Danmarks Idrætsforbund

Begejstring og fremtidsperspektiver

22.2.2026 10:12:32 CET | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse

Del

39 danske atleter fordelt på syv forskellige idrætsgrene har kæmpet for de rød-hvide farver ved OL i Milano Cortina. DIF vender i den grad tommelfingeren opad for den samlede danske indsats, som slutter med en historisk sølvmedalje til Viktor Hald Thorup. 

Der var ingen decideret medaljemålsætning i OL-bagagen, da Danmarks OL-trup bestående af 39 atleter fordelt på syv forskellige idrætsgrene for godt to uger siden tog til vinter-OL i Milano Cortina 2026. Til gengæld var der klare ambitioner fra DIF’s side om, at de danske OL-atleter ville være med til at skabe vinterolympisk begejstring i Danmark samt levere indsatser i deres respektive idrætsgrene på et sportsligt højt niveau.  

Missionen er på mange parametre lykkedes. DIF’s chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard siger:   

”Vi har jo stadig armene oppe i går efter den fantastiske og historiske sølvmedalje til Viktor Hald Thorup i speedskating, og hans præstation er sukkeret oven på dette vinter-OL set med danske øjne. Vi er i Danmarks Idrætsforbund ekstremt stolte over hele den danske OL-operation i Milano Cortina 2026. Vores målsætning hjemmefra var, at vores atleter skulle vise kvalitet, være med i den sjove ende af konkurrencerne og skabe spænding om resultaterne i de fleste idrætsgrene og discipliner, vi stillede op i. Det, synes vi bestemt, har været tilfældet. Derudover føler vi virkeligt, at vores mange fantastiske atleter har skabt præcis den vinterolympiske begejstring i Danmark, vi drømte om,” siger Mikkel Sansone Øhrgaard og fortsætter:

”Vi har set nogle bemærkelsesværdige præstationer, som både imponerer her og nu, men som også rummer en masse spændende fremtidsperspektiver. Viktor Hald Thorups sølv skinner selvfølgelig ekstra meget, men der er meget andet at hæfte sig ved. Den ekstremt fokuserede og hårdtarbejdende Maja Voigt på bare 18 år bliver nummer ni i bobslæde, Anne de Besche sikrer os en fantastisk 16. plads i skiskydning og viser, at hun bliver spændende at følge i de kommende år, Rasmus og Nanna Vestergård Johansen gør det glimrende i skeleton, og så letter vi også på hatten for den unge grønlænder Sondre Slettemark, der får sat nogle fine løb i skiskydning sammen samtidig med, at han sammen med sin søster Ukaleq balancerer et tungt internationalt mediepres.,” lyder det fra DIF’s chef de mission. Han fremhæver også ishockeyherrerne og curlingkvindernes høje niveau i deres respektive turneringer.

”Selvfølgelig er det super ærgerligt, at det bliver stolpe ud for ishockeyherrerne og sidste sten for curlingkvinderne, men begge hold viser, at de er med i verdenstoppen, og det er vanvittigt positivt ” siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark har også fulgt vinter-OL tæt: Han siger:

”Først og fremmest kæmpe tillykke med sølvet til Viktor Hald Thorup. Vi har set et niveau i flere idrætsgrene, som glæder os, og som giver grobund for optimisme for dansk vintersport. Vi ser frem til at følge OL-atleternes videre udvikling.” siger Lars Balle Christensen.

På det organisatoriske niveau er der også stort tilfredshed med vinter-OL, i Milano Cortina 2026. DIF’s formand, Hans Natorp udtaler:

”Det har været et aldeles glimrende OL, hvor vintersporten har fået et velfortjent ’shine’ oven på det publikumsløse og coronadominerede vinter-OL i Beijing 2022. Italienerne har taget OL til sig, og det føler jeg virkeligt også danskerne har. Det glæder mig usigeligt på vores danske atleters vegne. Kulminationen i går med Viktor Hald Thorups sølv var fantastisk, og vi rejser fra Italien med et stort smil,” siger Hans Natorp.

Yderligere kommentarer:

Mikkel Sansone Øhrgaard, DIF’s chef de mission ved vinter OL, mobil 51 55 93
Hans Natorp, formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité, mobil 31 44 40 15
Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, mobil 25 14 56 40  

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye