Helene Skjøt-Arkil udnævnt til professor i ansvarlig brug af antibiotika i akutmodtagelsen ved SDU
5.3.2026 13:00:00 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke den patientnære forskning i diagnostik og målrettet antibiotikabehandling i akutmodtagelsen. Målet er hurtigere og mere præcis behandling, færre bivirkninger og mindre antibiotikaresistens

Helene Skjøt-Arkil er udnævnt til professor i ansvarlig brug af antibiotika i akutmodtagelsen ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.
Professoratet er forankret ved Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU og ved Fælles Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor forskningen har tæt kobling til klinisk praksis.
Forskningen fokuserer på, hvordan antibiotika kan anvendes mere målrettet og evidensbaseret – særligt i akutmodtagelsen, hvor størstedelen af hospitalets antibiotikabehandling igangsættes. Arbejdet skal bidrage til hurtigere og mere præcis diagnostik af akutte infektioner, bedre og mere skånsom behandling samt til at bremse udviklingen af antibiotikaresistens – en af de største globale trusler mod folkesundheden.
Professoratet omfatter flere større forskningsprogrammer med national og international relevans. Programmerne kombinerer kliniske multicenterstudier, udvikling og afprøvning af avanceret diagnostik, datadrevne løsninger, personlig medicin og implementeringsvidenskab. Visionen er at være førende inden for forskning i ansvarlig behandling af akutte infektionsforløb.
De største patientpopulationer i forskningen er patienter med luftvejsinfektioner, urinvejsinfektioner og erysipelas. Et centralt fokus er, hvordan digitale beslutningsstøtteværktøjer baseret på kunstig intelligens kan understøtte bedre diagnostik og mere målrettet antibiotikavalg i klinikken, hvordan nye metoder kan sikre hurtigere og mere præcis diagnostik, og hvordan eksisterende antibiotika kan anvendes mere ansvarligt.
Som Helene Skjøt-Arkil siger:
“Antibiotika redder liv – men kun hvis vi bruger dem ansvarligt. I akutmodtagelsen igangsættes meget af det antibiotika, vi bruger på sygehusene, og former patienternes videre forløb. Mit mål er, at flere får den rette infektionsdiagnose og en målrettet og effektiv behandling fra start.”
Hvor professoratet er forankret
Professoratet er forankret ved Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU og ved Fælles Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Siden ph.d.-graden i 2013 har Helene Skjøt-Arkil været en central del af forsknings- og udviklingsarbejdet i akutmodtagelsen og senere på hele sygehuset. Hun har spillet en vigtig rolle i opbygningen af et stærkt lokalt forskningsmiljø og fortsætter ved siden af professoratet som koordinerende forskningsleder på sygehuset. Her er hun bindeled mellem sygehusledelsen, forskningsmiljøerne og IRS-SDU.
Hun er desuden fagansvarlig for modulet Evidensbaseret Medicin på medicinuddannelsen i Esbjerg, hvor hun også selv underviser.
Om den faglige profil
Helene Skjøt-Arkil er uddannet farmaceut fra Det Farmaceutiske Fakultet ved Københavns Universitet i 2008. Hun opnåede sin ph.d.-grad i 2013 og har siden været ansat ved IRS-SDU og Sygehus Sønderjylland – først som postdoc og klinisk farmaceut og senere som lektor og chefkonsulent
Gennem en årrække har hun arbejdet med klinisk, patientnær forskning i akutte infektioner og antibiotikabehandling og har været med til at udvikle forskningsbaserede løsninger, der styrker kvaliteten i de første behandlingsbeslutninger.
Som hun selv formulerer det:
“Antibiotikaresistens er en af verdens største folkesundhedstrusler. Når vi styrker kvaliteten i de første behandlingsbeslutninger, styrker vi patientbehandlingen hele vejen gennem systemet. Mit fokus er at bygge den forskningsbaserede viden, som gør det muligt.”
Fakta – personlig profil
Navn: Helene Skjøt-Arkil
Titel: Professor i ansvarlig brug af antibiotika i akutmodtagelsen
Arbejdssted: Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Fælles Akutmodtagelsen, Sygehus Sønderjylland
Født: 15. marts 1982
Privat: Født og opvokset i Haderslev. Gift med Jens, mor til to børn på 11 og 14 år og bosat i Kolding
Kontakt: HSA@rsyd.dk
Kontakter
Tomas HomburgChefkonsulentDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:60113059thomburg@health.sdu.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Ægtefæller havde større betydning end gener for risikoen for alvorlig covid-1920.10.2026 09:21:41 CEST | Pressemeddelelse
Et landsdækkende dansk studie ledet af forskere fra Syddansk Universitet (SDU) tyder på, at tæt kontakt og fælles miljø havde større betydning end genetisk sårbarhed for risikoen for at blive indlagt med covid-19.
Når klimaforandringer får unge til at føle usikkerhed og afmagt19.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er en kendt udfordring blandt mange undervisere og derfor deltager 320 elever fra 10 forskellige danske, tyske og dansk-tyske gymnasier i projektet FUSION i samarbejde med professor Patricia Wolf og ph.d.-studerende Szabolcs D. Fabian fra sektionen for Innovation og Entreprenørskab på SDU Business School.
Anna har opnået international opmærksomhed for sin forskning i digital sundhed18.10.2026 19:56:20 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Anna Schneider-Kamp forsker i digital sundhed, og hun har sammen med et internationalt forskerteam på tværs af de højest rangerede universiteter i verden fået resultaterne af sin aktuelle forskning publiceret i The Lancet, som er det absolut førende medier inden for sundhedsforskning.
Ny æresdoktor ved SDU forsker i juristers rolle og ansvar, når demokratiet er under pres9.10.2026 09:12:13 CEST | Pressemeddelelse
Professor Scott L. Cummings fra University of California, Los Angeles (UCLA) School of Law udnævnes til æresdoktor ved Syddansk Universitet. Han er internationalt anerkendt for sin forskning i juristers rolle og etiske ansvar for demokratiet og juridiske institutioners betydning for retsstaten, som han vil fortælle mere om, når han besøger SDU.
Nyuddannede sygeplejersker og jordemødre har mere langtidssygefravær7.10.2026 08:39:18 CEST | Pressemeddelelse
Hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre har allerede i de første år af arbejdslivet mere langtidssygefravær og flere diagnosticerede ryglidelser end jævnaldrende med samme uddannelsesniveau i andre brancher, viser et nyt studie fra Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum