
Ny rapport: Danske grise kan få markant mere plads for en beskeden pris
20.3.2026 09:06:14 CET | Kraka Economics | Pressemeddelelse
Selv markante krav om mere plads til de danske grise har en beskeden effekt på den danske økonomi, viser en ny rapport, som Kraka Economics har lavet for Dyrenes Beskyttelse. Rapporten rejser spørgsmål om, hvorvidt Danmark prioriterer landbruget hensigtsmæssigt i forhold til de store konsekvenser, det har for dyr, klima og miljø. Landbrugssektorens betydning for dansk beskæftigelse og økonomi er nemlig meget lille, men den står samtidig for hovedparten af de danske kvælstofudledninger og beslaglægger en betydelig del af Danmarks areal.

Årtiers intens dyreproduktion i Danmark har skabt en række udfordringer med markant udledning af drivhusgasser, negativ miljøpåvirkning og udfordret dyrevelfærd. En ny rapport viser, at et krav om bedre dyrevelfærd også vil skabe forbedringer for miljø og klima, men koste meget lidt for dansk økonomi.
I rapporten har Kraka Economics på foranledning af Dyrenes Beskyttelse regnet på, hvad det vil koste samfundet at give danske grise 50 pct. mere plads i staldene. Beregningerne viser, at den markante forbedring vil medføre et årligt tab på blot blot 4,6 mia. kr. for det danske samfund i 2050, svarende til 0,1 pct. af bruttoværditilvæksten. Grisene kan altså få meget mere plads for et lommepengebeløb i den danske økonomi. Regner man værdien af mindre kvælstofudledninger med, vil det reelle økonomiske tab være endnu mindre.
Effekterne på fødevarepriser, eksport og beskæftigelse er desuden på lang sigt meget små. Effekten på beskæftigelse af at indføre krav om 50 pct. mere plads til grise beregnes i analysen til en nedgang på cirka 1000 jobs i landbruget. Alle tidligere ansatte forventes dog at få nye job i andre erhverv. Samlet set understreger effekterne, hvor beskeden en pris mere dyrevelfærd kan gennemføres for.
Selvom landbruget i Danmark i dag blot står for mellem 1 og 2,5 pct. af Danmarks bruttoværditilvækst, afhængigt af hvad der tælles med, står erhvervet for en tredjedel af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser og 70 pct. af kvælstofudledningerne. Det er en tydelig ubalance, der peger på, at sektorens økonomiske betydning ikke står mål med dens påvirkning af klima og miljø.
Landbrug, skovbrug og fiskeri bidrager med 27 mia. kr. i Danmarks bruttoværditilvækst, men halvdelen af bidraget forsvinder pga. skadevirkninger på klima, havmiljø og luftkvalitet. Det er endda et underkantsskøn, der ikke tager højde for landbrugets mange ikke-kvantificerbare skader på vores biodiversitet, grundvand og dyrevelfærd. Det regnestykke bør også indgå i den politiske prioritering af vores landbrug.
Nøgleord
Kontakter
Tina NikolajsenKommunikationschef
Tlf:+45 27 28 27 33tbn@kraka-economics.dkBilleder

Links
Om Kraka Economics
Kraka Economics er en samfundsøkonomisk konsulentvirksomhed, der er ejet af Maj Invest. Vores formål er at oplyse samfundsdebatten og kvalificere beslutninger med økonomfaglige analyser. Kraka Economics består af økonomer på højeste faglige niveau, herunder anerkendte forskere.
Derudover benytter vi vores politiske indsigt til at forstå kundens strategiske behov for derved at kunne levere et forståeligt materiale, som er direkte anvendeligt i beslutningsprocessen. Kraka Economics og Fonden Kraka udgør tilsammen tænketanken Kraka, som er et stærkt økonomfagligt fællesskab under samme tag.
Følg pressemeddelelser fra Kraka Economics
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.