BUPL om OK26: Reallønsfremgang og mere frit valg

25.2.2026 18:05:33 CET | BUPL | Pressemeddelelse

Del

Overenskomstforliget med KL sikrer pædagoger både reallønsfremgang og en ny fritvalgskonto, der er starten på mere fleksibilitet for den enkelte.

Sammen med resten af Forhandlingsfællesskabet har BUPL de seneste 12 døgn forhandlet intenst med KL om en ny overenskomst for landets kommunalt ansatte. Den indgåede aftale løber over tre år og har en økonomisk ramme på 9,2 + 0,2 % i teknisk korrektion. Det sikrer både reallønsfremgangen og indeholdet samtidig en relativt stor pulje til organisationerne. 
 
“Det har været lange og hårde forhandlinger, men jeg synes vi har landet et rigtig fornuftigt resultat. Vi sikrer en reallønsfremgang for alle og samtidig er der med organisationsmidlerne mulighed for at vi kan tilgodese nogle af de pædagoggrupper, vi ikke nåede rundt om ved sidste overenskomst,” siger Elisa Rimpler, formand for BUPL. 

Samtidig er der afsat en særlig pulje til lederne, der ikke fik del i lønløftet fra trepartsaftalen i 2024, ligesom der er afsat en pulje på 500 mio kr. til lokalløn, der skal understøtte rekruttering og fastholdelse lokalt. 
 
“Lønnen har været afgørende for os i forhandlingerne. Pædagoger og ledere har stadig et lønefterslæb til trods for, at vi har taget store og vigtige skridt de seneste år. Og selv om vi langt fra er i mål, så har vi fastholdt ambitionen om, at vi tager nye skridt ved hver overenskomst - og det har vi indfriet. Alt i alt er det her et resultat, vi kan være godt tilfredse med,” siger Elisa Rimpler.
 
Ny fritvalgskonto
Udover lønstigningerne får pædagoger også adgang til en såkaldt fritvalgskonto fra 2028, hvor den enkelte har råderet over en mindre del af lønnen - enten som fridage, pension eller løn. Fritvalgskontoen er tiltænkt at kunne tilgodese pædagoger i alle faser af livet. 
 
“Fritvalgskontoen er et nybrud og i sin spæde start. Vi kender til valgfriheden fra bl.a 6. Ferieuge og seniordage, og fremadrettet bliver en særlig feriegodtgørelse også en del af kontoen. Der er samtidig sikret en ny fleksibilitetsdag, der er målrettet dem, der hverken har omsorgsdage eller seniordage,” forklarer Elisa Rimpler og fortsætter: 

”På den måde kan vi imødekomme noget af det, som treparten medførte i forhold til indskrænkelsen seniordagene, og vi kan samtidig tilgodese dem, der af og til har følt sig overset i debatten om mere fleksibilitet.”

0. og 3. barns sygedag 
Med aftalen får kommunalt ansatte også udvidet antallet af dage, hvor der er mulighed for at være hjemme med syge børn. Det kommer fremover til at gælde den dag, barnet bliver ringet hjem fra daginstitution eller skole, samt barnets første, anden og tredje sygedag med løn. 
 
“Det blev ikke til en decideret ret til at være hjemme, men vi har overenskomstmæssigt taget de første skridt i forhold til at understøtte et arbejdsmarked, hvor man også kan have syge børn. Vi vil i BUPL arbejde videre for, at politikerne på Christiansborg tager et medansvar for en lovgivning, der giver børn ret til at være hjemme ved deres forældre, når de er syge. Det kræver blandt andet, at institutioner og skoler har råd til at ansætte en vikar, når pædagoger er hjemme ved deres syge børn,” siger Elisa Rimpler. 
 
Næste skridt er nu BUPL´s organisationsforhandlinger, hvor parterne blandt andet skal forhandle om fordelingen af organisationspuljen.
 
“Også her vil vi gå efter, at overenskomstresultatet skal gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog og pædagogfaglig leder,” slutter Elisa Rimpler. 

Kontakter

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

BUPL: Trygge rammer om det gode børneliv skal også gælde i SFO4.2.2026 15:02:15 CET | Pressemeddelelse

Socialdemokratiets valgoplæg om et klasseloft på 14 i de mindste klasser kan gøre en stor forskel for børns skolestart. Mindre børnefællesskaber giver bedre muligheder for ro, fordybelse og inklusion. Men et øremærket kvalitetsløft af SFO’en bør være en del af et forslag, så det rammer de mindste børns samlede skoledag, lyder det fra Elisa Rimpler, formand for BUPL, der samtidig glædes over, at minimumsnormeringer med forslaget også skal gælde i forårs-SFO.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye