Energinet indfører midlertidig pause i nye nettilslutninger og sætter turbo på akutpakke
2.3.2026 13:17:52 CET | Energinet | Pressemeddelelse
Efterspørgslen efter tilslutning til elnettet er vokset markant det seneste år. I dag ligger der samlet omkring 60 gigawatt nyt forbrug i kø på tværs af transmissions- og distributionsnettet. Til sammenligning er Danmarks maksimale elforbrug cirka 7 gigawatt.

Den brede elektrificering var forventet. Men tempoet og omfanget af de nye, meget store forbrugsprojekter – særligt fra datacentre, batterier og Power-to-X-anlæg – kunne ikke have været forudset i den størrelsesorden og overgår markant de officielle prognoser.
“Energinet bygger allerede rigtig meget elnet, og vi har gang i flere projekter end nogensinde. Men vi skal bygge mere elnet – og vi skal gøre det hurtigere. Samtidig står vi i en situation, hvor efterspørgslen overstiger den kapacitet, vi på kort sigt realistisk kan stille til rådighed. Det påvirker ikke kun kunder direkte tilsluttet transmissionsnettet, men kan også mærkes i de lokale distributionsnet. Derfor er vi nødt til midlertidigt at skabe ro og overblik, så vi kan handle ansvarligt og sikre, at kapaciteten bruges der, hvor den gør størst forskel,” siger Kim Willerslev Jakob-sen, direktør for Systemansvar i Energinet.
Situationen betyder, at kapaciteten i eltransmissionettet er tæt på opbrugt, samtidig med at ansøgningerne fortsat vælter ind. Energinet indfører derfor en midlertidig pause i indgåelsen af nye nettilslutningsaftaler og forlænger sagsbehandlingstiden for projekter i screening- og modningsfasen.
Den midlertidige pause varer i tre måneder eller indtil der er skabt et samlet overblik over konsekvenserne af den aktuelle efterspørgsel og implementeret nye tiltag, der kan øge kapaciteten. Det er Energinets vurdering, at pausen er nødvendig for at sikre forsyningssikkerheden for både eksisterende og nye netkunder.
Projekter med allerede indgået nettilslutningsaftale påvirkes ikke. Alle andre projekter må forventes længere sagsbehandlingstid. Der underskrives ikke nye nettilslutningsaftaler i den midlertidige pause.
Vi holder løbende markedet og de berørte netkunder orienteret om udviklingen.
Turbo på arbejdet med akutpakke
Energinet sætter derfor turbo på arbejdet med en akutpakke, der skal frigøre mest mulig kapacitet og styrke udviklingen mellem transmissions- og distributionsnettet.
- Akutpakken fokuserer særligt på tre spor:
Hurtigere investeringsbeslutninger og fremrykning af projekter i grænsefladen mellem transmissions- og distributionsnettet. - Tekniske tiltag, der kan øge den tilgængelige kapacitet på kort sigt.
- Skærpet og ensartet prioritering af netkundekøen i samarbejde med netselskaberne. Herunder reservation af kapacitet til den løbende udvikling i det kollektive elforsyningssystem.
Arbejdet er allerede i gang og vil blive videreudviklet i tæt dialog med netselskaber og aktører i de kommende uger.
“Elnettet er ét samlet system. Det betyder, at vi i en periode må træffe hurtigere investerings-beslutninger, skærpe prioriteringen og sikre, at kapacitet ikke blot følger nye ansøgninger, men også understøtter den organiske vækst og stabilitet i det kollektive elforsyningssystem,” siger Kim Willerslev Jakobsen.
Som led i akutpakken indfører Energinet en skærpet prioritering i netkundekøen. Energinet vil yderligere koncentrere ressourcerne om de mest modne projekter og de tiltag, der kan skabe konkret kapacitetsmæssig effekt. Energistyrelsen har netop vurderet, at der inden for gældende regler er mulighed for at anvende mere differentierede og gennemsigtige prioriteringskriterier. Hvis der derimod skal ske yderligere prioritering ud fra bredere samfundsmæssige hensyn, vil det kræve nye politiske aftaler og justerede rammer.
En udvikling, der ses i hele Europa
Den situation, Danmark står i, er ikke unik. På tværs af Europa oplever transmissions- og distributionsselskaber markant stigende efterspørgsel og lange tilslutningskøer til et elnet, der historisk er dimensioneret til en anden virkelighed. Flere lande har taget nye planlægnings- og prioriteringsværktøjer i brug for at håndtere udviklingen. De erfaringer indgår i Energinets videre arbejde.
“Elektrificeringen er afgørende for både klima, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed. Derfor har vi et særligt ansvar for at samle aktørerne om løsninger, der virker i praksis. Pausen er et nødvendigt skridt for at kunne handle klogt og hurtigt. Nu skal vi sikre, at kapaciteten bruges ansvarligt, og at udbygningen af elnettet tilpasses den nye virkelighed,” siger Kim Willerslev Jakobsen.
LÆS OGSÅ
Kapacitet i elnettet er nogle steder en mangelvare – hver en sten skal vendes for at skabe ny, grøn omstilling
Energinet har fuldt fokus på at udbygge elnettet – aktivitetsniveau er øget dramatisk
Kontakter
Kim Willerslev JakobsenDirektør, Senior Vice PresidentSystemansvar, Energinet
Tlf:60578489kiwja@energinet.dkJesper Nørskov RasmussenPressechefKommunikation
Tlf:23 33 85 75jnr@energinet.dkBilleder


Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Nemmere og hurtigere: Forbedret platform hjælper virksomheder med at få anlæg godkendt til elnettet2.10.2026 09:00:30 CEST | Pressemeddelelse
For et år siden lancerede Energinet en testplatform, der hjælper energiudviklere og projektejere med at teste, om deres anlæg lever op til elnettets krav. Nu er version 2.0. klar til brug efter feedback fra branchen.
Energinet underborer ved Skjern Å, inden området oversvømmes1.10.2026 10:25:40 CEST | Pressemeddelelse
Inden kommunen etablerer det såkaldte Damsø-projekt ved Skjern Enge, er Energinet gået i gang med en 500 meter lang underboring ved Skjern Å. Det sker i forbindelse med en ny jordkabellægning mellem to højspændingsstationer.
Politisk tillægsaftale for brintrøret: Det betyder ændringerne for Energinets kapacitetssalg29.9.2026 14:10:43 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og partierne bag den politiske aftale om Danmarks kommende brintinfrastruktur – også kaldet 7-tallet – har besluttet at ændre en række centrale vilkår, som påvirker Energinets kapacitetssalg. Ændringerne imødekommer en række bekymringer fra brintproducenterne, og tillægsaftalen giver bl.a. bedre rammer for, at de kan modne deres projekter, reservere kapacitet og indgå støttekontrakter med EU og den tyske stat. Energinets arbejde med at realisere brintinfrastrukturen følger uændret den stramme tidsplan frem mod idriftsættelse sidst i 2030.
Energinet præsenterer det endelige forslag til placering af ny elforbindelse på Sydsjælland, Lolland og Falster24.9.2026 10:51:08 CEST | Pressemeddelelse
Der er behov for markant udbygning af eltransmissionsnettet for at mere grøn energi kan tilsluttes, og nyt storforbrug kan forsynes. Ny elforbindelse bliver flere steder på Sydsjælland placeret tættere på motorvejen end det oprindelige forslag. Borgere inviteres til informationsmøder i oktober.
Energinet fjerner de gamle 150 kV luftledninger i Vestjylland22.9.2026 09:06:56 CEST | Pressemeddelelse
I takt med, at elnettet udvides og styrkes, skal ældre luftledninger og master tages ned, hvor det kan lade sig gøre. Lige nu fjerner Energinet udtjente, gamle 150 kV luftledninger i det vestjyske område, hvor vejr og natur i løbet af de sidste 50-60 år har sat sit præg på anlægget.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum