Aalborg Universitet

Nordjyllands produktivitet er bedre end sit rygte

12.3.2026 05:30:00 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Del

En ny omfattende analyse fra Aalborg University Business School viser, at Nordjylland ligger solidt i midterfeltet, når det gælder produktivitet – og ikke i bunden, som de gængse nøgletal hidtil har vist.

Colourbox

I mere end et årti har fortællingen været, at Nordjylland har haltet efter, når det kom til produktivitet – et billede, som både erhvervsrapporter, mediedækning og den politiske debat har cementeret. Men en ny analyse fra Aalborg University Business School baseret på registerdata fra Danmarks Statistik og på firmastatistik for reelt aktive virksomheder udfordrer nu denne fortælling markant. Analysen viser, at Nordjylland ikke ligger i bunden, men derimod placerer sig i et bredt midterfelt, på niveau med store dele af Danmark.

Nordjyllands erhvervsliv er med andre ord både robust, produktivt og på niveau med resten af landet. Forskellene skyldes primært en lavere koncentration af højproduktive virksomheder og færre vidensintensive brancher.

Stabil placering siden 2016

Ud fra datagrundlaget kan forskerne dokumentere, at Nordjylland - sammen med de jyske landsdele og Fyn - ligger i midten af feltet, når det kommer til produktivitet. Bornholm, Syd- og Vestsjælland ligger i bunden, mens Hovedstaden konsekvent er den region med højest produktivitet.

Samtidig påpeger analysen:

  • At produktivitetsniveauet særligt er påvirket af, hvor mange meget produktive topvirksomheder en region har. Få meget produktive virksomheder trækker gennemsnittet op i de mest produktive regioner.
  • At industrien i Nordjylland har højere produktivitet end landsgennemsnittet, mens det primært er servicebrancher, der trækker ned.
  • At store virksomheder i Nordjylland er mindre produktive end store virksomheder i resten af Danmark – men det skyldes, at de store virksomheder i Nordjylland er inden for brancher, som generelt har lavere produktivitet.

Analysen konkluderer dermed, at den typiske virksomhed i Nordjylland er omtrent lige så produktiv som virksomheder i resten af landet og i nogle brancher endda mere produktiv.

Fokus på sammenligning af regionale virksomheder

Den primære forklaring på de nye produktivitetstal i regionen skal findes i databehandlingen i den nye analyse. Forskerne har frasorteret virksomheder med arbejdssteder i mere end én region, kigget på forskelle i branchesammensætning og på, hvor mange ”topvirksomheder”, de enkelte regioner har, og hvordan det påvirker tallene.

Og det er den metode, der giver flere nuancer, et bedre sammenligningsgrundlag og dermed et andet billede af, hvordan det står til med produktiviteten i Nordjylland.

”Vi ville gerne lave et mere retvisende billede af, hvor Nordjylland befinder sig i forhold til de andre regioner, når det kommer til produktivitet. Et gennemsnit viser sjældent hele historien. Nu har vi langt flere nuancer med og det giver meget mere brugbar og konkret viden om, hvordan det egentlig forholder sig med produktiviteten i Nordjylland og i resten af Danmark”, siger Jonas Eduardsen, der er en af de tre forskere bag undersøgelsen.

Hemmeligheden bag høj produktivitet

Udover at kortlægge, hvordan produktivitetsniveauet rent faktisk ser ud i de enkelte regioner, har forskerne også undersøgt, hvad der kendetegner virksomheder med høj produktivitet. Og her er det især tre faktorer, der gør sig gældende.

  • Internationalisering (import, eksport samt udenlandske direkte investeringer)
  • Kapitalintensitet (investeringer i maskiner og teknologi)
  • Højtuddannet og kvalificeret arbejdskraft

Dermed kan undersøgelsen også bidrage til den nationale debat om regional udvikling og hjælpe med forståelsen af, hvordan regioner bliver bedre til at løfte produktivitetspotentialet i de enkelte virksomheder.

Fakta:

  • I analysen er produktivitet målt som arbejdsproduktivitet - altså den værditilvækst, der bliver skabt pr. enhed arbejdskraft.
  • Analysen omfatter knap 140.000 virksomheder i de private byerhverv med arbejdssted i én region, en årlig omsætning på mindst 100.000 kroner og mindst én fuldtidsansat

Kontakt: 

De tre forskere bag undersøgelsen er:

Jonas Strømfeldt Eduardsen, professor, Aalborg University Business School - jse@business.aau.dk, tlf: 99408364/22923627

Jacob Rubæk Holm, professor, Aalborg University Business School - jrh@business.aau.dk, tlf: 99408247

Jesper Lindgaard Christensen, lektor, Aalborg University Business School - jlc@business.aau.dk, tlf: 99408261

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Ny institutleder: Institut for Medicin og Sundhedsteknologi er central i løsningen af sundhedsvæsnets udfordringer27.2.2026 12:05:00 CET | Pressemeddelelse

Den nye institutleder på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet bliver Christian Brink Scholz, der kommer fra en stilling med fokus på innovation og tværfaglighed mellem læger og ingeniører. Instituttet spiller ifølge Christian Brink Scholz en vigtig rolle med at understøtte samfundets behov både via uddannelse, forskning og innovation.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye