Direktøren, der skabte synlighed for et usynligt brand, går på pension
16.3.2026 07:00:00 CET | Geberit | Pressemeddelelse
Efter 16 år som direktør for Geberit Danmark går Bent Knudsen på pension. Under hans ledelse har nye strategiske prioriteringer og produkter forvandlet virksomheden fra skjult teknikleverandør til kendt badeværelsesbrand.

Da Bent Knudsen tiltrådte som direktør for Geberit i 2010, stod virksomheden solidt i byggebranchen og var kendt blandt installatører for sine rørsystemer og cisterner. Men uden for branchen var navnet stort set ukendt.
– Geberit var en sjov størrelse. Vi var et brand, som få kendte – måske kun for vores skylleknapper – men som rigtig mange brugte hver eneste dag, ofte uden, at de selv vidste det, siger Bent Knudsen.
Bent Knudsens mål var derfor at gøre Geberit synlig for forbrugerne og åbne et helt nyt marked.
– Et af mine store mål har været at udvide Geberits marked. Vi var førende blandt installatører, men usynlige for alle andre. Geberit skulle ikke kun levere teknik bag væggen, men blive et brand, danskerne genkender foran væggen, siger Bent Knudsen.
Rejsen mod synlighed
Et af de første store skridt blev introduktionen af douchetoilettet – et produkt, der stort set ikke fandtes i Danmark, og som de færreste efterspurgte.
– Først tænkte jeg, at det her bliver op ad bakke. Douchetoilettet var innovativt, men også fremmed for mange danskere, og så var prisen tilmed skyhøj. Det var et toilet som markedet ikke efterspurgte, da toiletpapir og traditionelle toiletter var stærkt forankret i dansk kultur, siger Bent Knudsen.
De synlige produkter tager fart
Med opkøbet af Ifö i 2015 steg både synligheden samt kendskabsgraden til Geberit. Ifö bragte design og viden om det danske marked, Geberit kom med teknologi og innovation.
– Det var en kæmpe organisatorisk forandring. Vi skulle både integrere en familieejet virksomhed med omkring 35 ansatte i en koncern på 12.000 medarbejdere og fortsætte produktionen af Ifös produkter. Men det var også en oplagt mulighed for at bruge deres indsigter i det danske marked. Det handlede ikke om at gøre dem ens, men om at få dem til at spille sammen, siger Bent.
Interessen for douchetoilettet stiger
I dag viser registreringer, at antallet af installerede douchetoiletter i Danmark er tredoblet siden 2020. Selvom douchetoiletter stadig fylder mindre i omsætningen end de traditionelle gulvstående toiletter, illustrerer udviklingen både et marked, der har åbnet sig for den nye toiletform, og hvordan Geberit har udvidet sit sortiment foran væggen.
– Vi har investeret massivt i at forklare, hvad douchetoilettet kan. Målet har været at gøre et fremmed produkt til noget, folk blev nysgerrige på. Samtidig har vi udviklet toilettet til enklere versioner med lavere pris, så det er tilgængeligt for en yngre generation af boligejere, siger Bent Knudsen.
Udbredelsen af douchetoiletterne er samtidig et billede på den bredere udvikling i branchen.
– Badeværelset er ikke længere kun et funktionelt rum. I dag fylder komfort, design, hygiejne og ressourceforbrug langt mere. Det er et rum, folk tager stilling til, og vi har været med til at skubbe den udvikling fremad, siger Bent Knudsen.
Et farvel med faglig stolthed
I løbet af 16 år som direktør har Bent Knudsen ført Geberit ind i nye markeder og lanceret nye produkter, uden at gå på kompromis med virksomhedens kerneværdier. Geberit er stadig essentiel bag væggen, senest med Mastering Water-konceptet, samtidig med at Ifö brandet og Geberits douchetoiletter præger badeværelset foran.
– Min opgave har været at få folk til at arbejde i samme retning. Vi er gået fra at være virksomheden, de fleste kun kendte fra motorvejstoiletter sydpå, til at være velkendte og etablerede på det danske forbrugermarked. Når jeg ser tilbage, er jeg mest stolt af, at vi har flyttet virksomheden uden at miste det, der gjorde den stærk, siger Bent Knudsen.
Nøgleord
Kontakter
Tobias Sung Møller-JensenPR-chef og partnerRØST Kommunikation
Tlf:23603458tobias@roestkommunikation.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Geberit
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.