Venstre vil dele ni milliarder kroner ud: Fem store virksomheder får en tredjedel af pengene
13.3.2026 06:08:25 CET | AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd | Pressemeddelelse
100.000 små virksomheder betaler selskabsskat, men får stort set ingenting ud af de foreslåede lempelser af selskabsskatten, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det gør til gengæld Novo Nordisk, Lego-familien og tre store banker, der i gennemsnit står til at få cirka 639 millioner kroner om året.

VIRKSOMHEDER
En lempelse af selskabsskatten, som Venstre og Moderaterne har foreslået, vil primært komme en håndfuld virksomheder til gode.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af Skattestyrelsens data med selskabsskatteindbetalinger i 2024.
Venstre og Moderaterne har for nylig foreslået at sænke selskabsskattesatsen fra 22 til 20 procent.
Lempelsen vil betyde, at virksomheder samlet set får knap ni milliarder kroner i lempelser. Men det er primært fem store virksomheder, der får del i pengene.
Konkret står Novo Nordisk, KIRKBI A/S (holdingselskabet bag Lego-koncernen) og tre store banker til at modtage 31,3 procent af provenuet.
I alt er der lidt mere end 105.000 danske virksomheder, der betaler selskabsskat.
Mens de fem største virksomheder står til at få cirka hver tredje krone, der bliver lempet, får de små virksomheder, der betaler selskabsskat, meget mindre.
De cirka 100.000 mindste virksomheder, der betaler selskabsskat, står samlet set til at få halvdelen af det, som de fem største får tilsammen. I gennemsnit svarer det til cirka 16.000 kroner per virksomhed.
”Forslagene fra Venstre og Moderaterne er dyr politik, der primært kommer meget få virksomheder til gode. Det er penge, man kan bruge mere fornuftigt andre steder," siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
"Mens fem virksomheder står til at få over tre milliarder kroner, skal 100.000 små virksomheder deles om et beløb, der er halvt så stort. Og så har vi ikke engang talt om de 200.000 virksomheder, der slet ikke får noget,” siger Frederik Olsen.
Konkurrenceevnen er allerede i verdenstoppen – og satsen i bund
Analysen viser også, at 23 lande i OECD har en højere sats på selskabsskatten end Danmark, mens 9 lande har en sats, der er 20 procent eller lavere.
Samtidig viser den seneste måling af landenes konkurrenceevne, at Danmark har den fjerdebedste konkurrenceevne i verden, ifølge IMD. En måling, der er bredt anerkendt, blandt andet af Dansk Industri.
”Venstre og Moderaterne vil løse et problem, vi ikke har,” siger Frederik Olsen.
”Danmarks konkurrenceevne er i den absolutte verdenstop, fordi rammebetingelserne for danske virksomheder er virkelig gode. Danske virksomheder er blandt andet begunstiget af en relativt lav sats på selskabsskatten. Det er unødvendigt at lempe den,” siger Frederik Olsen.
Analysens hovedkonklusioner
- Hvis selskabsskatten reduceres til 20 procent, får de fem største virksomheder en umiddelbar skattelempelse på 3,2 milliarder kroner svarende til 639 millioner kroner om året i gennemsnit. Det udgør cirka 31,3 procent af den samlede skattelempelse.
- De 6.-50. største virksomheder får i gennemsnit en skattelempelse på 40,7 millioner kroner, mens 51.-500. største virksomheder får 3,9 millioner kroner.
- Lige uden for top-500 får virksomhederne i gennemsnit 400.000 kroner i skattelempelse.
- Cirka 100.000 af de virksomheder, der betaler selskabsskat, får en gennemsnitlig lempelse på cirka 16.000 kroner om året.
- Den danske selskabsskattesats er på 22 procent ligesom i Norge og ligger på en delt 24.-plads blandt 38 OECD-lande. 23 lande har en højere formel sats end Danmark, mens 8 lande har en marginalt lavere sats. Blandt vesteuropæiske lande har kun Irland en markant lavere selskabsskat på 12,5 procent.
Tabel: Selskabsskattelempelser vil i høj grad komme få store virksomheder til gode
Figuren viser den gennemsnitlige skattelempelse i umiddelbar virkning for forskellige virksomhedsstørrelser ved en reduktion i selskabsskatten fra 22 til 20 procent.
|
Virksomhedsstørrelse |
Gennemsnitlig skattelempelse ved lempelse af selskabsskat til 20 procent |
|
5 største virksomheder |
639,2 mio. kr. |
|
6-50 |
40,7 mio. kr. |
|
51-500 |
3,9 mio. kr. |
|
501-5.000 |
0,402 mio. kr. |
|
5.001-105.253 |
0,016 mio. kr. |
Kilde: AE pba. Skattestyrelsen
Liste: Så meget står Danmarks ti største virksomheder til at få ud af en selskabsskat på 20 procent
Tabellen viser de ti største danske virksomheders umiddelbare skattelempelse ved en reduktion i selskabsskattesatsen fra 22 til 20 procent.
|
Virksomhed |
Skattelempelse ved lempelse af selskabsskat til 20 procent |
|
Novo Holdings A/S |
1.967 mio. kr. |
|
KIRKBI A/S (holdingselskab bag Lego-koncernen) |
358 mio. kr. |
|
Danske Bank A/S |
325 mio. kr. |
|
Forenet Kredit |
294 mio. kr. |
|
Nordea Danmark |
252 mio. kr. |
|
Ørsted A/S |
193 mio. kr. |
|
Jyske Bank A/S |
128 mio. kr. |
|
Pandora A/S |
126 mio. kr. |
|
Heartland A/S |
70 mio. kr. |
|
Ringkjøbing Landbobank A/S |
69 mio. kr. |
Kilde: AE på baggrund af Skattestyrelsen
Kontakter
Frederik OlsenAnalytiker
Tlf:28 18 78 42fo@ae.dkJesper KirkbakKommunikationschef
Tlf:50 73 71 34jk@ae.dkLinks
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.
Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Presseinvitation: Kom med til Ulighedens Topmøde 20269.4.2026 14:30:22 CEST | Presseinvitation
Pressen inviteres: På onsdag den 15. april samles cirka 100 samfundsaktører med interesse for ulighedens dynamikker til en konference med oplæg, interview og partilederdebat. Akkreditering sker ved mail til jk@ae.dk
Analyse: At fjerne flyafgiften sender 862 millioner kroner til udlændinge og københavnere21.3.2026 07:05:00 CET | Pressemeddelelse
Hvis afgiften på flyrejser bliver afskaffet, vil udlændinge og rejselystne københavnere få mest ud af det, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har foreslået at fjerne flyafgiften.
Se tallet for din kommune: At fjerne arveafgiften gavner især i København og Nordsjælland20.3.2026 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Jyder får mindst ud af de milliarder af kroner, som Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier vil bruge på at fjerne arveafgiften, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Pengene sendes i høj grad til København og Nordsjælland.
Moderaternes nye aktieskat forgylder den rigeste procent18.3.2026 11:06:18 CET | Pressemeddelelse
Ni ud af ti indkomstgrupper taber penge på Moderaternes forslag om en ny aktieskat, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Til gengæld vinder den rigeste procent af danskerne næsten 90.000 kroner om året.
Borgerlige partier vil reelt hæve private skolers statstilskud til over 83 procent18.3.2026 08:05:00 CET | Pressemeddelelse
Statstilskuddet til private skoler nærmer sig reelt 80 procent af udgifterne per elev i den almene folkeskole, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Tilskuddet vil runde 83 procent, hvis borgerligt forslag bliver til virkelighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum