
Formueskat kan bremse investeringer i boliger og grøn omstilling
4.3.2026 12:58:53 CET | Danske Udlejere | Nyhed
Et forslag om formueskat kan svække investeringerne i nye boliger og energirenoveringer. Det advarer interesseorganisationen Danske Udlejere om.

”Regeringen ønsker flere boliger og en ambitiøs grøn omstilling af ejendomssektoren. Samtidig foreslår man en formueskat, der reducerer den kapital, som netop skal finansiere nybyggeri og energirenoveringer. Det er svært at se sammenhængen,” siger Keld Frederiksen, advokat og bestyrelsesformand i Danske Udlejere.
Omkring 1,1–1,2 millioner danskere bor i private lejeboliger, svarende til cirka hver femte dansker. Dermed spiller private udlejere en central rolle i boligforsyningen.
Grøn omstilling kræver store investeringer
En stor del af den private lejeboligmasse er opført før nutidens energikrav og kræver omfattende energirenoveringer for at leve op til nationale klimamål og EU’s bygningsdirektiv (EPBD). Samtidig er kravene til nybyggeri blevet skærpet gennem blandt andet klimakrav og livscyklusvurderinger (LCA), hvilket øger både dokumentationskrav og byggeomkostninger.
”Vi står over for en historisk stor opgave med at løfte en ældre boligmasse op til nutidens energikrav. Det kræver betydelige investeringer i isolering, nye vinduer, tage og moderne varmeløsninger,” siger Keld Frederiksen.
Skat af værdier bundet i mursten
For at illustrere konsekvenserne kan man se på et konkret eksempel. En ejendomsinvestor med ejendomme for 500 mio. kr. og en belåningsgrad på 65 % vil have en egenkapital på omkring 175 mio. kr. Med en bundgrænse på 25 mio. kr. vil den skattepligtige formue dermed være cirka 150 mio. kr.
Med en formueskat på 0,5 % vil ejendomsinvestoren skulle betale omkring 750.000 kr. om året i skat.
Det er i praksis en skat af værdier, der er bundet i mursten - ikke penge, der står på en bankkonto. Derfor vil mange private udlejere være nødt til at trække udbytte ud af selskabet for at betale skatten.
Det betyder samtidig, at der bliver færre midler til at investere i ejendomme, vedligeholde boliger og gennemføre grønne forbedringer.
Efterlyser stabile rammevilkår
Ifølge Danske Udlejere har branchen brug for stabile og forudsigelige rammevilkår for at kunne investere langsigtet i boliger.
”I stedet for at svække investeringskraften med en skat på allerede beskattede værdier bør regeringen sikre stabile og konkurrencedygtige rammevilkår, så vi kan bygge flere af de boliger, Danmark mangler,” siger Keld Frederiksen.
Han peger samtidig på, at branchen har brug for markant hurtigere og mere effektiv behandling af byggetilladelser. Lange sagsbehandlingstider skaber usikkerhed, fordyrer projekter og forsinker de boliger, som politikerne efterlyser.
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra Danske Udlejere
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.