Middelfart SparekasseMiddelfart Sparekasse

Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse indgår sammenlægningsaftale

12.3.2026 10:00:00 CET | Middelfart Sparekasse | Pressemeddelelse

Del

De to sparekassers bestyrelser er enige om vilkårene for en sammenlægning. Der sigtes mod en endelig godkendelse primo april.

Bestyrelserne i Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse har indgået en sammenlægningsaftale, som betyder, at de to sparekasser bliver til én i april 2026, hvis repræsentantskaberne stemmer for aftalen.
Bestyrelserne i Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse har indgået en sammenlægningsaftale, som betyder, at de to sparekasser bliver til én i april 2026, hvis repræsentantskaberne stemmer for aftalen.

Rønde Sparekasses bestyrelsesformand, Steen Knudsen, kunne præsentere et solidt overskud på 16,1 mio. kr. for 2025 på det ordinære repræsentantskabsmøde onsdag 11. marts. Formanden medbragte en anden nyhed, som påkaldte sig væsentligt større opmærksomhed: Bestyrelserne i Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse har indgået en sammenlægningsaftale med Middelfart Sparekasse som det fortsættende institut. Repræsentantskabet i Rønde indkaldes til møde den 8. april, hvor sammenlægningen er eneste punkt på dagsordenen.

- For nogle er timingen måske overraskende, for både 2024 og 2025 har været nogle regnskabsmæssigt gode år i Rønde Sparekasse. Netop derfor anser bestyrelsen timingen for at være optimal. Rønde Sparekasse står et godt sted – vi har landets nok højeste kapitalprocent og en stabil og solid kunde- og medarbejderskare. I kortspil skal man spille hånden, når man har trumferne. Så undgår man at skulle bluffe senere, siger Steen Knudsen.

Indtægter under pres

Nok går det godt i Rønde Sparekasse, men ledelsen ser også ind i en tid med lave renter, hvilket vil presse indtjeningen. Samtidig presses udgifterne af de stadigt stigende krav til håndtering af myndighedskrav, fx anti-hvidvaskarbejdet.

- Det betyder, at vi ser ind i nogle resultatmæssigt mere udfordrende år, og derfor mener vi, at det er rettidig omhu at handle nu. Vi har fået gode vilkår i aftalen med Middelfart Sparekasse, fordi vores udgangspunkt for forhandlingerne har været godt, siger Steen Knudsen.

Aftalen indebærer blandt andet, at Rønde Sparekasses afdeling i Rønde drives uændret videre. Navnet på facaden ændres der heller ikke på.

- Men inde bagved bliver kunder og medarbejdere en del af en større helhed. Det betyder et bredere produktudbud, mulighed for at trække på specialister i rådgivningen, og at vores kolleger kan fokusere på kerneopgaven – at rådgive kunderne, siger direktør i Rønde Sparekasse Jens Haahr, der fortsætter som leder af afdelingen i Rønde efter sammenlægningen.

Et godt match

Middelfart Sparekasse fusionerede i december 2025 med Nordfyns Bank. Før den fusion er faldet helt på plads i forhold til den tekniske integration, venter den næste allerede.

- Det er jo ikke os, der har bestemt timingen, men vi har ikke været i tvivl om, at vi skulle sige ja, da muligheden bød sig. Vi er glade for, at Rønde Sparekasse så vores vej – måske fordi de har set, hvordan vi har håndteret sammenlægningen med to andre sparekasser. For vores vedkommende er Rønde Sparekasse et godt match og en naturlig udvidelse af vores geografiske udbredelse, hvor vi i dag har en stor afdeling i Aarhus. Vi går sammen med en særdeles veldrevet sparekasse, og vi tror på, at vi med vores værdier og kultur kan holde på både medarbejdere og kunder, siger Flemming B. Nielsen, bestyrelsesformand i Middelfart Sparekasse.

Syddjurs får en stor fond

Sammenlægningen vil også få mærkbar betydning for lokalområdet. Rønde Sparekasses opsparede overskud på 123 mio. kr. overgår til en almennyttig fond, Rønde Sparekasses Fond. Hovedparten af midlerne placeres i garantkapital i Middelfart Sparekasse, og fonden forventer at kunne uddele 3-4 mio. kr. årligt til gode formål i Rønde Sparekasses virkeområde.

- Det er støtte i en helt anden liga end det, Rønde Sparekasse hidtil har kunnet yde. Kunderne bevarer deres lokale afdeling og deres personlige rådgiver samtidig med, at vi kan sætte et endnu større aftryk i lokalområdet, siger Steen Knudsen, der indtræder i Middelfart Sparekasses bestyrelse, når sammenlægningen er endeligt godkendt, ligesom han sammen med fem af seks medlemmer af Rønde Sparekasses bestyrelse også udgør bestyrelsen i den ikke-erhvervsdrivende fond, der nedsættes.

I Middelfart er adm. direktør Martin Baltser meget tilfreds med udsigten til at skulle integrere Rønde Sparekasse.

- Det er en stor glæde, hver gang et pengeinstitut ser vores vej. Vi har et stærkt image både i befolkningen og blandt medarbejderne i sektoren, og så har vi tidligere bevist, at vi formår at tage godt imod både kunder og medarbejdere. Det er vi også klar til at gøre denne gang, siger Martin Baltser.

Sammenlægningen skal godkendes af de to sparekassers repræsentantskaber. Det forventes at ske den 25. marts i Middelfart og den 8. april i Rønde. Herefter skal Finanstilsynet godkende sammenlægningen, før den er endeligt godkendt.

Fakta

  • Rønde Sparekasse har ca. 6.000 kunder og 15 medarbejdere
  • Middelfart Sparekasse har ca. 126.000 kunder og ca. 570 medarbejdere
  • Rønde Sparekasses reserver placeres i en ikke-erhvervsdrivende fond, der har til formål at støtte velgørende formål i Rønde Sparekasses virkeområde
  • Rønde Sparekasse får et medlem i Middelfart Sparekasses bestyrelse og fem pladser i Middelfart Sparekasses repræsentantskab, hvortil kommer yderligere et medlem, som Rønde Sparekasses Fond kan udpege med virkning fra marts 2027.

Nøgleord

Kontakter

Rønde Sparekasse:
Direktør Jens Haahr, 24678969, jh@roendespar.dk
Formand Steen Knudsen, 81100899, sk@skknudsen.dk

Middelfart Sparekasse:
ESG- og kommunikationsdirektør Bjarne Jacobsen, 27900500, bja@midspar.dk

Billeder

Middelfart Sparekasse gør for fjerde gang klar til at gå sammen med et andet pengeinstitut. Sparekassen fusionerede med Folkesparekassen i 2021, Fanø Sparekasse i 2023, Nordfyns Bank i 2025 og nu har bestyrelserne i Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse præsenteret en sammenlægningsaftale.
Middelfart Sparekasse gør for fjerde gang klar til at gå sammen med et andet pengeinstitut. Sparekassen fusionerede med Folkesparekassen i 2021, Fanø Sparekasse i 2023, Nordfyns Bank i 2025 og nu har bestyrelserne i Rønde Sparekasse og Middelfart Sparekasse præsenteret en sammenlægningsaftale.
Ingen restriktioner
Download

Om Middelfart Sparekasse

”Til fælles bedste.” Det var udgangspunktet, da Middelfart Sparekasse blev stiftet i 1853, og den sætning har vi levet efter lige siden. For Sparekassen handler til fælles bedste om at gøre en positiv forskel for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er en del af.

Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye