Dyreværnet udvider med nyt internat i Aalborg
9.3.2026 13:00:00 CET | Dyreværnet | Pressemeddelelse
Som følge af Dansk Dyreværn Aalborgs beslutning om opløsning står Dyreværnet til overtagelse af foreningens internat i Nibe.

På baggrund af et enigt flertal på Dansk Dyreværn Aalborgs ekstraordinære generalforsamling, afholdt 3. marts 2026, traf de fremmødte medlemmer endelig beslutning om, at foreningen skulle opløses. Samtidig blev det besluttet, at foreningens aktiver skulle overgå til Dyreværnet, der i forvejen driver dyreinternater i Rødovre og Kolding.
Når de formelle processer omkring overtagelsen er på plads, forventeligt i løbet af det tidlige forår, vil Dansk Dyreværn Aalborgs aktiver overgå til Dyreværnet, som herefter vil overtage ejerskabet af internatbygningerne på adressen Råhøj 40, 9240 Nibe.
Formand for Dansk Dyreværn Aalborg, Marianne Becker Olsen, udtaler:
”Efter en periode med økonomiske udfordringer har vi fundet det rigtigt at opløse foreningen og finde den rette arvtager til den mission, som Dansk Dyreværn Aalborg har udført i over 70 år. Det er naturligvis med et tungt hjerte, men omvendt kan vi spejle os i Dyreværnets arbejde og værdier, og vi ser nu frem til, at mange af foreningens medlemmer og tilknyttede ildsjæle kan fortsætte som en del af Dyreværnet – og at arbejdet med at hjælpe og redde dyr ud fra internatet i Nibe består.”
Bedre geografisk dækning og ekstra kapacitet
Med tilføjelsen af internatet i Nibe får Dyreværnet en bedre dækning og kapacitet i Jylland, ligesom Aalborg-egnen og Nordjylland altså kan glæde sig over, at det velkendte dyreinternat i Nibe fortsat vil være i drift.
”Vi er rigtig glade for, at Dansk Dyreværn Aalborg har valgt Dyreværnet til at fortsætte arbejdet med at drive internatet i Nibe. Foreningen har ydet en kæmpe indsats for hunde i nød gennem mange år – og på ren ildsjælenergi. Det er beundringsværdigt, og vi kommer naturligvis til at fortsætte deres kamp for at hjælpe og redde så mange dyr som muligt; det er det, vi er her for,” udtaler direktør i Dyreværnet Henrik Knaack.
Forude venter klargøring til fuld drift
Internatet i Nibe skal igennem en større klargøring til modtagelse af hunde, katte og andre smådyr, inden det kan genåbne på fuld drift:
”Internatet i Nibe er kun indrettet til hunde, men vi vil gerne gøre plads til andre arter også, så vi kan hjælpe endnu flere kæledyr. Lige nu er vi kun i Kolding, når vi taler Jylland, og det er klart en fordel for alle parter, ikke mindst dyrene, at de ikke skal transporteres over lange distancer. Men det kræver, at vi bruger lidt tid på klargøring, og vi regner med en blød opstart på vej mod fuld drift i det nye år,” fortæller internatschef Maria Rønde Jakobsen, som ser meget frem til kapacitetsudvidelsen.
Når internatet i Nibe er klargjort, vil Dyreværnets samlede kapacitet være ca. 175 dyr, hvilket i runde tal svarer til en årlig gennemstrømningskapacitet på ca. 2.600 dyr.
Dyreværnets internatkapacitet fordelt på internater
- Rødovre: 100 dyr (årlig gennemstrømningskapacitet ca. 1500)
- Kolding: 50 dyr (årlig gennemstrømningskapacitet ca. 750)
- Nibe: 25 dyr (årlig gennemstrømningskapacitet ca. 350)
Samlet set hjælper Dyreværnet op mod 10.000 dyr om året
- Dyreværnets dyreambulancer kører på anmeldte dyreværnssager i hele landet.
- Frynseklinikken, Dyreværnets mobile dyreklinik målrettet udsatte borgere, kører til væresteder i hele landet efter fast køreplan.
- Dyreværnets internater tager imod sunde og raske kæledyr fra borgere, som ikke længere har mulighed for at tage vare på deres dyr.
Nøgleord
Kontakter
Tina J. HindsboKommunikationschefDyreværnet
Tlf:50603550tina@dyrevaernet.dkBilleder

Links
Dyreværnet blev stiftet i 1898 og er en af verdens ældste dyreværnsorganisationer
Vores formål er at fremme dyrevelfærd i Danmark samt vinde og udbrede forståelse for dyrebeskyttelsens hovedopgaver, herunder at stoppe dyrplageri og aflivning af sunde og raske dyr.
Vi mener, at alle kæledyr i Danmark fortjener gode vilkår og et godt hjem, og det arbejder vi aktivt for ved at holde os tæt på såvel de lovgivende som udøvende magter – og gennem vores mange aktiviteter:
Hver dag modtager Dyreværnet op mod 10 anmeldelser om misrøgtede dyr. Dem tager vi alvorligt, og vi redder ca. 500 dyr om året i hele Danmark. Herudover tager vi imod et stort antal dyr fra familier, som ikke længere kan tage sig af deres kæledyr. Endelig har vi mobile dyrlægeklinikker, der kører rundt i hele Danmark og tilbyder hjælp til socialt udsatte og deres dyr, der hvor de er.
Fra vores internater i Rødovre og Kolding formidler vi årligt ca. 1.500 hunde, katte, kaniner, gnavere og andre smådyr til nye, kærlige hjem.
I 2025 har Dyreværnet samarbejder med Københavns Politi samt Københavns Vestegns og Nordsjællands Politikredse, som kan indlevere herreløse dyr og notitsdyr til vores akutafdeling døgnet rundt.
Dyreværnet beskæftiger ca. 60 medarbejdere i udryknings- og internattjeneste samt administration. Hertil kommer et korps på ca. 140 frivillige, som hver dag hjælper med at passe og pleje vores mange internatdyr – og går til hånde efter behov.
Følg pressemeddelelser fra Dyreværnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyreværnet
Kom og se Dyreværnets internat i Kolding lørdag 12. september18.8.2026 07:30:00 CEST | Aktuelt
Dyreværnets internat i Kolding holder åbent hus lørdag den 12. september fra kl. 12.00-15.00. Alle er meget velkomne til at kigge forbi i tidsrummet og få indblik i Dyreværnets arbejde i region Syddanmark.
8 ud af 12 Maine Coon-blandingskatte fik fred10.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For nylig fik Dyreværnet overdraget et større antal Maine Coon-blandingskatte fra en adresse i Lolland-Falsterområdet. Vi fik 12 ud af i alt 17 katte med i slutningen af juli, men vi vidste godt på forhånd, at deres sundhedstilstand var kritisk.
Åbent Hus hos Dyreværnet i Rødovre 29. august3.8.2026 07:00:00 CEST | Aktuelt
Traditionen tro åbner internatet i Rødovre dørene for offentligheden lørdag den 29. august fra kl. 12.30-15.30. Alle er meget velkomne til at lægge vejen forbi i Rødovre og få indblik i Dyreværnets arbejde med at redde kæledyr i nød.
600 kæledyr har indtil videre fået nye hjem gennem Dyreværnet6.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år hjælper Dyreværnet ca. 10.000 kæledyr gennem vores udryknings- og internataktiviteter. Det er ikke alle dyr, der har brug for omplacering, men det har ca. 600 dyr altså haft i første halvdel af 2026, og vi forventer et lignende antal i anden halvdel.
Dyreværnet er med på Vorbasse Marked for første gang29.6.2026 08:42:15 CEST | Aktuelt
Dyreværnet fik sidste år eget dyreinternat i Kolding, og tidligere i år erhvervede vi endnu et dyreinternat – i Aalborg. Med den øgede tilstedeværelse i Jylland ønsker vi også at blive mere synlige i Vestdanmark generelt, udbrede budskabet om Dyreværnets arbejde og indgå flere dialoger med befolkningen om dyrevelfærd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum