DI - Dansk Industri

Erhvervsorganisationer går mod formueskat: Hvem skal eje Danmark?

10.3.2026 06:00:00 CET | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse

Del

Formueskatten rammer iværksættere og virksomhedsejere, men freder udenlandske virksomheder på opkøb i Danmark. Det bliver dermed sværere at holde danske virksomheder på danske hænder, lyder budskabet fra DI og 14 andre erhvervsorganisationer.

15 erhvervsorganisationer står bag en ny landsdækkende kampagne om formueskat
15 erhvervsorganisationer står bag en ny landsdækkende kampagne om formueskat

Over hele landet vil danskerne i de kommende dage møde spørgsmålet ”Hvem skal eje Danmark?” Spørgsmålet stilles i en kampagne, som Dansk Industri (DI) og 14 andre erhvervsorganisationer står bag.

- Det overordnede budskab er, at en formueskat vil gøre det sværere at holde danske virksomheder på danske hænder. Den rammer nemlig kun danske ejere, så det er i virkeligheden en rabat til udenlandske virksomheder og fonde på opkøb i Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. dir. i Dansk Industri og fortsætter:

- Vores samfund bygger på en kontrakt om, at virksomheder og iværksættere skaber arbejdspladser og velstand, og til gengæld betaler de skat, der finansierer vores velfærd. Når man nu begynder at brandbeskatte dem, der skaber værdierne, så bryder man den kontrakt. Hvis der er brug for flere penge til fællesskabet, bør de findes gennem modernisering, prioritering og reformer, der styrker vækst og arbejdsudbud – ikke ved at svække dem, siger han.

Rammer iværksættere og familievirksomheder
Blandt dem, som Socialdemokratiet ønsker at formuebeskatte, finder man først og fremmest ejerne af mange af Danmarks gamle familievirksomheder, der i dag danner rammen om arbejdslivet for hundredtusinder af danskere, og som særligt uden for de større byer leverer langt størstedelen af de private arbejdspladser.

Men også blandt nye virksomheder og iværksættere, vægter gruppen tungt: Siden 2001 har flere end hver tredje af dem, der står til at betale formueskat stiftet en ny virksomhed, der stadig er aktiv. Disse godt 13.000 nye virksomheder beskæftiger allerede nu næsten 66.000 personer. Omkring halvdelen af de nye arbejdspladser ligger uden for hovedstadsområdet.

- Mange af disse ejere og iværksættere er familier med stærk forankring i Danmark. Det er mennesker med stærk lokal tilknytning, som har dedikeret sig selv til at skabe vækst og liv i deres lokalområde til gavn for hele Danmark. Hvis deres livsværk kommer på udenlandske hænder, vil prioriteterne og den lokale tilknytning helt naturligt skifte på en måde, der vil kunne mærkes af lokalsamfundet.

Ikke en hetz mod udenlandske købere
DI-direktøren vil dog gerne slå fast, at meningen med kampagnen ikke er, at Danmark skal lukke sig om sig selv. Eller se negativt på udenlandske virksomheder og investorer, der interesserer sig for Danmark.

- Danmark lever af åbenhed. Udenlandske investeringer er en styrke. At man i udlandet kigger sultent på danske virksomheder, er noget vi skal være hamrende stolte af. Alternativet ville være dårligt, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Men et salg til udlandet skal drives af, at den nye ejer ser – og kan indfri – et potentiale i virksomheden, som den danske ejer måske ikke magter. Med formueskatten risikerer vi, at salget bliver drevet af den danske ejers nød, hvor udenlandske ejere så tildeles en ”formueskatterabat” på deres køb af danske virksomheder, siger han.  

Kampagnen skal nå alle danskere
DI vil sammen med de øvrige organisationer sikre, at kampagnens budskaber kommer ud i hele Danmark gennem annoncer, sociale medier, debatindlæg, podcasts og andre kanaler. Det skal ifølge Lars Sandahl Sørensen ske, fordi danskerne skal have at vide, at formueskatten ikke kun rammer de mest velhavende danskere, men kan få konsekvenser for hele Danmark.

- Formueskatten rammer især de familieejede virksomheder, der skaber 3 ud af 4 job uden for de store byer. Det skal kampagnen være med til at vise danskerne, siger Lars Sandahl Sørensen.

Disse organisationer står bag kampagnen:

Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening, Landbrug & Fødevarer, Finans Danmark, TEKNIQ, SMVdanmark, Danske Iværksættere, Aktive Ejere, HORESTA, Danske Advokater, Mobility Denmark, Dansk Skovforening, Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Kontakter

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Ben Ron, tlf. 2830 5452, e-mail benr@di.dk

Billeder

Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri. Foto: Bürojantzen
Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri. Foto: Bürojantzen
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye