Elprisen rammer nul kroner midt på dagen
12.3.2026 12:26:23 CET | NRGi | Pressemeddelelse
Torsdag midt på dagen falder elprisen til nul kroner i flere timer. Høj strømproduktion fra sol og vind kombineret med lavere efterspørgsel presser prisen i bund.

I en tid, hvor energipriserne generelt er præget af uro og stigende olie- og gaspriser, kan danske elkunder torsdag glæde sig over noget ganske andet.
Midt på dagen falder den rene elpris nemlig til under nul kroner.
I Vestdanmark (DK1) falder den rene elpris således til nul kroner i flere timer midt på dagen. Elkunder i Østdanmark (DK2) får også glæde af negative elpriser, men i en lidt kortere periode omkring middagstid.
Det er en god nyhed for dem, der har en elaftale, der følger timeprisen, lyder det fra Bo Halm Andersen, energikonsulent i energi- og rådgivningskoncernen NRGi.
"For mange elkunder kan de her timer mærkes direkte på elregningen. Har man en elaftale, der følger timeprisen, kan det være en god mulighed for at lægge noget af sit strømforbrug midt på dagen. Det kan f.eks. være opladning af sin elbil eller brug af andre apparater i hjemmet, såsom vaskemaskinen," siger Bo Halm Andersen.
Man skal tilbage til begyndelsen af oktober sidste år for at finde seneste gang, hvor den rene elpris faldt til nul kroner eller derunder. Timer med nul eller negative elpriser er dog ikke længere et særsyn i Danmark. I 2025 var elprisen negativ i 411 timer i Vestdanmark og 250 timer i Østdanmark.
Sol og vind presser elprisen ned
De mange timer med lave elpriser hænger tæt sammen med udviklingen i energisystemet.
I takt med at flere solceller og vindmøller producerer strøm, opstår der oftere perioder, hvor der er mere strøm i systemet, end der er efterspørgsel efter. Når det sker, kan prisen på elmarkedet falde markant og i nogle tilfælde helt ned til nul kroner eller derunder.
"Det er en udvikling, der i sidste ende kan komme elkunderne til gode. Når der er meget strøm fra sol og vind i systemet, får vi flere timer med meget lave elpriser. For dem, der har mulighed for at flytte noget af deres strømforbrug til de timer, kan det give en mærkbar besparelse på elregningen," siger Bo Halm Andersen.
Det betyder også, at elprisen i stigende grad vil svinge i løbet af døgnet. I perioder med meget sol og vind kan prisen falde markant, mens den i andre timer kan være højere. For elkunder med en elaftale, der følger timeprisen, kan det derfor betale sig at holde øje med elprisen og bruge strømmen, når den er billigst.
Faktaboks om elprisen
Den pris, der falder til nul kroner eller derunder, er den såkaldte spotpris på elmarkedet. Oven i den rene elpris kommer der fortsat betaling for transport af strøm gennem elnettet samt afgifter og moms, som er en del af den samlede elregning.
Danmark er samtidig opdelt i to elprisområder, DK1 og DK2, som dækker henholdsvis Vestdanmark og Østdanmark. Derfor kan meget lave eller negative elpriser opstå i den ene del af landet uden nødvendigvis at påvirke den anden.
Nøgleord
Kontakter
Lars PedersenPresseansvarlig
lped@nrgi.dkOm NRGi
NRGi er en landsdækkende energi- og rådgivningskoncern. Vi er også et forbrugerejet andelsselskab, der er ejet af 235.000 andelshavere, og består af 1.725 kompetente og engagerede medarbejdere, som med både hænder og viden bidrager til et grønnere og et mere velfungerende Danmark - på kort og på lang sigt.
Følg pressemeddelelser fra NRGi
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra NRGi
Millioner til energirenovering står urørt: Nu lukker pulje snart15.10.2026 08:13:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er stadig tusindvis af kroner at hente for boligejere, der vil energirenovere deres hjem. Over 11 millioner kroner står tilbage i årets Energirenoveringspulje, selvom ansøgningsfristen nærmer sig.
Elprisen dykker lørdag: Mere end 17 timer med billig strøm9.10.2026 17:37:21 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag kan danskerne se frem til lave elpriser fra midnat til langt ud på eftermiddagen. I mere end 17 timer i træk holder den rene elpris sig under 50 øre pr. kilowatttime, og midt på dagen falder den helt ned til få øre. Det giver gode muligheder for at spare penge ved at flytte strømforbruget til de billigste timer.
Undersøgelse: Næsten halvdelen af boligejerne kan ikke lukke for vandet ved akut vandskade8.10.2026 07:42:00 CEST | Pressemeddelelse
Når strømmen går eller køkkenvasken pludselig er utæt, gælder det om at handle hurtigt. Men det er langtfra alle boligejere, der ved, hvad de skal gøre, når uheldet er ude. Det viser en ny undersøgelse.
Valg i Aarhus: Nu kan 128.000 aarhusianere stille op til NRGi’s repræsentantskab7.10.2026 13:18:25 CEST | Pressemeddelelse
Vil du have indflydelse på en af landets største energikoncerner? Frem til 1. december kan andelshavere i Aarhus stille op til NRGi's repræsentantskab, der er med til at sætte retningen for det østjyske andelsselskab.
Nu åbner pulje igen: 4 millioner kroner klar til projekter i Østjylland1.10.2026 07:53:17 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 1. oktober kan foreninger, organisationer og virksomheder i Østjylland søge støtte fra NRGi Puljen til projekter, der styrker elektrificeringen og gavner klimaet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum