Flere skal have en forebyggelsesplan med hjem fra hospitalet
3.3.2026 17:27:55 CET | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Region Sjælland investerer 7,5 millioner kroner årligt, så borgere for eksempel systematisk tilbydes at blive henvist til træning og støtte efter indlæggelse og genoptræning.

Det skal være lettere at leve et godt og aktivt liv – også hvis man har en kronisk eller længerevarende sygdom. Derfor prioriterer Region Sjælland nu i alt 7,5 millioner kroner om året, der skal udbrede i alt fire konkrete forebyggelsesindsatser.
En central del er bedre og mere systematisk henvisning til træning og støtte, så borgerne ikke selv skal finde vej i systemet, og så de kan fortsætte med motion og gode vaner, efter de har været indlagt, eller er blevet færdige med deres genoptræning. Erfaringen viser, at mange gerne vil fortsætte – men mangler støtte og en klar plan.
- Når man bliver udskrevet fra hospitalet, skal man ikke stå alene med ansvaret for at holde sig rask. Vi vil gøre det nemmere at få den rigtige støtte, så man kan bevare sin livskvalitet og holde fast i den fremgang, der er opnået – også i hverdagen efter en indlæggelse eller et genoptræningsforløb, siger regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen.
Systematisk henvisning
Med sundhedsreformen overtager regionerne myndighedsansvaret for den patientrettede forebyggelse, ligesom det bliver en rettighed for de borgere, der er omfattet af de nye pakkeforløb for borgere med kroniske eller længerevarende sygdomme. Formålet er et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen, hvor forebyggelse er en naturlig og prioriteret del af det samlede behandlingsforløb.
Region Sjælland vil blandt andet udbrede et fælles henvisningskoncept, så patienter fremover i højere grad systematisk bliver henvist til relevante tilbud i deres kommune, idrætsklub, eller andre tilbud i deres nærmiljø – det kan være træningshold eller rygestopkurser. Fokus vil til at begynde med være på patienter med for eksempel hjerte-, lunge- eller gigtsygdomme, som alle har stor gavn af at fortsætte med træning og støtte.
Samtidig skal der udvikles flere digitale løsninger, så borgerne ikke nødvendigvis skal møde op fysisk.
– Det skal være let at få hjælp – uanset om man bor i byen eller på landet. Vi vil gøre det mere overskueligt at leve godt med en kronisk sygdom og skabe et mere sammenhængende, nært og lige sundhedsvæsen, hvor færre borgere forbliver unødigt syge og bevarer et aktivt og selvstændigt liv, siger Jens Ravn, der er formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Reigon Sjælland.
Indsatserne videreføres og udbredes i den kommende Region Østdanmark, som etableres 1. januar 2027.
Fakta – 7.5 mio. kr. til fire forebyggelsesindsatser
1. Støtte til varig, fysisk aktivitet
Projekterne ACTI-WAYS og RESTART hjælper borgere med kronisk sygdom med at forblive fysisk aktive efter genoptræning eller indlæggelse. Indsatserne afprøves og udbredes gradvist – på sigt i hele Region Østdanmark.
2. Et regionalt telecenter
Der skal udvikles et regionalt telecenter for sundhed og træning. Formålet er at tilbyde mere fleksible og digitale løsninger. Der findes allerede i dag tilbud som for eksempel TeleHjerte og TeleKOL.
3. Bedre henvisning til forebyggelse
I Region Sjælland er der allerede opnået positive erfaringer med systematisk henvisning fra sygehus til kommunale forebyggelsestilbud, blandt andet gennem projektet Superviseret gangtræning og rygestop til borgere med vindueskiggersyndrom. Med de erfaringer er der lavet et koncept for henvisninger, så det bliver en helt naturlig del at tage stilling til i forbindelse med udskrivelse fra hospitalet. Til at begynde bliver der fokuseret på afdelinger med mange borgere med kronisk sygdom, herunder lungemedicin, ortopædkirurgi, reumatologi, kardiologi og endokrinologi.
4. Fælles model for finansiering af forebyggelse
En ny model skal fordele udgifter og gevinster mere retfærdigt mellem region, kommuner og andre parter. Det er i dag en strukturel udfordring, at udgifterne til forebyggelsen afholdes ét sted, mens de økonomiske gevinster opnås et andet. Målet er flere bæredygtige forebyggelsestilbud tæt på borgerne.
Nøgleord
Kontakter
Trine Birk Andersen, regionsrådsformand i Region Sjælland, tlf. 93577726
Jens Ravn, formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Region Sjælland, tlf. 51540882
Anne Dalhoff Pedersen, chef for Forebyggelsessekretariatet i Region Sjælland, tlf. 5133 9127
Pressevagten i Region Sjælland, tlf. 57875052
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
26 patienter er flyttet ind på det nye Sjællands Universitetshospital4.10.2026 12:35:06 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets store flyttedag på Sjællands Universitetshospital er veloverstået. I løbet af søndagen er i alt 26 indlagte kræftpatienter flyttet ind på de nye, moderne enestuer i Køge.
Nu starter efterårets vaccination mod influenza og covid-191.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan udvalgte grupper af borgere blive vaccineret mod covid-19 og influenza. I Region Sjælland er der vaccinationssteder i alle 17 kommuner, så borgerne nemt kan blive vaccineret tæt på deres bopæl.
Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser28.9.2026 15:02:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med funktionelle lidelser kan fremover få specialiseret hjælp på Holbæk Sygehus.
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
Ventelisterne falder markant i Region Sjælland – nu skal 51,6 millioner kroner få dem endnu længere ned16.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ventetiderne på Region Sjællands hospitaler er faldet markant siden januar 2025. Nu afsætter politikerne 51,6 mio. kr. til at få endnu flere patienter hurtigere gennem behandling. Pengene skal blandt andet gå til øjenbehandling, ortopædkirurgi samt øre-, næse- og halsområdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

