Hedensted Kommune

Hedensted: Million-bevilling på vej til nyt kulturhus

20.2.2026 15:08:04 CET | Hedensted Kommune | Pressemeddelelse

Del

Hedensted Kommune har modtaget en markant bevilling på 15 millioner kroner fra EU-midler til Kulturhus Hedensted. Pengene skal bruges til en omfattende transformation af Det Gamle Mejeri – også kendt som Minet – til et nyt kulturhus, som skal styrke det lokale bymiljø og skabe mere liv i hjertet af Hedensted by.

Foto af Minet-bygningen i Hedensted, som vil danne rammerne om et nyt kulturhus.
Bygningen på Østerbrogade i Hedensted var i sin tid mejeri. Så blev det Farve- og Gulvcenter. I løbet af de kommende år vil det blive omdannet til et nyt kulturhus - blandt andet takket være støtte fra EU's Regionalfond og Indstillingsudvalget for Bæredygtig Byudvikling under Erhvervsministeriet.

Med bevillingen kan Hedensted Kommune og lokale kræfter tage et afgørende skridt i virkeliggørelsen af visionen om en mere levende og multifunktionel midtby i Hedensted.

Hovedformålet med projektet er at omdanne Det Gamle Mejeri fra en erhvervsejendom til et moderne samlingspunkt for kultur, foreningsliv og fællesskab. Et kulturhus, der nu er et stort skridt tættere på at kunne realiseres.

Det forklarer Hedensted-borgmester Ole Vind (V):

- Det er en fantastisk nyhed for Hedensted by og for hele kommunen, for det betyder, at vi nu for alvor kan sætte fart på arbejdet med at skabe et nyt kulturelt samlingspunkt – og samtidig er investeringen en blåstempling af det potentiale, der ligger i at udvikle Hedensted by.

Fra historisk mejeri til kulturhus
Det Gamle Mejeri huser i dag Minet Farve- og Gulvcenter, der flytter til en lokation lige uden for midtbyen. Ved at omdanne denne historiske bygning til et åbent kulturhus med bibliotek, skabes der en mere fredelig bymidte, som indbyder til andre former for aktiviteter og oplevelser.

Med placeringen centralt i Østerbrogade tages også et stort skridt i arbejdet med at udvikle gaden til en ny café-, kultur-, og cykelgade. Det vil bidrage til at binde byen sammen på tværs af handel, kultur og det nye grønne byrum Trykkeriparken og samtidig bidrage til at tiltrække yderligere private investeringer.

Udvalgsformand for Vækst & Fællesskab, Lars Poulsen (V) siger:

- Hedensted by vokser og udvikler sig markant i disse år. Derfor skal kulturliv, samlingspunkter og oplevelsesmuligheder i lokalområdet følge med, så borgerne i højere grad bruger lokale tilbud, når de skal handle, hygge sig og mødes. Det kræver, at både vi og andre investerer i by- og kulturlivet. Det betyder også, at dagens bevilling har stor værdi – ikke kun på grund af pengene – men også det signal den sender om, at Hedensted by er et sted med masser af muligheder fremadrettet. Det er et stort skridt for kulturen i hele kommunen.  

Borgerne i centrum
Udviklingen af kulturhuset vil ske i tæt dialog med borgerne og byens mange aktører. Og der vil blive lagt stor vægt på brugerinddragelse for at sikre, at husets faciliteter afspejler de lokale behov og ønsker for fremtidens Hedensted.

På den måde handler projektet om mere end blot mursten. Det handler om at styrke den lokale identitet og tiltrækningskraft, understreger Johannes Grane Larsen, der er formand for Hedensted Fællesråd:

- Med kulturhuset kan vi skabe nogle helt nye muligheder for aktiviteter, fællesskaber og foreninger i byen. Og vi har for nylig stiftet Kulturhusets Venner, som på kort tid har fået 140 medlemmer, så det er en fantastisk nyhed, som kommer til at skabe endnu mere interesse, motivation og engagement omkring arbejdet med kulturhuset. Det glæder vi os til at bidrage til, så Hedensted bliver endnu mere attraktiv for både borgere og besøgende.

FAKTA:

  • Projektet forventes at forløbe over en periode på tre år fra 2026 – 2028.

    Første fase omfatter en analysefase med behovsafklaring og brugerinddragelse, yderligere fundraising samt forberedelse og gennemførelse af et udbud.

    Anden fase bliver selve den fysiske ombygning af bygningen, så den kan huse blandt andet bibliotek og faciliteter til kulturelle arrangementer og foreningsliv.

  • Projektet medfinansieres af midler fra EU’s Regionalfond, som er udmøntet af Indstillingsudvalget for Bæredygtig Byudvikling. Hedensted Kommune bidrager også til finansieringen og arbejder med yderligere fundraising til projektet.

  • Kulturhuset forventes at bidrage til udviklingen af Hedensted Midtby gennem:

    Øget aktivitet: Kulturhuset forventes at tiltrække flere besøgende til midtbyen, hvilket styrker kundegrundlaget for det lokale handelsliv.

    Fællesskab for alle: Huset bliver en base for lokale foreninger, frivillige og kulturelle ildsjæle, hvor nye idéer og fællesskaber kan blomstre.

  • Projektet supplerer andre initiativer, der skal fremme udvikling af Hedensted by – det gælder i særdeles projektet "Sammen om en levende og bæredygtig Hedensted Midtby", som har til formål at fremme byudvikling, handelsliv og de fysiske omgivelser i Hedensted Midtby – herunder et løft til kvarteret omkring Østerbrogade og Trykkeriparken.

  • Hedensted Fællesråd har stiftet ”Kulturhusets Venner”, som på kort tid har fået mange medlemmer. Yderligere info kan findes på www.hedensted.nu

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune

For andet år i træk: Korning vinder Lokaldysten i Hedensted Kommune2.10.2026 08:37:21 CEST | Pressemeddelelse

Selvom regnen silede ned over Korning den 11. september, stillede lokalområdet talstærkt op til Lokaldysten. Næsten hver tredje Korning-borger mødte op. Ca. 200 børn, voksne og seniorer trodsede nemlig vejret og gik, løb og cyklede med masser af kampgejst, mens balloner, musik og fælles aftensmad satte rammen om nogle våde, men aktive timer. Sejren blev fejret i går på Korning Skole med kage, hyggeligt samvær og fællessang. Og så blev præmien på 5.000 kr. overrakt af formand for Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget, Bent Sørensen.

Toårigt budgetforlig sikrer vækst og velfærd i Hedensted Kommune18.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har torsdag aften indgået budgetforlig for 2027 og 2028. Opgaven var på forhånd vanskelig med udsigt til betydelige besparelser i 2027. Ved at gøre budgettet toårigt og satse på, at Hedensted Kommune kan fortsætte væksten, friholdes den borgernære velfærd for besparelser. Samtidig iværksættes nye vækstinitiativer, mens der skal laves en samlet plan for at håndtere de kraftigt stigende udgifter på især det specialiserede socialområde.

Bedste erhvervsvenlighed i Østjylland: Hedensted Kommune nærmer sig den absolutte top2.9.2026 06:45:05 CEST | Pressemeddelelse

Hedensted Kommune forbedrer sin placering i lokal erhvervsvenlighed – og er nu landets sjette mest erhvervsvenlige kommuner ifølge DI’s nye måling. Hedensted Kommune scorer især højt på evnen til at tiltrække arbejdskraft, generel erhvervsvenlighed og kommunal administration. På infrastruktur scorer Hedensted Kommunen gennemsnitligt, men her er bedring på vej med udvidelsen af E45 og andre strategiske projekter.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye