Kirkbi A/S

Solidt resultat i 2025 og fortsatte investeringer i børn og klima

26.3.2026 08:59:38 CET | Kirkbi A/S | Pressemeddelelse

Del

KIRKBI A/S har i dag offentliggjort selskabets årsrapport for 2025, hvor endnu et exceptionelt år for LEGO Koncernen kombineret med bidrag fra KIRKBI A/S’ øvrige forretningsområder gav et samlet resultat før skat på 22,6 mia. kr.

Det økonomiske resultat er et stærkt afsæt for KIRKBI's fortsatte investeringer i at skabe en bedre fremtid for kommende generationer – drevet af selskabets vision om at gøre en forskel for børns leg og læring, opbygge et stærkt LEGO® brand og bidrage til at løse globale klimaudfordringer. For at understøtte denne vision implementerede KIRKBI i 2025 en ny governance- og koncernstruktur, der samler alle KIRKBI’s aktiviteter og ejerskaber i tre dedikerede forretningsområder samt en portefølje af finansielle investeringer.

Udover disse dedikerede forretningsområder er KIRKBI og ejerfamilien engageret i fonde, der støtter udsatte børn og familier verden over. LEGO Fonden uddelte i 2025 i alt 1,7 mia. kr. til projekter, der skal styrke børns trivsel og udvikling. Ole Kirk’s Fond donerede 0,2 mia. kr. til børn og familier i Danmark, mens KIRKBI donerede 0,6 mia. kr. til velgørenhed samt til udviklingen af Billund som Børnenes Hovedstad.

Thomas Kirk Kristiansen, ejer og bestyrelsesformand i KIRKBI A/S, siger:
“Vi har en klar, langsigtet vision for KIRKBI – vi ønsker, at vores aktiviteter og ejerskaber samlet set bidrager til at skabe en bedre fremtid for børn. Det er ambitiøst. Men et solidt økonomisk resultat i 2025, kombineret med de skridt, der er taget for et etablere en fremtidssikret governance- og koncernstruktur, er et stærkt afsæt for det videre arbejde mod den vision. 2025 var samlet set et godt år med stærkt momentum i KIRKBI samt vigtige investeringer i LEGO® brandet og i opbygningen af KIRKBI Climate, der adresserer globale klimaudfordringer. Alt sammen drevet af stærke virksomheder og partnerskaber, der gør en varig forskel for fremtidige generationer.”

Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i KIRKBI A/S, siger:
“LEGO Koncernen leverede endnu en gang et exceptionelt resultat i 2025, og de øvrige forretningsområder fortsatte med at udvikle sig og bidrage med solide resultater. Den stærke performance styrker KIRKBI’s finansielle fundament og gør det muligt for os at geninvestere målrettet og understøtte langsigtet værdiskabelse. Samtidig gjorde vi vigtige fremskridt i arbejdet med at færdiggøre KIRKBI’s nye governance- og koncernstruktur, hvor aktiviteter og ejerskaber samles i dedikerede forretningsområder med egne bestyrelser og ledelser. Dette skaber klare ansvarsområder, fokuserede aktiviteter og en forenklet ejermodel, som giver os en stærk platform til at levere på den langsigtede ejervision i de kommende år.”

Forretningsmæssige højdepunkter i 2025

  • LEGO Koncernen: 2025 var et exceptionelt år for LEGO Koncernen, der leverede vækst i omsætning og forbrugersalg på henholdsvis 12 % og 16 % samt et driftsresultat på 22,0 mia. kr. Selv med markant øgede investeringer i produktionskapacitet, herunder nye fabrikker i Vietnam og USA, udvidelse af eksisterende faciliteter og investeringer i retail, digitalisering og bæredygtighed, steg LEGO Koncernens frie pengestrøm til 9,6 mia. kr.
  • Merlin Entertainments: Samlet set bød Merlin Entertainments mere end 60 millioner gæster velkommen i 2025, hvor selskabet også styrkede sine partnerskaber med LEGO Koncernen og andre globale brands samt åbnede LEGOLAND® Shanghai Resort som det første LEGOLAND® Resort i Kina. På trods af forbedret driftsresultat før engangsposter førte nedskrivninger og omstruktureringsomkostninger til et negativt nettoresultat på 406 mio. GBP.
  • KIRKBI Climate: I sit første år som selvstændigt forretningsområde videreudviklede KIRKBI Climate sine aktiviteter inden for energiomstilling, cirkulær plast og bæredygtig etablering af skov. Adapture Renewables Inc., en amerikansk udvikler af vedvarende energi ejet af KIRKBI Climate, fortsatte sin ekspansion og har nu mere end 800 MW vedvarende energikapacitet i drift eller under opførelse samt en udviklingspipeline på mere end 6 GW. KIRKBI Climate gjorde også fremskridt inden for etablering af skov med beplantning af cirka 900 hektar ny skov. I 2025 udgjorde investeringerne i KIRKBI Climate i alt 1,2 mia. kr., hvilket bragte de samlede aktiver op på 10,3 mia. kr.
  • KIRKBI Education: BrainPOP stod over for et udfordrende amerikansk uddannelsesmarked i 2025, hvilket førte til fald i omsætningen. Driftsresultatet blev dog forbedret med en stigning på 16 % sammenlignet med året før, blandt andet som følge af stram omkostningsstyring og en organisatorisk tilpasning tidligt på året.
  • KIRKBI Investment Management: KIRKBI’s finansielle investeringsportefølje genererede et afkast på 1,7 mia. kr. i 2025 svarende til 2,3%, hvilket øgede den samlede portefølje til 81 mia. kr. ved udgangen af 2025. Årets afkast lå under benchmark, primært grundet valutaeffekter og en relativt lavere eksponering mod højvækstsektorer. Porteføljen fastholdt et solidt 10-årigt gennemsnitligt afkast på 5,9 %, hvilket understreger porteføljens robusthed og styrke.
  • Science Based Targets: I 2025 fortsatte KIRKBI med at reducere udledninger på tværs af alle tre Science Based Targets-mål, der er sat for 2032, men allerede opfyldt i 2024. De samlede udledninger fra egne aktiviteter og Real Estate blev reduceret med 22,2 % sammenlignet med 2024.

Om KIRKBI A/S
KIRKBI A/S er holdingselskabet for LEGO Koncernen og andre virksomheder ejet af familien Kirk Kristiansen. Med det formål at skabe en bedre fremtid for børn har KIRKBI forpligtet sig til at geninvestere fremtidig indtjening fra LEGO Koncernen og andre aktiviteter i at opbygge virksomheder inden for tre forretningsområder: LEGO Holding, KIRKBI Education og KIRKBI Climate. Med udgangspunkt i de værdier og principper, der har været retningsgivende for LEGO® brandet i generationer, engagerer KIRKBI sig aktivt i virksomhederne med det langsigtede perspektiv, der er nødvendigt for at gøre en varig forskel.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Kirkbi A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kirkbi A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye