Ny institutleder: Institut for Medicin og Sundhedsteknologi er central i løsningen af sundhedsvæsnets udfordringer
27.2.2026 12:05:00 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Den nye institutleder på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet bliver Christian Brink Scholz, der kommer fra en stilling med fokus på innovation og tværfaglighed mellem læger og ingeniører. Instituttet spiller ifølge Christian Brink Scholz en vigtig rolle med at understøtte samfundets behov både via uddannelse, forskning og innovation.

Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet (AAU) får til maj en ny institutleder. Det bliver Christian Brink Scholz, der bidrager med en international karriere inden for digital sundhed, medicinsk teknologi samt innovationsledelse. Han bringer desuden omfattende erfaring fra globalt forsknings- og udviklingsarbejde fra Danmark, USA og Schweiz.
“Jeg glæder mig til at skabe rammer, hvor samarbejdet på tværs bliver endnu stærkere, og hvor instituttet fortsat kan være internationalt førende inden for både uddannelse, forskning og digital health,” siger Christian Brink Scholz. Han mener, at Institut for Medicin og Sundhedsteknologi står som en central spiller i løsningen af nogle af sundhedsvæsnets største udfordringer.
Christian Brink Scholz er uddannet læge og ph.d, og med hans store sundhedsfaglige indsigt og teknologiske forståelse, får Institut for Medicin og Sundhedsteknologi et solidt afsæt til at arbejde videre med instituttets vigtige dagsordener som f.eks. Digital Health.
Fokus på digital health
Dekan for det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU Karina Dahl Steffensen glæder sig over ansættelsen og fremhæver, at Institut for Medicin og Sundhedsteknologi med Christian Brink Scholz får en institutleder, der brænder for digital sundhed, har en stærk tværfaglig forståelse og samtidig har et stort fokus på at uddanne unge mennesker med relevante kompetencer med afsæt i samfundets og sundhedsvæsnets behov.
”Vi er meget glade for at byde velkommen til en ny institutleder med solid sundhedsfaglig erfaring samt stor teknologisk forståelse. Christians faglige baggrund som læge kombineret med hans store interesse for og erfaring med digital sundhed og innovation er en stor styrke for Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og for AAU i en tid, hvor samfundet kalder på nye teknologiske løsninger i sundhedsvæsnet,” siger Karina Dahl Steffensen, dekan på AAU SUND.
Christian Brink Scholz har stor erfaring med tværfaglige samarbejder og projekter og trives i krydsfeltet mellem læger, ingeniører og softwareudviklere. Det er vigtigere end nogensinde før at finde nye teknologiske løsninger sammen, og det er netop dét Christian Brink Scholz blandt andet vil bringe til AAU og Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.
”Jeg motiveres af at lede der, hvor teknisk- og lægevidenskabelig ekspertise smelter sammen. Innovation er ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe reel værdi for patienterne og for samfundet,” siger Christian Brink Scholz.
Med det nye universitetshospital ligger Institut for Medicin og Sundhedsteknologi fysisk tæt på Klinisk Institut og Hospitalsbyen. Det er et stort plus for et nært samarbejde, og Christian Brink Scholz ser frem til at øge samarbejde mellem instituttets medarbejdere og de kliniske specialer.
”Jeg glæder mig til et stærkt samarbejde på tværs, hvor instituttet fortsat kan være internationalt førende inden for både uddannelse, forskning og digital health”.
Christian Brink Scholz har en stærk tilknytning til Nordjylland, hvor han tidligere har boet og arbejdet som læge. Han beskriver det som en personlig glæde at vende tilbage til regionen og bidrage til universitetets fortsatte udvikling.
Christian har otte års erfaring fra Novo Nordisk fra Danmark, USA og Schweiz. Han tiltræder stillingen 1. maj.
Baggrund:
Christian Brink Scholz er en læge og forsker med omfattende international ledelseserfaring fra Novo Nordisk i Danmark, Schweiz og USA. Han arbejder i krydsfeltet mellem medicin, teknologi og digital innovation. Hans styrke ligger i at kombinere regulatorisk forståelse, teknisk indsigt og tværfagligt samarbejde.
Privat har Christian stærk tilknytning til Nordjylland, hvor han tidligere har arbejdet som læge og stiftet familie. Efter flere år i udlandet er han motiveret for at vende tilbage og bidrage med international erfaring, et analytisk mindset og et stort engagement i uddannelse, sundhedsteknologi og regional udvikling.
Faktaboks:
Uddannelse
- PhD i mikrobiologi, Aarhus Universitet (2013–2016)
- Cand.med., Aarhus Universitet (2007–2013)
Ansættelser (udvalg)
- Global Project Director, Novo Nordisk, Boston (2025– )
Leder for globalt tværfagligt team i forskning og udvikling af ny medicin og medinsk udstyr. - Global Project Director, Novo Nordisk, Zürich (2022–2025)
Ansvarlig for AI‑ultralydsprojekt og større digital health‑programmer.
- Project Director, Novo Nordisk, Søborg (2021)
Ledelse af software as a medical device‑udvikling til brug i sen-fase udvikling af ny medicin. - Senior International Medical Manager, Novo Nordisk, Søborg (2017-2021) Lægefaglig specialist i forskning og udviklingen af medicinsk udstyr i tilknytning til ny medicin
- Læge, Aalborg Universitetshospital (2016–2017)
Afdelinger: Infektionsmedicin og Thoraxkirurgi. - Sub-investigator, CCBR Aalborg (2017)
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny forskning: Psykologisk tryghed giver først resultater, når kravene er klare16.4.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I en tid med stigende pres og uforudsigelige vilkår har psykologisk tryghed indtaget en hovedrolle i moderne ledelse. Men ny dansk forskning viser, at tryghed alene ikke er nok. Effekten på bundlinjen opstår først, når medarbejdere samtidig arbejder mod ambitiøse og tydelige mål.
AAU-forskere udvikler unik lasermaskine15.4.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter mere end 15 års forskning har to forskere fra Aalborg Universitet udviklet en lasermaskine, der kan fremstille prototyper af metal i én samlet proces og dermed reducere både tidsforbrug og udgifter væsentligt. Nu skal maskinen ud fra laboratoriet og ind i industrien
Forskere tager igen temperaturen på danskernes seksuelle sundhed og trivsel13.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 250.000 danskere vil snart modtage et spørgeskema fra befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS. Formålet er at kortlægge danskernes seksuelle erfaringer og skabe ny viden om, hvordan det intime liv spiller sammen med både sundhed og sygdom.
Atrieflimren rammer langt flere danskere frem mod 20409.4.2026 06:06:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at antallet af danskere, der lever med atrieflimren, forventes at stige med 100.000 personer svarende til over 50 procent frem mod 2040. Stigningen vil øge presset på forebyggelse, udredning og behandling i sundhedsvæsenet betydeligt.
Unge på erhvervsuddannelserne skal guides bedre – forskere fra Aalborg Universitet lancerer 10 bud for god oplæring7.4.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse fra Aalborg Universitet har fundet en overset årsag til det store frafald på erhvervsuddannelserne: De unge har svært ved at få deres ungdomsliv til at hænge sammen med at have en læreplads. På den baggrund har forskerne udarbejdet en række råd, som er henvendt til både virksomheder og institutioner med lærlinge og elever.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum