Efter 11 år: Vestkystforbindelsen sættes i drift
9.3.2026 09:32:36 CET | Energinet | Pressemeddelelse
400 kV-højspændingsforbindelsen, der strækker sig fra Holstebro i nord til den dansk-tyske grænse, står snart klar. Energinet når hermed en stor og vigtig milepæl. Anlægsarbejdet er udført på kun to et halvt år. De resterende 8 år er brugt på tilladelser, godkendelser og ekspropriationer.

Den i alt 172 km lange højspændingsforbindelse, Vestkystforbindelsen, som er en vigtig forudsætning for fremtidens grønne, danske elforsyning, er nu ved at være ved vejs ende.
Forbindelsen er delt op i tre strækninger, og de bliver idriftsat enkeltvis ad tre omgange, så snart de enkelte dele står færdig. Den midterste del mellem Esbjerg og Tarm/Skjern – også kaldet ”Endrup-Stovstrup”, blev sat i drift i oktober 2025.
Nu drejer det sig om de resterende strækninger mellem Stovstrup og Holstebro og Endrup og Sæd ved den dansk-tyske grænse. I løbet af marts og april måned sættes der spænding på de sidste dele.
Vigtig milepæl
Vestkystforbindelsen er en stor del af den forstærkning af elnettet, som Energinet er i gang med. Den er vigtig for sikring af elforsyningen i hele Danmark.
”Det, at Vestkystforbindelsen står færdig om lidt, betyder blandt andet, at vi kan få maksimal kapacitet på transmissionsnettet over den dansk/tyske grænse og få bedre udnyttelse af Viking Link, forbindelsen til England. Takket være godt samarbejde med leverandører, lodsejere og entreprenører er det lykkedes at få det hele til at hænge sammen. Vi har brugt lang tid på at få de nødvendige tilladelser, men de seneste to et halvt år har arbejdet været synligt for alle naboerne. Nu mangler vi de sidste montagearbejder, hvorefter vi kan sætte spænding på”, siger chefprojektleder Christian Jensen, der har været med på projektet gennem alle årene.
Vestkystforbindelsen er en forudsætning for, at meget mere el fra vindmøller og solceller kan komme ind i elnettet og transporteres rundt i landet og ud i forbrugernes stikkontakter. Den er også vigtig for, at vi herhjemme kan mangedoble vores elforbrug i takt med, at vi udfaser fossile brændsler og bruger grøn el, fx i elbiler, i varmesektoren, får flere datacentre mm.
Strækningerne sættes i drift efter denne plan:
- 10. marts 2026 sætter Energinet 400 kV-forbindelsen mellem Endrup og Klixbüll syd for grænsen i drift. Hermed er der forbindelse mellem det danske og tyske net langs Vestkysten.
- 15. april 2026 sættes 400 kV-forbindelsen mellem Stovstrup og Idomlund i drift. Dermed er hele 400 kV-forbindelsen fra Holstebro til grænsen i drift. Det betyder, at den maksimale handelskapacitet over den dansk/tyske grænse kan hæves fra 2500 til 3500 MW. Energinet kan dermed også hæve den maksimale kapacitet til 1400 MW på Viking Link, som er forbindelsen til England.
Behov for bedre rammevilkår
Vestkystforbindelsen har været længe undervejs og er blevet forsinket og udskudt af flere omgange, blandt andet pga. protester mod forbindelsen, lange sagsbehandlingstider og ekspropriationer.
”Vestkystforbindelsen er et klart eksempel på både vores styrke og vores udfordring i Energinet. Selve anlægget er bygget på relativt kort tid. Vejen dertil har dog været meget lang. Otte år gik der, før vi kunne sætte spaden i jorden. Det siger noget om de rammevilkår og barrierer, der har bremset tempoet i den grønne omstilling. Skal vi elektrificere samfundet hurtigere og få mere grøn el ud til forbrugerne, kræver det, at vi kan træffe beslutninger og realisere store elnetprojekter langt hurtigere end i dag.”, siger direktør i Energinets Eltransmission, Nina Høegh Jensen.
Arbejdet fortsætter lidt endnu
De berørte lodsejere har tidligere fået besked om, hvad idriftsættelsen betyder for dem i forhold til sikkerhedsmæssig afstand og arbejde tæt på ledningerne. Forud for spændingssætning får de besked om, at nu sker det. Energinet gør desuden opmærksom på, at 400 kilovolt luftledninger kan støje i fugtigt vejr. Det er især, mens lederne er nye, at de udsender støj.
Selv om Energinet sætter i drift, er vi ikke helt færdige på Vestkystforbindelsen. Der er efterfølgende en del, der skal samles op på. Køreplader skal samles sammen, der skal ryddes op på markerne, og lodsejere skal have afgrødeerstatning osv.
Læs mere om Vestkystforbindelsen på hhv:
FAKTA
Energinet har været i gang med planlægningen af Vestkystforbindelsen siden 2015. Af mange forskellige årsager er projektet flere gange blevet udsat og forsinket. Protester over udsigten til luftledninger, miljøkrav der undervejs blev skærpet, ekspropriationer, klager, arkæologiske fund, våde områder og beskyttede dyr har forsinket den 172 km lange højspændingsforbindelse med flere år.
Da der skal overføres meget energi i Vest- og Sønderjylland, er det nødvendigt at anlægge en forbindelse med spændingen 400 kilovolt (kV), det højeste niveau i højspændingsnettet.
Langt størstedelen af strækningen (146 km) er etableret med luftledninger på en ny type master, Thor masten, men på i alt 26 km af strækningen var Energinet i stand til at etablere forbindelsen som kabler i jorden. Grunden til, at man ikke kan etablere hele strækningen med kabler i jorden, er kort fortalt, at kabler i jorden øger risikoen for, at den elektriske støj i nettet bliver forstærket. Der er rejst 438 master i alt.
Derudover er flere højspændingsstationer i området blevet udvidet.
Efterfølgende fjerner Energinet den 81 km lange 150 kilovolt luftledning, der går fra Karlsgårde via Stovstrup og Videbæk til Idomlund.
Kontakter
Nina Høeg JensenEnerginet Eltransmission
Tlf:28710985nihje@energinet.dkChristian JensenProjektlederEnerginet Eltransmission
Tlf:2333 8636chj@energinet.dkBilleder

Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Energinet indfører midlertidig pause i nye nettilslutninger og sætter turbo på akutpakke2.3.2026 13:17:52 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen efter tilslutning til elnettet er vokset markant det seneste år. I dag ligger der samlet omkring 60 gigawatt nyt forbrug i kø på tværs af transmissions- og distributionsnettet. Til sammenligning er Danmarks maksimale elforbrug cirka 7 gigawatt.
Ændret startdato: Kabelarbejde på Artillerivej fra 16. marts - vejen spærres for gennemkørsel frem til sommer26.2.2026 07:08:00 CET | Pressemeddelelse
Energinets kabelarbejde på Artillerivej forventes at gå i gang 16. marts og vil vare frem til sommer. I perioden vil Artillerivej være spærret for gennemkørende trafik, og der vil være skiltet omkørsel. Adgang for beboere og brugere af området sikres så vidt muligt i hele perioden.
Nu begynder arbejdet med at lægge højspændingskabler i jorden mellem Hørsholm og Helsingør9.2.2026 08:09:00 CET | Pressemeddelelse
Energinet går snart i gang med de første anlægsaktiviteter på den nye 132 kV kabelforbindelse mellem Teglstrupgård ved Helsingør og Stasevang ved Hørsholm. Projektet skal forny og forstærke den eksisterende elforbindelse med nye, kraftigere kabler. Samtidig forskønnes området til gavn for natur og naboer, når de nuværende luftledninger og elmaster fjernes.
Energinet klar til ekstern undersøgelse: Rammer skal afspejle den nye virkelighed6.2.2026 14:45:30 CET | Pressemeddelelse
"Det vigtigste for mig er fremdrift. Uanset hvilke ændringer, der måtte blive besluttet fra ejers side, må vi ikke tabe momentum", siger Energinets administrerende direktør Thomas Egebo om den analyse, Klima-, energi- og forsyningsministeren ønsker igangsat. Samtidig peger han på, at ansøgningerne om tilslutninger om nyt elforbrug på eltansmissionsnettet er eksploderet til aktuelt 33,5 GW - næsten to tredjedele er kommet ind alene i 2025. Den mængde og den opgave kan man ikke bygge sig ud af.
Energinet offentliggør ændringer på stor elforbindelse mellem Aarhus og Aabenraa5.2.2026 14:12:00 CET | Pressemeddelelse
Siden oktober sidste år har Energinet bearbejdet de mange indsendte bemærkninger fra borgere, der bliver berørt af en ny forstærket elforbindelse mellem Aarhus og Aabenraa. I dag præsenterer det statslige energiselskab så den justerede placering af luftledninger, kabler og højspændingsstationer og indkalder samtidig til informationsmøder om projektet til februar og marts.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum