Håbløst bureaukrati: Hobbybryggere sidestilles med kommercielle bryggerier
23.2.2026 07:00:00 CET | Danske Ølentusiaster | Pressemeddelelse
Danske Ølentusiaster advarer: Myndighedernes kontrol af håndbryggere truer kreativiteten og fødekæden til fremtidens danske bryggerier

Privatpersoner, der brygger øl som hobby – kaldet håndbryggere – risikerer i stigende grad at blive mødt med samme krav og kontrol som professionelle bryggerier, advarer forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster. Organisationen frygter, at udviklingen kan svække fødekæden til fremtidens danske bryggerier.
Baggrunden er en række sager, hvor håndbryggere, som har deltaget i ølfestivaler, efterfølgende er blevet opsøgt af myndigheder på deres private adresser. Det har udløst krav om afgiftsbetaling, registrering, etikettering og tilknytning til pantsystemet – krav, som normalt kun gælder for kommercielle producenter. Dertil kommer, at myndighederne i forbindelse med disse sager har rejst krav om punktafgifter for tidligere brygaktiviteter – altså øl brygget længe inden festivaldeltagelsen, som hobby og uden salg. Som grundlag for at vurdere, hvad der er blevet brygget, har myndighederne blandt andet anvendt oplysninger fra sociale bryggermedier, hvor håndbryggere deler opskrifter og erfaringer med hinanden.
Danske Ølentusiaster understreger, at det er rimeligt, at der betales afgift af øl, som indgår i kommercielle sammenhænge, herunder når håndbryggere modtager betaling ved festivaler. Bekymringen opstår, når kontrollen udvides til også at omfatte håndbryggernes ikke-kommercielle aktiviteter.
Landsformand Niels Torm udtaler:
"Selvfølgelig skal der betales afgift, når øl indgår i en kommerciel sammenhæng. Men når privatpersoner, der brygger øl som hobby, risikerer at blive mødt med samme krav som professionelle bryggerier, skaber det en usikkerhed, som kan afholde mange fra overhovedet at begynde."
Den bekymring deles af festivalscenen. Morten Fogdahl-Wiese fra Beard Brew, medarrangør af Øl i Arenaen, siger:
"Håndbryggerne deltager hos os af passion – ikke for at drive virksomhed. Det er her håndværket kan vises frem til et publikum, og modet til at gå kommercielt kan vækkes. Når de efterfølgende oplever kontrol og krav, som normalt gælder professionelle bryggerier, bliver de i tvivl om, om det overhovedet er risikoen værd. Hvis håndbryggerne forsvinder fra festivalerne, mister vi også det lag, hvor kreativiteten står renest, og hvor mange fremtidige bryggerier opstår."
Og bekymringen mærkes også blandt håndbryggerne selv. Lars Jørgensen, der er AI konsulent til dagligt og brygger øl som hobby, fortæller:
"Jeg brygger, fordi jeg elsker håndværket, kreativiteten og nørderiet. Jeg sælger ikke mit øl, i stedet drikker jeg det selv, deler med venner eller serverer til gæster. Jeg laver slet ikke øl i mængder, hvor det giver mening at tale om 'forretning' – og bare tanken om at skulle bruge min fritid på bureaukrati og dokumentation, fordi jeg overvejer at dele smagsprøver ud på en festival, dræber lysten og kreativiteten. Vi risikerer at gøre en hel frivillig ølkultur nervøs for at deltage, og det kan simpelthen ikke være meningen."
Håndbrygning er historisk set den naturlige vej ind i brygverdenen. Mange af de bryggerier, danskerne kender i dag, startede som netop håndbryggere, der eksperimenterede derhjemme, før de tog springet og gik kommercielt. Det er denne vej, Danske Ølentusiaster nu frygter bliver blokeret. Niels Torm siger:
"En meget stor del af nutidens danske bryggerier begyndte som håndbryggere. Håndbrygning er det sted, hvor fremtidens bryggere udvikler deres færdigheder. Hvis håndbryggerne forsvinder, svækkes fødekæden til fremtidens bryggerier."
Danske Ølentusiaster opfordrer derfor til dialog med myndigheder og brancheorganisationer om at sikre klare og rimelige rammer for ikke-kommerciel håndbrygning.
Fakta: Hvad er en håndbrygger?
En håndbrygger er en privatperson, der brygger øl som hobby til eget forbrug eller lignende. Øl brygget til eget forbrug er fritaget for punktafgift, så længe det ikke produceres med henblik på salg. Myndighederne anser imidlertid deltagelse i offentlige arrangementer, såsom ølfestivaler, som deltagelse i en kommerciel sammenhæng – hvilket kan indebære krav om registrering, etikettering, tilknytning til pantsystemet samt betaling af punktafgift, uanset om man uddeler gratis smagsprøver eller sælger øllet. Håndbrygning har historisk været udgangspunktet for mange af nutidens danske bryggerier og spiller en central rolle som fødekæde for nye producenter og udviklingen af dansk ølkultur.
Kontakter
Kasper Mundt-NielsenRedaktørDanske Ølentusiaster
Tlf:+45 20 30 47 87kmn@ale.dkBilleder



Om Danske Ølentusiaster
Med ca. 7000 medlemmer er Danske Ølentusiaster Danmarks førende uafhængige ølforbruger- og interesseorganisation, dedikeret til at sikre et rigt og varieret udvalg af øl for alle. Deres mission er at bevare og fremme den fantastiske udvikling på det danske ølmarked, så alle kan nyde spændende nye øltyper – både nu og i fremtiden.
De repræsenterer danske ølforbrugere i Forbrugerrådet, Dansk Retursystems kontaktudvalg og i den europæiske ølforbrugerorganisation EBCU. De arbejder politisk på både nationalt og internationalt niveau for at sikre de bedste vilkår for ølforbrugere, producenter, importører og forhandlere.
Danske Ølentusiaster afholder deres årlige Ølfestival® den 29. og 30. maj 2026 i Lokomotivværkstedet, København.

Følg pressemeddelelser fra Danske Ølentusiaster
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Ølentusiaster
Bad Seed Brewing kåret som Årets Danske Bryggeri 20252.12.2025 13:19:42 CET | Pressemeddelelse
Det nordjyske bryggeri hædres for konsekvent høj kvalitet, markant udvikling og et år, hvor både øl, samarbejder og festivalaktiviteter har sat tydelige aftryk på den danske ølscene
Hele Danmark fejrer Øllets Dag den 6. september22.8.2025 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Første lørdag i september fejrer Danske Ølentusiaster Øllets Dag. Dagen markeres i hele landet, hvor lokalafdelinger står bag smagninger, bryggeribesøg, gadeaktiviteter og små ølfestivaler. Find dit lokale arrangement på ølletsdag.dk
Højt skum på ølfestival for 30. gang9.5.2025 08:49:00 CEST | Pressemeddelelse
Ølfestival 2025 markerer 30-års jubilæet med knap 1.000 øl, belgisk tema og ansvarlig smagskultur i det gamle Lokomotivværksted
Nyt mikroforlag debuterer på Ølfestival 20253.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske Ølentusiaster lancerer inspirerende rejsebog om tjekkisk ølkultur
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum