Plejehjem: Når det, der betyder noget, ikke tæller i systemet
24.2.2026 05:30:00 CET | Roskilde Universitet | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Roskilde Universitet viser, hvordan vigtige dele af omsorgen på plejehjem forsvinder i digitale dokumentationssystemer.

Digitale data fylder stadig mere i hverdagen på danske plejehjem. Dokumentationssystemer skal sikre kvalitet, overblik og effektivitet i omsorgen for ældre.
Men ny forskning viser, at et øget fokus på målbarhed og digitale data risikerer at gøre væsentlige dele af det professionelle omsorgsarbejde usynligt. Det viser et nyt studie fra Roskilde Universitet udført af erhvervs-ph.d.-stipendiat Mie Winther Christensen og professor Nete Schwennesen.
Datarejser på plejehjem
En 'datarejse' er ikke et simpelt flow fra observation til registrering. Tværtimod viser forskningen, at data opstår gennem omfattende oversættelsesarbejde, hvor plejehjemsmedarbejdere forsøger at omdanne komplekse og relationelle situationer til noget, der kan passe ind i et digitalt system.
Men ikke alt kan oversættes.
En social- og sundhedshjælper fra studiet forklarer:
“Det er svært at dokumentere omsorg. Hvad er omsorg? Det er noget socialt. Alt det arbejde, vi gør for at skabe god omsorg og en hverdag, som er tryg og hænger sammen for beboerne – dét arbejde ser man ofte ikke.”
God omsorg eller god dokumentation?
Mie Winther Christensen peger på, at plejehjemspersonale i stigende grad oplæres i at være 'gode dataarbejdere'. At kunne dokumentere korrekt er blevet en central del af det at være professionel i ældreplejen.
Men samtidig oplever medarbejderne, at dokumentationskravene ikke altid afspejler det, de selv vurderer som vigtigt for at kunne yde den rette omsorg for beboeren:
“Vi får altid at vide, at vi ikke skal skrive, at ‘Fru Jensen har haft en god dag’. Men nogle gange vil jeg gerne vide, om Fru Jensen har haft en god dag. Det er vigtigt for mit arbejde,” siger en social- og sundhedshjælper.
Her opstår det, forskerne kalder data- og omsorgsdilemmaer: situationer, hvor to forskellige måder at ‘gøre god omsorg’ kolliderer – den dokumenterbare og den relationelle.
Når individuelle hensyn bliver en fejl i systemet
Den videnskabelige artikel om studiet beskriver blandt andet en situation, hvor en beboer ikke ønsker, at et fald registreres i systemet af hensyn til beboerens værdighed. Medarbejderne vælger af hensyn til beboeren ikke at dokumentere episoden. Senere bliver det på et møde omtalt som “en kæmpe fejltagelse”, fordi hændelsen ikke er registreret digitalt i systemet.
I diskussionen overskygger fokus på manglende dokumentation de etiske overvejelser, personlige hensyn og faglige vurderinger, som lå bag beslutningen, fortæller forskerne.
Det vigtige forsvinder
Forskerne advarer om, at når det primært er det målbare, der tæller, risikerer plejehjemmene at miste blikket for de kreative, fleksible og kontekstuelle praksisser, som er afgørende for personcentreret omsorg.
“Nogle gange føler jeg, at jeg skriver noget ind for at vise, at jeg har gjort noget. Så er jeg ikke overflødig,” siger en social- og sundhedshjælper.
”Vores studie peger på et grundlæggende spørgsmål for fremtidens ældrepleje: Hvordan sikrer vi, at digitale systemer understøtter – og ikke undergraver – den omsorg, de er sat i verden for at dokumentere?” siger Mie Winther Christensen.
FAKTA:
I forskningsartiklen ’Datarejser på plejehjem’ undersøger forskere, hvordan data om plejehjemsbeboere bliver skabt, dokumenteret og brugt i praksis. På baggrund af etnografisk feltarbejde på tre plejehjem i Københavns Kommune introducerer forskerne begrebet 'datarejser' for at beskrive, hvordan information om beboerne bevæger sig gennem digitale systemer. Studiet er det første af tre i Mie Winther Christensens ph.d.-afhandling om digital dokumentation og omsorg på plejehjem.
Læs den videnskabelige artikel
Mie Winther Christensen er antropolog og erhvervs-ph.d.-stipendiat og forskningen er et projektsamarbejde med Københavns Kommune.
Nete Schwennesen er professor i sundhed og samfund.
Nøgleord
Kontakter
Pressetelefon (ml. 09.00 og 16.00 i hverdagene)
Tlf:2887 0027Mie Winther Christensen, erhvervs-ph.d.-stipendiatInstitut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet
Tlf:20763432mwintherc@ruc.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Forsker fra Roskilde Universitet optaget i Det Unge Akademi2.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Anders Bach-Mortensen bliver nyt medlem i videnskabeligt akademi for dygtige unge forskere i Danmark.
Forsker fra RUC får 11 mio. kr. til at udvikle et værktøj til at opspore farlige bakterier31.5.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Fatima AlZahra'a Alatraktchi har modtaget 11 mio. kr. fra Lundbeckfonden til at udvikle et værktøj til diagnostik og prognose målrettet tre af de bakterier, som WHO har på listen over de farligste. Lykkes projektet, kan det på sigt give læger nye muligheder for hurtigere og mere præcis diagnostik og behandling af alvorlige infektioner.
Konsortium sikrer fremtidig finansiering af den årlige undersøgelse ’Danskernes brug af nyhedsmedier’ fra Roskilde Universitet28.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
DR, TV 2 og Kulturministeriet er gået sammen i et konsortium, der støtter de næste tre års udgivelser af den årlige rapport ’Danskernes brug af nyhedsmedier’, som udgives af Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet. Dagspressens Fond har støttet rapporten siden 2022 og har foreløbigt forlænget sit engagement til 2027.
Ny bevilling: Hvordan kommunikerer finanssektoren om kundedata?27.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I et nyt forskningsprojekt skal forskere undersøge, hvordan finansielle virksomheder kommunikerer om deres brug af kundedata, og hvilke implikationer den kommunikationsform har.
Professor: Vi lever i en verden af kriser uden slutdato7.5.2026 05:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny bog fra Roskilde Universitet udfordrer vores måde at forstå kriser på. Mange af de største globale kriser er ikke midlertidige chok, men langvarige tilstande, som samfund og politik endnu ikke er indrettet til at håndtere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum