Aalborg Universitet

Danskerne arver køkkenting i stor stil

1.3.2026 09:00:00 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Del

Køkkenting hitter blandt arvegods. Et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet har undersøgt, hvorfor ting går i arv, og resultaterne viser, at langt størstedelen af de ting, vi arver, er køkkenudstyr.

Køkkenting er den største produktkategori blandt arvede ting.
Køkkenting er den største produktkategori blandt arvede ting. Søren Emil Søe Degn, AAU.

En perlehalskæde, en glasvase fra Holmegaard eller en støbejernspande er alle eksempler på ting, der kan gå i arv. Sidstnævnte er måske overraskende, men et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet slår fast, at køkkenting er den største produktkategori blandt arvede genstande.

I to forskningsprojekter fra Aalborg Universitet har forskerne undersøgt, hvorfor nogle ting er værd at passe på i mere end ét liv. Tilsammen har de analyseret knap 400 arvede genstande og gennem skriftlige spørgsmål og interviews undersøgt både, hvad tingene betyder for ejerne, og hvordan de bruges i hverdagen.

På tværs af de to undersøgelser viser resultaterne, at køkkenting typisk udgør mellem en fjerdedel og en tredjedel af de ting, vi arver. Klart mere end nogen anden kategori.

Ifølge leder for Design Lab på Aalborg Universitet Linda Nhu Laursen, der er én af forskerne bag projektet, så er der en simpel forklaring på, hvorfor køkkenting dominerer de ting vi arver.

”Køkkenting har stor funktionalitet. Vi arver alt fra en saks til en suppeske til en støbejernspande. De har meget simple funktioner, som ikke ændrer sig over tid. Suppeskeen har samme funktion i dag, som den havde for 50 år siden,” forklarer Linda Nhu Laursen og fortsætter:

”Køkkenting er værktøj, vi har brug for i køkkenet, som ofte er lavet af gode holdbare materialer, der kan leve længere tid end mennesker kan,” forklarer Linda Nhu.

Forskningsresultaterne viser, at især simple funktioner, holdbare materialer som træ, metal og porcelæn samt en æstetik, der ikke hurtigt bliver ‘umoderne’, går igen på tværs af de ting, der er blevet arvet.

Arvede ting er ikke bare ting

Forskningsresultaterne viser, at arvede ting overlever mere end ét liv, når de har tre kvaliteter: funktionel værdi, æstetisk værdi og affektionsværdi. Udover at konkludere, at køkkenting med funktionel værdi er blandt de ting, vi oftest arver, så viser resultaterne også, at vi er mere tilbøjelige til at beholde arvede ting, der opfylder alle tre kvaliteter.

Et gennemgående tema i projektet er glæden over at have ting over længere tid, både fordi det er bæredygtigt, og fordi vi får en relation til et arvestykke, fordi den minder os om én, vi elsker eller én har mistet.

”Arvede ting bliver en slags anker. De fortæller os, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. De er historier om relationer,” siger Linda Nhu Laursen og fortsætter:

”I mit køkken ligger en gammel suppeøse. Den er ikke noget særligt at se på, men den er funktionel – og så har den været i min mors hånd, og nu er den i min. Jeg bruger den stadig. Ikke bare fordi den virker, men fordi den bærer på en fortælling, en forbindelse, en kærlighed, der ikke kan købes”.

Projektet viser, at vi passer på ting, vi har arvet, fordi de minder os om noget eller nogen. Den genstand er uerstattelig. Hvis en arvet ting går i stykker, kan den erstattes af en mere moderne udgave, men affektionsværdien er væk og vi er dermed ikke lige så tilbøjelige til at passe lige så godt på den nye genstand.

Et bæredygtigt valg

Ifølge Linda Nhu Laursen er arvede ting et bevis på, at det er muligt at skabe produkter med lang levetid, der ikke skal skiftes ud hvert andet år.  Det mest bæredygtige valg er ofte dét, vi allerede har.

Det er ikke alle produkter, der skal leve evigt, men nogle kan. Og måske bør de, mener Linda Nhu Laursen.

”Hvis man med de samme ressourcer kan lave et produkt, der holder to eller tre livstider, hvorfor skulle man så ikke? Projektet viser og peger os i retning af, at særligt køkkenting skal designes mere som værktøj – noget der er langtidsholdbart, som holder sig pænt og kan pakkes væk”, siger hun.

Resultaterne viser, at det først og fremmest er muligt at producere genstande i holdbare materialer, som danskerne gerne vil både arve eller give videre.

Forskerne har derudover identificeret fælles træk for de arvede genstande, der øger vores sandsynlighed for, at vi beholder arvede ting:

  • Holdbart og smukt materiale, som f.eks. træ eller metal.
  • Produktet skal nemt kunne opbevares i et skab – ellers ryger det ud.
  • Køkkenværktøj skal kunne tåle opvaskemaskine – ellers bliver det en byrde.
  • Undgå ”modeting”, der bliver æstetisk forældet alt for hurtig.
  • Enkel og tydelig funktion, som er let at forstå og bruge – også mange år senere

Projektet viser vejen for, hvordan industrien kan designe produkter med lang levetid, og dermed bliver de ting, vi arver, en stille modstand mod ’brug-og-smid-væk’-kulturen.

Sådan har forskerne gjort:

To undersøgelser fra Aalborg Universitet har kigget på, hvorfor nogle ting er værd at passe på i mere end ét liv. I den ene har forskerne analyseret 175 arvede genstande, i den anden 222, gennem spørgsmål og interviews med ejerne. I det første studie udgør køkkenting omkring 24 % af de ting, vi arver (mod 12 % for smykker), og i det andet udgør køkkenting cirka 30 % (mod 22 % dekorationer/pyntegenstande).

Tilsammen peger resultaterne fra knap 400 arvede genstande på det samme mønster: Køkkenting er den klart største kategori blandt arvegods.

Categories and Design Properties of inherited long-lasting products

Forskerne har indsamlet billeder af 175 arvede genstand. Deltagerne i projektet, ejerne af de arvede ting, har i en skriftlig evaluering beskrevet billedet med den arvede ting og svaret på spørgsmål om, hvem deltageren har arvet genstanden fra, og hvorfor deltageren stadig har genstanden.

Deltagerne kom fra forskellige steder i Danmark, og deres alder varierede fra unge mennesker i 20’erne til folk i 60’erne. Deltagerne var en blanding af mænd og kvinder.

Design for inheritance: Understanding the factors of product attachment in inherited products

Forskere har indsamlet 222 arvede genstande fra deltagere i projektet. Via semi-strukturerede interviews i deltagernes hjem har forskerne undersøgt relationen til arvede genstande og betydningen af dem med spørgsmål som: ’hvem har du arvet genstanden af’, ’hvorfor har du valgt at beholde genstanden’ og ’forestil dig, at denne genstand ikke havde en affektionsværdi for dig, ville du så stadig beholde den’.

Deltagerne var i alderen 24-51 år. 70 % var kvinder og 30 % var mænd. Deltagerne kom fra forskellige steder i Danmark

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Ny institutleder: Institut for Medicin og Sundhedsteknologi er central i løsningen af sundhedsvæsnets udfordringer27.2.2026 12:05:00 CET | Pressemeddelelse

Den nye institutleder på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet bliver Christian Brink Scholz, der kommer fra en stilling med fokus på innovation og tværfaglighed mellem læger og ingeniører. Instituttet spiller ifølge Christian Brink Scholz en vigtig rolle med at understøtte samfundets behov både via uddannelse, forskning og innovation.

Historisk forskningspartnerskab i grønt byggeri tager første spadestik26.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Med en rekordstor bevilling i ryggen går fire danske universiteter sammen for at skabe den altafgørende forskning, der skal mindske klima- og miljøaftrykket fra byggerier og renoveringer og placere dansk byggeforskning i absolut topklasse. Med som partneruniversitet er det prestigefyldte ETH Zurich. Samarbejdet bliver officielt sat i gang med et stort arrangement i IDA-huset den 26. februar.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye