Er disse spækhuggere kannibaler? Det synes de næppe selv

I 2022 gjorde en russisk hvalforsker et opsigtsvækkende fund på Bering Ø ved den russiske Stillehavskyst: En afrevet spækhuggerfinne med tandmærker fra en anden spækhugger. I 2024 skete det igen. Der var to kilometer mellem de to fund.

Da hvalforsker Olga Filatova fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet modtog billederne fra den russiske forsker, som også er hendes mangeårige samarbejdspartner i området, Sergey Fomin, var hun ikke i tvivl: En spækhugger havde sat tænderne i og ædt en artsfælle. Men om det skal defineres som kannibalisme, er hun ikke så sikker på.

Definitionen på kannibalisme er, at et dyr æder en artsfælle. I taksonomiens officielle verden findes der kun en art af spækhuggere, nemlig Orcinus orca – ergo er der tale om kannibalisme.

"Men i virkelighedens verden er spækhuggere så forskellige, at forskere argumenterer for, at de bør opdeles i flere underarter. De lever i grupper adskilt fra hinanden, de socialiserer ikke med hinanden, og de parrer sig ikke med hinanden. Det gælder også i dette tilfælde, og formentlig synes de jagende spækhuggere ikke, at de tilhører samme art som dem, de jager", forklarer Olga Filatova, der foruden at være lektor på Biologisk Institut også er tilknyttet SDU Climate Cluster.

Sammen med Sergey Fomin og forsker-kollegaen Ivan Fedutin, der forsker på dels Biologisk Institut og dels Fjord&Bælt i Kerteminde, har hun udgivet en videnskabelig artikel om fundet af de to afrevne finner. I artiklen diskuterer forskerne også, hvad man kan udlede af fundene.

Artiklen er publiceret i tidsskriftet Marine Mammal Science og kan tilgås her: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/mms.70142.

Forskerne kan ikke udelukke, at finnerne kan stamme fra ådsler og at dyrene var døde af andre årsager, da de blev ædt. Men eftersom døde spækhuggere som oftest synker meget hurtigt og dermed bliver utilgængelige, er jagt mere sandsynligt, mener de.

De betragter det også som usandsynligt, at der ”kun” er tale om aggressive angreb. Jagende spækhuggere æder altid de dyr, de jager og efterlade typisk de få dele, der har lav energiværdi; f.eks. finnerne.

"Hvis det kun var aggression, ville de ikke bruge energi på at rive finnen af", siger Olga Filatova.

I området, hvor de to finner blev fundet, lever nogle standflokke af spækhuggere. De lever af fisk og kendetegnes i øvrigt ved at have en helt særligt stærk familiestruktur. Hver familie ledes af en hun, som under sig har op til fire generationer af efterkommere. Både sønner og døtre bliver i hendes gruppe og forlader den kun i en time eller to for at parre sig, hvorefter de vender tilbage.

I farvandet færdes også vandreflokke. De lever i mindre, mere åbne grupper og lever af at jage andre havpattedyr – f.eks. sæler, søløver, marsvin og andre hvaler. Selvom de to grupper lever i samme område og - i hvert fald taksonomisk - tilhører samme art, blander de sig aldrig med hinanden.

"De vil nok ikke opfatte sig som tilhørende samme art. For vandreflokkene er de andre spækhuggere byttedyr", mener Olga Filatova.

For standflokkene har det blodige og dødelige konsekvenser, at vandreflokkene ikke opfatter dem som artsfæller, men som byttedyr.

"Det er formentlig det pres, der har tvunget dem til at udvikle den helt unikke, stærke og tætte familiestruktur, hvor de beskytter hinanden, så deres overlevelseschancer forøges", mener Olga Filatova.

Det kan være op til flere hundrede tusinde år siden, at standflokkene og vandreflokkene første gang tørnede sammen ved Bering Ø og behovet for et stærkt sammenhold opstod. De første vandreflokke kom fra Atlanterhavet, da farvandet blev isfrit og koloniserede området. De var altså allerede i området, da standflokke fandt vej dertil og blev mødt af vandreflokke, der var specialiserede i at jage andre havpattedyr.

"Der er en evolutionær proces i gang: Disse to grupper af spækhuggere, der ikke blander sig med hinanden, bliver mere og mere deres egne. På et tidspunkt vil de blive så forskellige, at de bliver til selvstændige arter," mener Olga Filatova.

Det er i øvrigt ikke kun disse to grupper af spækhuggere, som kandiderer til at få deres eget underartsnavn. Over hele verden findes spækhuggere, som er vidt forskellige: nogle spiser næsten kun vågehvaler, andre jager mest sæler, antarktiske isfisk, tun, pingviner eller hajer. Nogle lever ved kysten, andre kun på åbent hav, og atter andre har ikke noget fast tilhørsforhold.

Ud for Bering Ø sker det en gang imellem, at medlemmer af de tætte standflok-familier spredes i en time eller to for at søge kontakt med andre standflok-familier, inden de vender tilbage til deres egen familie.  Flere familier kan samles til store stævner, hvor man især ønsker, at familiens unge hunner og hanner får mulighed for at parre sig med en mage uden for familien. Sådanne stævner kan fylde flere kvadratkilometer, og ved disse lejligheder kan der være længere imellem de enkelte familiemedlemmer end normalt – og dermed større chancer for en jagende spækhugger.

Sådan et stævne blev observeret et par dage før, Sergey Fomin fandt en af de afrevne finner med bidmærker.

Forskerkontakt: Lektor Olga Filatova, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, email: filatova@biology.sdu.dk. https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/filatova. 

Arbejdet er støttet af Human Frontier Science Program.

FAKTA OM SPÆKHUGGERE

De er efter areal det mest udbredte pattedyr på Jorden efter mennesket. De findes i alle verdens have.

Forskere mener, at der kan findes op til 20 forskellige underarter, også kaldet økotyper.

Ses med mellemrum i nordlige Skagerrak og Nordsøen. En tur til Skagen byder på de bedste chancer for at se en spækhugger, når de trækker forbi omkring maj måned.