
Velfærdsbombe overset i valgkampen
18.3.2026 16:18:13 CET | Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO | Pressemeddelelse
Flere hundrede selvejende daginstitutioner står til lukning i 2028
I valgkampens sidste uge offentliggør Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO en dyster analyse af økonomien for landets 548 selvejende dagtilbud, der er godkendt som private daginstitutioner. Analysen viser, at omkring halvdelen af de små børnehaver og vuggestuer, især i landdistrikterne, er alvorligt truet af lukning. Det skyldes, at børnene ikke får samme offentlige tilskud med sig som børn i de kommunale daginstitutioner, og derfor ikke kan overholde minimumsnormeringskrav.
Ideologisk modstand en barriere for nødvendige løsninger
Der har tidligere hos nogle partier været en ideologisk modstand mod de ‘private’ dagtilbud, som der i alt er 602 af i Danmark. Argumentet har været, at der ikke skulle tjenes penge på børnepasning. Men 548 af de såkaldte ‘private’ institutioner er non-profit selvejende institutioner og kan altså IKKE tage indtjening ud. Også af den grund er forskelsbehandlingen ikke logisk. Men den betyder ifølge DLO, at op imod 50.000 forældre mister deres pasningsmulighed tæt på hjemmet, når normeringskravet skal måles i 2028.
Generalsekretær Tanja Krabbe forklarer, hvorfor de populære børnehaver og vuggestuer står til lukning:
-
Vi ved allerede fra uafhængige beregninger lavet af analysebureauet Moos-Bjerre, at børnene i de private daginstitutioner får flere tusinde færre kroner i offentlige tilskud om året end deres kammerater i de kommunale institutioner. Derfor har vi bedt de private daginstitutioner regne på deres normeringer. Ud af mere end 200 institutioner der har regnet for os, kan over halvdelen IKKE leve op til lovens krav om løntimer med de tilskud, de får.
Regeringen aftalte på finansloven for 2026 en forbedring af tilskudsberegningen, der skulle stille børnene mere lige. Men lovforslaget nåede ikke vedtagelse inden valget, og institutionerne ved ikke, om de får den lovede forbedring. Og vedtages den, er den endda ikke nok, vurderer Tanja Krabbe:
-
Børnehaverne og vuggestuerne har regnet meget nøje på deres tilskud, og de mangler i gennemsnit 1.129 kr. pr. barn hver måned. Selv hvis den tidligere regerings forbedringer går igennem, mangler de her institutioner i 2027 fortsat 870 kr. pr. barn pr. måned.
Tanja Krabbe opfordrer derfor til, at en ny regering en gang for alle ligestiller børnene i de danske børnehaver og vuggestuer:
-
Børnene skal helt enkelt have samme beløb med sig, både når det gælder driftstilskuddet, som går til lønninger, og så de tilskud der skal dække regninger til husleje. Vores undersøgelse viser, at 71% af de undersøgte institutioner ikke kan dække deres huslejeudgifter med det nuværende bygningstilskud. Og så er det meget vigtigt, at en ny regering undersøger, hvordan støttepædagogudgifterne beregnes og indgår i normeringsopgørelserne, for i dag tildeles de helt skævt, tilføjer Tanja Krabbe. Hun understreger, at forældrene ikke kan kompensere for forskellen i tilskud:
-
Hver tredje af de institutioner vi har spurgt, har allerede sat forældrebetalingen op, i snit knap 300kr., men forældrene i de her børnehaver er ikke mere velstillede end resten af befolkningen. Man skal huske, at de fleste ligger i små byer og ude i landdistrikterne. Så der kan ikke være en højere pris end i andre børnehaver, vurderer Tanja Krabbe.
Nøgleord
Kontakter
Tanja KrabbeDaginstitutionernes Lands-Organisation, DLO
Tlf:93399065Tlf:93399065tanja@dlo.dkLinks
Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO
Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO er interesseorganisation for forældrebestyrelser og pædagogiske ildsjæle i private og selvejende daginstitutioner. DLO repræsenterer mere end 90 % af landets private daginstitutioner og næsten 70 % af de selvejende, forældredrevne institutioner. I snart 100 år har DLO påvirket den politiske debat med stemmer direkte fra den pædagogiske praksis.
Følg pressemeddelelser fra Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.