
Nyt Bevar eller forklar-værktøj skal sætte en stopper for unødvendig nedrivning og fremtidssikre dansk bygningsmasse
12.3.2026 07:30:00 CET | Arup | Pressemeddelelse
I dag præsenterer ingeniørvirksomheden Arup et helt nyt værktøj, der for første gang i Danmark sætter konceptet ”bevar eller forklar” i system. Med det nye redskab er det målet, at ”bevar eller forklar” bliver fast praksis for hele byggeriets værdikæde og implementeret i lovgivning.
I Danmark er vi glade for at rive ned og bygge nyt. Hvert år producerer vi 5,1 mio. ton bygge- og nedrivningsaffald, og vi anvender sølle 1 pct. genbrugsmaterialer i byggeriet. Det belaster klimaet, vi udhuler vores kulturarv, og vi går samtidig glip af værdifulde materialestrømme. Det nye Bevar eller forklar-værktøj udviklet af den globale ingeniørvirksomhed med danske rødder, Arup, skal sikre, at nedrivning og nybyg bliver det sidst tænkelige scenarie for en bygherre. I stedet skal vi transformere, genbruge og bevare langt mere end vi gør i dag.
Ingeniørvirksomheden Arup har baseret værktøjet på virksomhedens erfaringer fra London, hvor planmyndigheden i den engelske hovedstad siden 2018 har oplevet en 45 pct. stigning i renovering og transformation, fordi princippet om ”bevar eller forklar” er blevet sat i system og implementeret i lovgivningen.
Peter Normann Vangsbo, direktør for miljø, klima og bæredygtighed hos Arup, fortæller:
”I Danmark har vi over 2 mio. kvadratmeter renoveringsmodent byggeri, og vi ved, at der er et enormt pres på kommunerne for at give nedrivningstilladelser. Det skal vi sætte en stopper for – og vores erfaringer fra London taler sit eget tydelige sprog. Når bevaring og transformation sættes i system og implementeres i lovgivning, kan vi skabe bedre beslutningsprocesser og styrke byggeriets bevidsthed om bygningskultur og bæredygtighed,” siger han.
”Men det handler jo ikke kun om at tage hensyn til klima og kultur; det er også nødvendigt at bevare meget mere, fordi materialer bare bliver mere knappe verden over og det hæmmer vores konkurrenceevne, hvis vi ikke er i stand til at få maksimalt ud af det, vi allerede har,” slutter Peter Normann Vangsbo, direktør for miljø, klima og bæredygtighed hos Arup.
Implementeret i lovgivning
I London anvender alle de lokale planmyndigheder reguleringsprincipper, der understøtter bevaring, transformation og reduktion af ressourceforbrug og CO2-udledninger. Det er målet, at principperne fra det nye danske værktøj bliver implementeret i bygningsreglementet i løbet af 2026, så det gælder alle større nedrivnings- og byggeprojekter, der udløser en ny lokalplan i henhold til planloven.
Find og download Bevar eller forklar-værktøjet og baggrundsrapporten for projektet med forord af Sophie Hæstorp Andersen (S), tidligere social- og boligminister, her.
Om Bevar eller forklar
Bevar eller forklar-værktøjet er udviklet af Arup i samarbejde med 13 danske og internationale partnere for at sikre, at det fungerer for både myndigheder og markedsaktører.
Projektet, Bevar eller forklar, er støttet af Bevar Mere – en indsats som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania står bag. Projektet er en del af i alt 17 projekter, der udvikler viden og værktøjer til at skabe fremtidens boliger i nutidens bygninger. Resultater fra de 17 projekter offentliggøres i 2026.
Bevar Mere er en filantropisk indsats med det formål at understøtte en holdnings- og praksisændring i Danmark, så transformation og ombygning af den eksisterende bygningsmasse bliver et reelt, attraktivt og kvalificeret alternativ til nybyggede boliger.
For yderligere information, kontakt:
Peter Vangsbo, direktør for miljø, klima og bæredygtighed, Arup: peter.vangsbo@arup.com
Nøgleord
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Arup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.