Prisfest: Ny Carlsbergfondet uddeler fem store kunstpriser
11.3.2026 20:23:16 CET | Ny Carlsbergfondet | Pressemeddelelse
Stjernespækket prisfest: Ny Carlsbergfondet hædrer fem centrale personer i dansk kunstliv – Bente Scavenius modtager hæderslegat.

Ny Carlsbergfondets priser hædrer fem fremtrædende aktører fra det danske kunstliv for deres særlige indsats og engagement. Med hvert af Ny Carlsbergfondets legater følger der 400.000 kr.
Årets fem prismodtagere er: Bente Scavenius, Kirsten Ortwed, Inuuteq Storch, Stine Bidstrup og Anders Kold.
”De fem prismodtagere favner både forskellige generationer, arbejdsområder og kunstneriske felter,” siger Ny Carlsbergfondets forperson, Sanne Kofod Olsen om årets prismodtagere. ”Prismodtagerne viser os en styrke og bredde, der er kendetegnende for dansk kunstliv, og bestyrelsen er derfor meget enige om, at netop disse fem prismodtagere repræsenterer og bidrager til det levende og stærke kunstliv, vi ser udspille sig i disse år i Grønland og Danmark.”
Før prisoverrækkelsen, hvor cirka 400 gæster deltog, holdt Sanne Kofod Olsen en velkomsttale, der berørte emnet kulturel oprustning, som har været en fast del af samfundsdagsordenen de seneste år:
”I disse urolige år taler man fra politisk hold om kulturel eller åndelig oprustning og kulturel modstandskraft. Det er en del af en ny krise- og krigsretorik, som vi sikkert alle skal vænne os lidt til – ligesom vi også må vænne os til, at krige er rykket tættere på os her i Danmark. At se kunsten i denne sammenhæng er naturligvis vigtigt. Kunsten kan både samle og sprede. Den kan behage, men også være kritisk. Og netop i denne dobbelte egenskab ligger dens betydning i en demokratisk kultur. For i et demokrati er kunsten netop ikke en del af et politisk program. Kunstneren er en fri aktør, der kan gøre og sige, hvad de vil.”
Senere under sin velkomsttale sagde Sanne Kofod Olsen:
”Fondet vil gerne bidrage til den åndelige oprustning og den kulturelle modstandskraft gennem vores donationer og projekter. Det gælder fra Glyptotekets renovering til projektet Kunst til Folkeskolen. Fra de indkøb vi foretager, til den kunst vi bringer ud i det offentlige rum, og som vi støtter i hele Rigsfællesskabet – og til de priser, vi uddeler her i aften.”
Ny Carlsbergfondets Hæderslegat 2025
Prisen hædrer en eller flere personer, der arbejder i kunstens tjeneste og som over tid har bevist en ypperlig faglig ambition samt har haft afgørende betydning for dansk kunstliv.

Bente Scavenius
Bente Scavenius (f.1944) er en af Danmarks mest markante kunsthistorikere og formidlere, der kan fortælle om kunst og kunstens potentiale, så det når ud til alle kroge af Danmark.
Bente Scavenius blev uddannet mag.art i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 1981 og har siden sat sit tydelige præg på dansk kunstliv som underviser, censor, kritiker og forfatter. Hun står bag en lang række bøger om kunstnere, havekunst og dansk kunstkritik, og hendes bidrag har været med til at udvikle faget i Danmark betragteligt. Sit store folkelige gennembrud har hun fået af to omgange med sin deltagelse i tv-programmerne Kunstquizzen og Verdensdamer, hvor hendes enorme viden om kunsthistorien og eminente formidlingsevne er slået bredt igennem.
Ud over sit arbejde som kunsthistoriker har Scavenius haft centrale roller i flere fonde og bestyrelser, blandt andet Kunstforeningen Gammel Strand og Oluf Høst-museet. Hun har modtaget flere priser for sin kunstformidling, herunder Rosenkjærprisen og N.L. Høyen Medaljen. Med sin store viden og passion har Bente Scavenius gjort kunsten tilgængelig for et bredt publikum og bidraget til at styrke kunstens rolle i samfundet.
Se film om Bente Scavenius her.
Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater 2025
Prisen gives til en eller flere kunstnere, der med mod, originalitet og gennemslagskraft markerer sig både i Danmark og internationalt.

Kirsten Ortwed
Kirsten Ortweds (f.1948) praksis blev formet i en tid, hvor konceptkunst og minimalisme prægede den kunstneriske dagsorden. Kirsten Ortwed holdt dog fast i skulpturen som fysisk realitet, for denne er nemlig konceptet hos Ortwed, når hun lader skulpturkroppen træde ned fra soklen og indtage rummet. Hun søger ikke betydning i abstrakte begreber, men fokuserer på eksperimenter med form, materialer og rummets samspil, og hendes værker undersøger ofte relationer til tidligere projekter gennem genbrug af former og materialer.
Efter afslutningen af sin uddannelse ved Kunstakademiet i 1975 har Kirsten Ortwed primært udført sit kunstneriske virke i udlandet, herunder New York, Køln og Pietrasanta, Italien. Hun opnåede sit international gennembrud ved sin deltagelse ved Venedig Biennalen i 1997 og har sidenhen haft adskillige soloudstillinger både nationalt og internationalt. Derudover er hendes værker repræsenteret i offentlige rum i Danmark såvel som i udlandet.
Se film om Kirsten Ortwed her.

Inuuteq Storch
Inuuteq Storch (f.1989, Kalaallit Nunaat/Grønland) er med sin dybt personlige tilgang til fotografiet en markant og yngre stemme i fotokunsten. Storch udforsker i sine værker emner som identitet, hverdagsliv og relationer og omdrejningspunktet for hans kunstneriske projekt er at fortælle Grønlands og grønlændernes historie med grønlandske øjne. Inuuteq Stoch bryder med de klassiske, danske narrativer og stereotype blik, der historisk har præget fotografiske skildringer af landet – og han gør i sine værker op med koloniale magtstrukturer og præciserer retten til selv at fortælle sin historie.
Inuuteq Storch kombinerer i sin praksis egne analoge fotos med fundne fotos, arkivmateriale og historiske fotografiske kilder. Hans fotografier bærer præg af en intuitiv snapshot-æstetik, hvor følsomhed og personlighed er i centrum. Inuuteq Storch har udstillet internationalt, blandt andet i den danske pavillon ved Venedig Biennalen 2024, hvor han som første grønlandske kunstner repræsenterede Danmark og har allerede en lang række soloudstillinger bag sig i Norden, Europa og Nordamerika.
Se film om Inuuteq Storch her.

Stine Bidstrup
Stine Bidstrups (f.1982) glasværker bevæger sig mellem det skulpturelle, kunsthåndværk og installation med arkitekturens og designets historie i ryggen og alligevel er de helt sine egne.
Stine Bidstrup arbejder både i mundblæst og støbt glas. Til dette bruger hun modeller og støbeforme, som hun selv fremstiller med klassiske håndværksteknikker.
I sine værker undersøger hun, hvordan vi ser, og hvordan vi tror, vi ser. Hvordan øjet og sindet hele tiden justerer verden. Intet er entydigt – alt afhænger af lys, vinkel, bevægelse. Stine Bidstrup sætter optiske fænomener, perception og utopiske idéer i fokus for at forstå, hvordan syn og perspektiv former vores forståelse af verden, og værkerne bliver dermed en påmindelse om, at utopier ikke behøver at blive realiseret. Nogle gange skal de blot holdes op mod lyset.
Stine Bidstrup er uddannet fra både det Kongelige Kunstakademi og Rhode Island School of Design i USA og har desuden en bachelor i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Hun har udstillet sine værker både i Danmark og internationalt og underviser på Kunstakademiets designskole på Bornholm.
Se film om Stine Bidstrup her.
Ny Carlsbergfondets Museumslegat 2025
Prisen tildeles til en eller flere museumspersoner, der med betydende faglighed og professionalisme formår at skabe fornyende og udviklende rammer for kunstens repræsentation.

Anders Kold
Anders Kold (f. 1959) er museumsinspektør og samlingsansvarlig på Louisiana Museum of Modern Art, hvor han i 2026 markerer sit 25års jubilæum. Han har gennem mere end tre årtier været en markant skikkelse i dansk og internationalt kunstliv. Siden sit første museumsjob har han kurateret 75 udstillinger – heraf 45 på Louisiana – og tidligere arbejdet på blandt andet Aarhus Kunstmuseum, SMK og ARKEN. Med stor faglig tyngde og et skarpt kuratorisk blik har Anders Kold bidraget til at trække den internationale kunstscene mod Danmark og styrket Louisianas position globalt.
Anders Kolds omfattende virke spænder over både moderne klassikere og fremtrædende samtidskunstnere. Han har stået bag udstillinger med navne som Jorn, og Pollock, Giacometti og Richard Mortensen samt internationale kunstnere som Jeff Koons, Yoko Ono, Jean-Michel Basquiat, Roni Horn og Kaari Upson. Også på den nordiske og danske scene har han fremhævet væsentlige stemmer, herunder Pia Arke, Tal R. og Olafur Eliasson. Fælles for hans arbejde er en dyb respekt for kunstværkets egen styrke: I hans udstillinger møder værkerne beskueren med nærvær og plads til fordybelse, mens kunstnerens intentioner får lov at udfolde sig på deres egne præmisser.
Om Ny Carlsbergfondets kunstpriser
Ny Carlsbergfondets stifter brygger Carl Jacobsen har fødselsdag den 2. marts, og i den anledning overrækker fondet hvert år priser til dansk kunst ved en faglig reception i Festsalen på Glyptoteket. At værdsætte og fremhæve kunstneres og museumsfolks præstationer over tid er til gavn for hele kunstlivet i Danmark, og prisoverrækkelserne er derfor en naturlig del af Ny Carlsbergfondets virke. Med kunstpriserne anerkender Ny Carlsbergfondet personer, der yder en særlig indsats i det danske kunst- og museumslandskab.
Se tidligere prismodtagere her.

Kontakter
Ditte Sig KramerSekretariatschef
Tlf:3144 3413dsk@ncf.dkTroels RudKommunikationskonsulent
Tlf:5353 4214tro@ncf.dkBilleder






Om Ny Carlsbergfondet
Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond, der blev oprettet i 1902 af brygger Carl Jacobsen. I dag arbejder fondet fortsat med at realisere Jacobsens vision om at styrke kunsten i samfundet samt at gøre den tilgængelig for det bredest mulige publikum. Ved kunst forstås ikke blot billedkunst, men også kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt kunst i bredeste forstand, dvs. også hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig med beslægtede kunstformer og sammenhænge.
Følg pressemeddelelser fra Ny Carlsbergfondet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ny Carlsbergfondet
Levende jord – et kunstprojekt på Viborg Gymnasium24.2.2026 08:15:00 CET | Nyhed
Kunstprojektet Levende jord er ikke et traditionelt kunstværk, men består af flere delprocesser med en række aktører og med rodzonens mylder af liv som forbillede. Det stedsspecifikke kunstprojekt udfolder sig bl.a. over 252 m² specialdesignet terrazzogulv i gymnasiets bibliotek og videre ud i en tilstødende have.
Let Us Speak Now: et kunstværk og et videoarkiv23.2.2026 16:11:00 CET | Nyhed
Kunstneren Kirsten Dufours værk og videoarkiv Let Us Speak Now samler mere end 80 interviews med internationale feministiske kunstnere og giver et unikt indblik i krydsfeltet mellem feminisme, aktivisme og kunstnerisk praksis gennem de sidste 50 år.
Forskningsprojekt afslører Hammershøis kunstneriske arbejdsmetode28.1.2026 15:34:00 CET | Nyhed
Nu er det muligt at kigge Vilhelm Hammershøi over skulderen i tilblivelsen af flere end 130 værker, for at forstå hans teknikker, strategi og fremgangsmåde. The Vilhelm Hammershøi Digital Archive er gjort tilgængeligt i en digital onlineplatform.
Tove Storchs alterparti til Gredstedbro Kirke leger med tyngdekraften23.1.2026 12:00:00 CET | Nyhed
Tove Storch har skabt et værk til Gredstedbro Kirke, der tager udgangspunkt i de to kirkemøbler alterbordet og knæfaldet. Udformningen af de traditionelle møbler til alterpartiet udgør en visuel leg med tyngdekraften.
20 millioner kroner til kunstvidenskabelig forskning og kildeprojekter på de danske museer og universiteter19.12.2025 12:00:00 CET | Nyhed
Med en markant bevilling styrker Ny Carlsbergfondet igen den kunstvidenskabelige forskning og kernefaglighed på landets museer og universiteter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum