i sin musik afsæt i en opfattelse af lyd som et levende væsen.

Kontrabassen spiller en central rolle i Gísladóttirs æstetik som komponist – hendes musik fokuserer ofte på en enkelt grundtone, som hun bygger adskillige klangverdener oven på, parallelt med de flageoletter og overtoner, der kan frembringes ud fra et enkelt punkt på en kontrabasstreng. Hun skelner ikke mellem improvisation og komposition – for hende er der slet og ret tale om to sider af samme sag – og hendes musik omfatter ofte betydelige elementer af improvisation. Gísladóttirs musik, der i lige så høj grad er inspireret af dødsmetal og techno som af Giacinto Scelsi, udforsker ekstremer inden for støj og dynamik og er ofte gennemsyret af en mørk humor.

Hun er født i Reykjavik i 1989 og spillede violin som barn, indtil hun i 2006 gik over til kontrabas. Hun har studeret komposition på Islands Kunstakademi, derefter på Conservatorio di Musica ”Giuseppe Verdi” i Milano. I 2015 flyttede hun til København, hvor hun afsluttede sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Niels Rosing-Schow og Jeppe Just Christensen. Hun har boet i København siden.

I 2018 modtog hun Léonie Sonnings Talentpris, i 2024 blev hun tildelt Ernst von Siemens Musikstiftungs Komponistlegat, og i 2025 modtog hun Hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat. Hendes værk VÍDDIR blev i 2022 nomineret til Nordisk Råds Musikpris. Gísladóttirs musik udkommer på Edition·S og er blevet indspillet af pladeselskaberne Smekkleysa, Dacapo Records, Sono Luminus og Mengi.

Kontakter

Billeder

Louisianas Bådehus
Louisianas Bådehus
Pressefoto Louisiana
Download
Simon Steen-Andersen
Simon Steen-Andersen
Foto: Lars Svankjær
Download
Bára Gísladóttir
Bára Gísladóttir
Foto: Anna Maggý
Download

Links

Om Edition-S

Edition·S udgiver musik til den klassiske og eksperimenterende musikscene. Vi repræsenterer vores komponister gennem udgivelsen af partiturer og stemmer, elektroniske medier og grafiske formater samt håndtering af rettigheder og promotion. Musikken som udgives af Edition·S bliver opført over hele verden.

Følg pressemeddelelser fra Edition-S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Edition-S

MOTHER SOLDIER - En musikalsk forestilling om moderskab og krig23.1.2026 14:24:43 CET | Pressemeddelelse

Krig og kvinder betragtes sædvanligvis som modsætninger. Kvinden giver liv, krigen tager liv. Men hvordan værner en mor om det liv, hun har skabt, i en verden der er fuld af krig og kriser - og hvordan ser hendes kamp ud? Mother Soldier er en gribende, musikalsk forestilling af den prisbelønnede danske komponist Sandra Boss og kunstnergruppen Datterselskabet, der udforsker netop dette. Forestillingen kan opleves 17. – 21. februar i Skuespilhuset, København

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye