Enighed om flytning af kommunale sundhedsopgaver i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
3.3.2026 06:23:03 CET | Region Østdanmark | Pressemeddelelse
Politikerne i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er enige om, hvem der fra 2027 skal drive akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Beslutningen træffes endeligt i Regionsrådet den 17. marts.
Akutsygepleje og specialiseret rehabilitering skal fra 2027 drives af regionen, mens kommunerne fortsat skal drive sundheds- og omsorgspladser samt den patientrettede forebyggelse. Det anbefaler et enstemmigt Sundhedsråd Østsjælland og Øerne efter deres møde i rådet mandag.
— Med sundhedsreformen har vi en historisk mulighed for at skabe et mere sammenhængende og lige sundhedsvæsen. Derfor er jeg rigtig glad for sundhedsrådets gode og konstruktive drøftelser om, hvordan vi bedst fordeler opgaverne. Det handler om, at borgerne uanset postnummer skal opleve samme kvalitet og bedre sammenhæng, siger Torben Klitmøller Hollmann (A), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.
Det er partierne bag sundhedsreformen, der har besluttet, at myndigheds- og finansieringsansvaret for fire sundhedsopgaver, som i dag varetages af kommunerne, per 1. januar 2027 flyttes til regionen. Det drejer sig om akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Beslutningen træffes endeligt i det forberedende regionsråd i Region Østdanmark d. 17. marts.
Regional akutsygepleje skal sikre ensartet kvalitet
Et særligt fokus for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er akutsygeplejen, som sundhedsrådet anbefaler skal drives af regionen. Akutsygeplejen er en udekørende funktion, som blandt andet kan foretage en klinisk vurdering i borgernes eget hjem, observation, undersøgelse samt udvalgte typer af behandlinger, hvor der er behov for en tidlig eller opfølgende indsats. Ved en regional overtagelse vil det blive nemmere at sikre akutsygepleje ensartet i hele sundhedsrådets geografi både dag, aften og nat.
— Akutplejen er et område, hvor vi ser gode muligheder for at indfri sundhedsreformens intentioner. Her vil vi relativt hurtigt kunne skabe stor effekt ved at bygge bro mellem kommuner og region. Vi får bedre muligheder for at koordinere indsatsen med sygehuse og hospitaler og sikre samme høje kvalitet i hele sundhedsrådets område fra Roskilde i nord til Nakskov i syd, siger Torben Klitmøller Hollmann (A), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.
Opgaveflytningen er en del af udviklingen af det nære sundhedsvæsen, og ideen er, at regionerne får ansvar for, at flere sundhedstilbud kan løses tæt på borgerne og med mere sammenhæng. Uanset om kommunen eller regionen varetager driften af opgaven, vil regionen derfor stadig have myndighedsansvaret for sundhedsydelsen.
Tryg overgang for medarbejdere
For en række medarbejdere betyder ændringerne, at deres opgaver fremover forankres i regionalt regi i stedet for kommunalt.
— For medarbejderne indebærer det et skifte af arbejdsgiver og dermed også forandringer i deres arbejdsliv. Derfor er det afgørende, at region og kommuner samarbejder tæt om en tryg og ordentlig overgang, hvor medarbejderne hurtigt får klar besked om, hvad ændringerne betyder for dem, siger Ken Kristensen (V), medlem af Sundhedsråd Østsjælland og Øerne og borgmester i Køge Kommune.
Det er forventningen, at de sidste byråd behandler sagen færdig i denne uge. Herefter behandles sagen endeligt i det forberedende forretningsudvalg og det forberedende regionsråd i Region Østdanmark den 17. marts 2026.
Kontakter
Torben Klitmøller Hollmann (A), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne og regionsrådsmedlem, Region Østdanmark, tlf. 23 26 75 79
Ken Kristensen (V), medlem af Sundhedsråd Østsjælland og Øerne og borgmester i Køge Kommune, tlf. 42 64 22 50
Pressevagt, Region Østdanmark, tlf. 70 21 21 33
Billeder


Vedhæftede filer
Links
Følg pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Flyt af sundhedsopgaver er nu aftalt i hele Region Østdanmark18.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvem skal drive akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering? Det forberedende regionsråd har drøftet og godkendt anbefalingerne fra de seks sundhedsråd. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj ser frem til, at region og kommuner sammen skal give robuste tilbud af høj kvalitet til alle borgere fra nytår
Aftale i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland om fire nære sundhedsopgaver12.3.2026 10:30:15 CET | Pressemeddelelse
Politikerne i Sundhedsrådet Midt- og Vestsjælland er enige om, hvem der skal drive fire nuværende kommunale opgaver - akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering - fra 1. januar 2027.
Sundhedsråd Københavns Omegn Nord sætter fælles retning for fire centrale sundhedsopgaver9.3.2026 14:09:00 CET | Pressemeddelelse
Fra 1. januar 2027 skal Region Østdanmark varetage akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne og den specialiserede rehabilitering, mens kommunerne fortsat skal stå for den patientrettede forebyggelse. Sådan lyder indstillingen fra et enigt Sundhedsråd Københavns Omegn Nord til Regionsrådet, der skal træffe den endelige beslutning 17. marts
Sundhedsråd Nordsjælland peger på ny opgavefordeling5.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et flertal af politikerne i Sundhedsråd Nordsjælland er blevet enige om, hvem der fra 2027 skal drive akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Beslutningen træffes endeligt i regionsrådet den 17. marts.
Sundhedsråd Amager og Vestegnen har fundet en løsning for samarbejdet om de nære sundhedsopgaver4.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsrådet har fundet en fordeling af de fire sundhedsopgaver, som regioner og kommuner ifølge Sundhedsreformen skal løse imellem sig. Sundhedsråd Amager og Vestegnens anbefaling er, at Region Østdanmark fra den 1. januar 2027 skal varetage akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne og den specialiserede rehabilitering, mens den patientrettet forebyggelse fortsat vil blive varetaget kommunalt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum