Syddansk Universitet

Danskernes sundhed: Det går den forkerte vej på mange områder

5.3.2026 06:00:00 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse

Del

Klausuleret til den 5. marts 2026 kl. 06:00

Danskerne bliver ældre, men samtidig bliver de gode leveår færre. Den mentale trivsel er under pres, og andelen, der spiser usundt, er steget, og det gælder også andelen med langvarig sygdom. Samtidig er den sociale ulighed i sundhed markant. Det viser nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som udkommer i dag.

Statens Institut for Folkesundhed, de fem regioner og Sundhedsstyrelsen har endnu en gang taget temperaturen på danskernes sundhed og trivsel. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra over 135.000 personer på 16 år eller derover og giver et samlet billede af status og udvikling i sundhed, sygdom og trivsel i Danmark.

Der er enkelte lyspunkter – blandt andet et fald i daglig rygning og i andelen, som drikker mere end 10 genstande ugentligt – men samlet set peger resultaterne i en bekymrende retning, fortæller projektleder og forskningsleder Anne Illemann Christensen fra Statens Institut for Folkesundhed:

”Der er positive tendenser, men overordnet kan vi se, at det går ned ad bakke på langt de fleste af de indikatorer, vi har målt på,” siger hun.

Mental trivsel under pres

Hver tredje dansker (29 procent) har en høj score på stressskalaen – en stigning på næsten 9 procentpoint siden 2010. Samtidig oplever en større andel søvnbesvær, og især unge kvinder har fortsat en markant dårligere mental trivsel end resten af befolkningen.

Også kostvanerne bevæger sig i den forkerte retning. Andelen med en lav score på kostskalaen er steget fra 13,3 procent i 2010 til 18,4 procent i 2025.

Næsten hver femte dansker har svær overvægt, og forekomsten har været stabil siden 2021.

Vi lever længere men med mere sygdom

Middellevetiden er fortsat steget. Blandt mænd er den øget fra 76,5 år i 2010 til 79,6 år i dag, og blandt kvinder fra 80,8 til 83,4 år. Men samtidig ses et generelt fald i andelen af restlevetiden med gode leveår.

Derudover er andelen af borgere med langvarig sygdom eller helbredsproblemer steget fra 33,4 procent i 2010 til 38,3 procent i 2025 – en stigning på knap fem procentpoint siden 2010.

Markant social ulighed i sundhed

Sundhedsprofilen viser samtidig, at den sociale ulighed i sundhed fortsat er meget tydelig. Borgere med kortere uddannelse eller uden tilknytning til arbejdsmarkedet har oftere dårligere helbred, mindre sundhedsfremmende adfærd og en større ophobning af risikofaktorer.

”Vi ser en markant social ulighed, der går igen på tværs af alle de forhold, vi har undersøgt. For eksempel har personer med kortere uddannelse større sandsynlighed for at ryge, have svær overvægt, flere sygdomme og dårligere mental trivsel end personer med længere uddannelse,” siger Anne Illemann Christensen.

Færre ryger og drikker – men billedet er nuanceret

Det går til gengæld i den rigtige retning, hvad angår andelen, der drikker mere end 10 genstande om ugen.

I dag er det 14,4 procent af den voksne befolkning (heraf 20,7 procent af mændene og 8,4 procent af kvinderne), der drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger - mod 24,6 procent i 2010. Faldet er størst blandt 16-24-årige og 55-64-årige.

Daglig rygning er også halveret siden 2010 og ligger nu på omkring 11 procent.

”Det er positive tendenser, men de skal ses i lyset af, at både alkohol- og tobaksforbruget tidligere har ligget på et meget højt niveau, især blandt unge. Samtidig ved vi fra andre studier, at faldet i rygning ledsages af en stigning i brugen af røgfri nikotinprodukter,” siger Anne Illemann Christensen.

Siden 2021 er der desuden sket et fald i andelen, der ikke lever op til WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet, ligesom der ses en svag stigning i andelen med højt mentalt velbefindende. Ensomhed og social isolation er ligeledes faldet en smule.

Ifølge Anne Illemann Christensen skal disse resultater dog tolkes med forsigtighed:

”Data fra 2021 er indsamlet under COVID-19-pandemien, hvor restriktioner og midlertidige tiltag har påvirket hverdagslivet markant. Det har sandsynligvis også påvirket svarene, og derfor skal udviklingen over tid vurderes med forbehold.”

Stort potentiale for forebyggelse

Anne Illemann Christensen peger på, at resultaterne både understreger behovet for brede og strukturelle forebyggelsesindsatser – og at mange borgere gerne selv vil ændre deres sundhedsadfærd:

”For eksempel vil tre ud af fire blandt dem, der ryger dagligt, gerne holde op, og blandt dem, der drikker mere end 10 genstande om ugen, ønsker hver fjerde at skrue ned. Det viser, at der er et vigtigt potentiale for tidlig og effektiv forebyggelse,” siger hun.

Om undersøgelsen

Den Nationale Sundhedsprofil 2025 er baseret på et spørgeskema, som blev sendt til 314.500 tilfældigt udvalgte personer på 16 år eller derover med bopæl i Danmark. I alt besvarede 135.293 personer spørgeskemaet helt eller delvist, svarende til en svarprocent på 43,0.

Undersøgelsen er gennemført samtidigt i alle landets regioner og kommuner, hvilket gør det muligt at følge udviklingen i sundhed og trivsel både lokalt, regionalt og nationalt.

Fakta – udvalgte resultater

  • 20,7 % af mænd og 8,4 % af kvinder drikker mere end 10 genstande om ugen
  • 10,5 % ryger dagligt
  • 16,3 % har været meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer
  • Blandt mænd har 11,5 % 3-5 samtidige risikofaktorer, mens andelen er 7,1 % blandt kvinder.
  • 16,1 % har et højt mentalt velbefindende
  • 10,8 % føler sig ensomme
  • 18,5 % har svær overvægt
  • Næsten hver fire ud af 10 lever med langvarig sygdom, langvarig eftervirkning af skade, handicap eller anden langvarig lidelse

Kontakt: Projektleder og forskningsleder Anne Illemann Christensen, e-mail: anch@sdu.dk, tlf.: 6550 7773, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Links

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye