Nu kommer længe ønsket udvidelse: Mere plads til fællesskab i naturen
5.3.2026 12:38:23 CET | Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Pressemeddelelse
Aarhus Byråd har netop besluttet at udvide Fristedet Skæring med en ny bygning og mindre ombygninger af hovedhuset. Udvidelsen betyder bedre plads til ophold og aktiviteter.

Aarhus Kommune vil udvide Fristedet Skæring med en ny bygning og mindre ombygninger af hovedhuset. Projektet koster 11,2 millioner kroner og skal give mere plads til ophold og aktiviteter. Udvidelsen skal samtidig gøre Fristedet mere tilgængeligt for de forskellige brugergrupper.
Fristedet ligger i naturskønne omgivelser ved Skæring og bruges af plejehjem, dagcentre, frivillige foreninger og patientforeninger, der skaber fællesskaber for ældre og sårbare borgere med alt fra madlavning og gåture til træning og samvær.
Og netop fordi stedet er så eftertragtet, har ønsket om at gøre det større været tydeligt, mener rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.
“Fristedet Skæring er et helt særligt sted, hvor ældre og sårbare borgere kan få et frirum med fællesskab, natur og aktiviteter, der styrker trivsel og livskvalitet. Med udvidelsen får vi både mere plads og bedre tilgængelighed, så flere kan bruge stedet på en tryg og god måde,” siger Metin Lindved Aydin.
Udvidelsen betyder, at der opføres en ny bygning på cirka 330 kvadratmeter. Den får otte værelser, der består af fire enkeltværelser og fire dobbeltværelser, så der kommer i alt 12 sengepladser. Alle værelser får eget handicapvenligt bad og toilet og indrettes lyst og hjemligt.
Derudover etableres et multirum til blandt andet træning, rehabilitering og kreative aktiviteter. Behovet for et multirum er kommet frem i dialogen med brugerne, så flere grupper kan være på stedet samtidig, og så der er gode muligheder indendørs, når vejret ikke er med.
Brugerne har været tæt på projektet fra start. Støtteforeningen for Fristedet Skæring, Ældrerådet, Handicaprådet og patientforeninger har bidraget med input gennem dialogmøder og brugerworkshops, blandt andet om behovet for mere plads og bedre tilgængelighed.
Det er Aarhus Ejendomme, der står for udvidelsen, og rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, fremhæver, at projektet både skal skabe bedre rammer og samtidig bevare den særlige stemning.
“Jeg glæder mig over, at den nye tilbygning giver endnu flere borgere mulighed for at finde ro og fordybelse i smukke og trygge rammer. Vi har i tæt samarbejde med borgerne arbejdet for at skabe løsninger, der giver mening i hverdagen for dem, der bruger stedet. Samtidig har vi et særligt fokus på bæredygtige materialevalg, som understøtter de eksisterende arkitektoniske værdier,” siger Nicolaj Bang.
Ud over nybyggeriet bliver der lavet mindre ombygninger i hovedhuset, blandt andet i ankomstområdet og ved et handicaptoilet for at forbedre tilgængeligheden. Samtidig tilpasses adgangs- og parkeringsforholdene omkring Fristedet.
De 11,2 millioner kroner er afsat i Budget 2025-2028. Byggeriet forventes at starte i begyndelsen af 2027, og udvidelsen vil stå klar til brug i 2028.
Fakta om udvidelsen
- Pris: 11,2 mio. kr.
- Ny bygning: ca. 330 m²
- Værelser: 8 værelser (4 enkelt + 4 dobbelt)
- Sengepladser: 12
- Faciliteter: handicapvenligt bad og toilet på alle værelser
- Nyt multirum: til træning, rehabilitering og kreative aktiviteter
- Ombygning: mindre ændringer i hovedhuset (ankomstområde og handicaptoilet)
- Ansvarlig: Aarhus Ejendomme står for udvidelsen
- Tidsplan: byggeriet forventes at starte op i starten af 2027 – forventes klar i starten af 2028
- Drift: ca. 105.700 kr. ekstra om året fra 2028 (finansieres af Sundhed og Omsorg)
Kontakt
- Pressetelefon, Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune på 2335 1920. Mail: presse@mso.aarhus.dk
- Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, 21 38 22 04
Billeder
Om Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune:
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Vi står for pleje og støtte til aarhusianere i både hjemmet og på plejehjem og er til stede i hele kommunen.
Sundhed og Omsorg omfatter 53 plejehjem og 32 hjemmeplejeteams, som hver uge leverer omkring 60.000 hjemmeplejebesøg til knap 7.000 borgere. Derudover driver vi 34 folkehuse, der skaber rammer for fællesskab, aktivitet og livskvalitet.
Indsatsen løftes af over 7.000 medarbejdere, som hver dag arbejder for tryghed, kvalitet og nærvær i mødet med borgerne.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg
Hjemmepleje: Ny handleplan skal styrke patientsikkerheden i Beder/Malling7.7.2026 08:18:56 CEST | Pressemeddelelse
Styrelsen for Patientsikkerhed og Arbejdstilsynet har varslet påbud til Hjemmeplejen Beder/Malling efter tilsyn. Sundhed og Omsorg har allerede iværksat en omfattende handleplan, som skal styrke patientsikkerheden og kvaliteten i plejen og behandlingen.
Ny plejehjemschef ansættes i Aarhus Kommune1.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Anette Sindberg er ansat som plejehjemschef i Distrikt Midt Øst i Aarhus Kommune og tiltræder stillingen 1. juli 2026. Anette har siden september 2025 været konstitueret i stillingen og har forud herfor været viceplejehjemschef i kommunen.
Sundhedsreform: Ny delingsaftale flytter medarbejdere og bygninger til regionen25.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny delingsaftale mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland betyder, at 149 kommunale medarbejdere pr. 1. januar skal være ansat i Region Midtjylland. Samtidig overtager regionen Vikærgården og bygningen, der i dag huser Rehabiliteringshøjskolen.
Efter mere end 140 besøg: Nu sætter rådmand retning for fremtidens Sundhed og Omsorg11.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter mere end 140 besøg på tværs af Sundhed og Omsorg har rådmand Metin Lindved Aydin samlet erfaringer, indtryk og viden fra medarbejdere, ledere, borgere, pårørende og samarbejdspartnere. Nu præsenterer han seks politiske pejlemærker, der skal sætte retningen for fremtidens velfærd på sundheds- og omsorgsområdet i Aarhus Kommune.
Mænd lever kortere end kvinder: Mandefestival sætter fokus på mænds sundhed og fællesskaber8.6.2026 14:39:34 CEST | Pressemeddelelse
Mænd lever i gennemsnit kortere end kvinder, rammes oftere af kroniske sygdomme og venter længere med at søge hjælp, når helbredet begynder at drille. Derfor inviterer Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og Folkestedet endnu en gang til Mandefestival som en del af Men's Health Week.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

