Balance Danmark

Folketingskandidater: Markant opbakning til flere uddannelser uden for de største byer

20.3.2026 08:17:27 CET | Balance Danmark | Pressemeddelelse

Del

Et klart flertal af folketingskandidaterne ønsker, at flere videregående uddannelser placeres uden for hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Samtidig bakker et flertal op om, at statens taxameter- og tilskudssystem i højere grad skal tilgodese uddannelsesinstitutioner i områder, der er negativt ramt af den demografiske udvikling.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra Balance Danmark, hvor 228 folketingskandidater har svaret på tre spørgsmål om uddannelser og geografisk balance.

På spørgsmålet om, hvorvidt der bør placeres flere uddannelser uden for de fire største byområder, svarer 75 pct. af kandidaterne enig eller helt enig. 15 pct. svarer neutralt, mens knap 9 pct. er uenige eller helt uenige. I 2025 lå 82 pct. af optaget på de videregående uddannelser (universitets-, professions- og erhvervsakademiuddannelser) i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg.

“Det er en stærk opbakning til noget, der i virkeligheden er helt logisk: Uddannelser er en af de vigtigste motorer for bosætning, arbejdskraft og regional udvikling. Når optaget og uddannelsesmulighederne koncentreres i de fire største byområder, uddanner vi i praksis først og fremmest til arbejdsmarkedet i og omkring de store byer. Det er ikke holdbart, hvis vi vil sikre kvalificeret arbejdskraft og vækst i hele landet,” siger Kim Ruberg, formand for Balance Danmark.

Balance Danmark peger på, at en stor del af dimittenderne bliver boende i det område, hvor de har studeret, og at uddannelser derfor er afgørende for forsyningen til lokale og regionale arbejdsmarkeder.

Ifølge Balance Danmark bør Christiansborg tage et samlet greb om Uddannelsesdanmark – først og fremmest i form af en politisk plan for, hvor uddannelserne skal ligge, og hvordan de kobles til regionale arbejdsmarkedsbehov.

“Hvis vi vil sikre arbejdskraft i hele landet, har vi brug for en samlet strategi, hvor udbud og optag i langt højere grad tager udgangspunkt i regionale behov, og hvor uddannelser, erhvervsliv og offentlige arbejdspladser tænkes sammen,” siger Kim Ruberg.

Gentænk finansieringsmodeller
En samlet plan skal følges op af en finansieringsmodel, der også fungerer uden for storbyerne, og som kan holde uddannelsesmiljøer stabile i de områder, hvor demografien arbejder imod.

På spørgsmålet om, hvorvidt finansieringen af uddannelser bør tilgodese institutioner i demografisk pressede områder, svarer 72 pct. af folketingskandidaterne enig eller helt enig i Balance Danmarks undersøgelse. 19 pct. svarer neutralt, mens knap 9 pct. er uenige eller helt uenige.

“Hvis vi vil fastholde uddannelser i hele landet, skal finansieringen også afspejle virkeligheden uden for storbyerne. Små og decentrale udbud er dyrere at drive og mere sårbare over for små udsving i optaget. En finansieringsmodel, der primært belønner volumen, kan i praksis smadre de uddannelsesmiljøer, som en hel landsdel er afhængig af. Derfor bør taxameter- og tilskudssystemet gentænkes, så det bliver en investering i regional arbejdskraft og udvikling – ikke en motor for yderligere centralisering,” siger Kim Ruberg.

Internationale studiepladser
Folketingskandidaterne blev også bedt om at tage stilling til, om der skal oprettes flere internationale studiepladser uden for de største byer for at styrke lokal arbejdskraft og erhvervsudvikling. Her svarer 75 pct. enig eller helt enig. 19 pct. svarer neutralt, mens godt 6 pct. er uenige eller helt uenige.

Flere analyser – blandt andet fra Danske Universiteter – har tidligere påvist, at internationale studerende, der uddanner sig i Danmark og efterfølgende får job i landet, giver en betydelig økonomisk gevinst og bidrager til, at der er tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere på det danske arbejdsmarked.

“Internationale studerende, der uddanner sig i Danmark og bliver her bagefter, er en klar gevinst – både for samfundsøkonomien og for virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor bør flere internationale studiepladser placeres uden for de største byer og målrettes regionale behov. Det er en oplagt måde at styrke rekruttering og erhvervsudvikling i hele landet,” siger Kim Ruberg.

Undersøgelsen er foretaget i perioden 5.–17. marts via et spørgeskema, som Balance Danmark har sendt ud til folketingskandidater i hele landet.

228 folketingskandidater har svaret på, om flere uddannelser skal placeres uden for de fire store byområder, så de i højere grad matcher det regionale arbejdsmarkeds behov. 28,51 pct. svarer helt enig. 46,93 pct. svarer enig. 15,35 pct. svarer neutral. 7,46 pct. svarer uenig. 1,75 pct. svarer helt uenig.

228 folketingskandidater har svaret på, om statens taxameter- og tilskudssystem bør tilgodese uddannelsesinstitutioner i områder, der er negativt ramt af den demografiske udvikling. 29,39 pct. svarer helt enig. 42,54 pct. svarer enig. 18,86 pct. svarer neutral. 7,89 pct. svarer uenig. 1,32 pct. svarer helt uenig.

228 folketingskandidater har svaret på, om der bør oprettes flere internationale studiepladser uden for de største byer for at styrke lokal arbejdskraft og erhvervsudvikling. 22,81 pct. svarer helt enig. 51,75 pct. svarer enig. 19,30 pct. svarer neutral. 5,70 pct. svarer uenig. 0,44 pct. svarer helt uenig.

Kontakter

Balance Danmark

Balance Danmark er en partipolitisk uafhængig organisation, der kæmper for et Danmark i bedre balance.

Følg pressemeddelelser fra Balance Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Balance Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye