Filantropisk partnerskab støtter forskning i brugen af AI i sundhed
20.2.2026 02:30:00 CET | Novo Nordisk Fonden | Pressemeddelelse
Gates Foundation, Novo Nordisk Fonden og Wellcome vil støtte lokale aktører i at evaluere AI-værktøjer, der har potentiale til at forbedre sundhedsresultater i lav- og mellemindkomstlande. Den første ansøgningsrunde, som nu er åben, fokuserer på veletablerede AI-værktøjer, der understøtter beslutningstagning i primær- og lokalsundhedsindsatser.
NEW DELHI (20. februar 2026) – Gates Foundation, Novo Nordisk Fonden og Wellcome annoncerede i dag en fælles investering på 60 mio. USD (ca. 380 mio. kr.) til støtte for lokale evalueringer af AI-baserede sundhedsværktøjer i lav- og mellemindkomstlande (LMIC’er). Initiativet Evidence for AI in Health (EVAH) skal hjælpe regeringer og sundhedssystemer med at vurdere, hvilke værktøjer der virker, hvor de skaber værdi, og hvordan de kan anvendes ansvarligt.
EVAH blev lanceret under AI Impact Summit i New Delhi og skal adressere en væsentlig mangel på viden om, hvordan AI fungerer i praksis i sundhedssystemer i lav- og mellemindkomstlande. Initiativet vil støtte evalueringer af sundhedsværktøjer, der er nået ud over den tidlige udviklingsfase, og give beslutningstagere, sundhedsprofessionelle og udviklere i LMIC’er det nødvendige vidensgrundlag for at træffe kvalificerede beslutninger om implementering og videre udbredelse. EVAH er den anden investering i det globale partnerskab inden for forskning og udvikling inden for sundhed på 300 mio. USD (ca. 2,1 mia. kr.), som de tre filantropiske organisationer lancerede i 2024.
”AI har potentiale til markant at forbedre sundhedsydelser og fremskynde udviklingen i Afrika, men succesen skal i sidste ende måles på de konkrete forbedringer i menneskers liv,” udtalte Dr. Bosun Tijani, Nigerias minister for kommunikation, innovation og digital økonomi. ”Ved at investere i grundige studier, der vurderer AI-innovationers reelle effekt i praksis, vil dette samarbejde skabe afgørende viden, der kan understøtte politisk beslutningstagning og udbredelsen af AI-løsninger og dermed bidrage til sundere samfund og bæredygtig økonomisk vækst på tværs af kontinentet.”
Den første ansøgningsrunde (RFP), som nu er åben, støtter evalueringer af AI-baserede værktøjer, der understøtter kliniske beslutninger og hjælper frontlinjepersonale med opgaver som triage, diagnosticering og henvisning i primær- og lokalsundhedssektoren i Afrika syd for Sahara, Sydasien og Sydøstasien. Initiativet gennemføres i partnerskab med Abdul Latif Jameel Poverty Action Lab (J-PAL) og African Population and Health Research Center (APHRC). De vil koordinere ansøgnings- og vurderingsprocessen, give teknisk rådgivning om studiedesign og sammenfatning af evidens samt samarbejde tæt med de lokale forskergrupper, der står i spidsen for evalueringerne.
”Digitalisering og fremskridt inden for AI rummer et stort potentiale for at forbedre den globale sundhed. Vi vil gerne sikre, at alle, uanset hvor de bor, kan få gavn af udviklingen,” sagde Charlotte Watts, Executive Director of Solutions hos Wellcome.” På trods af mulighederne mangler der fortsat evidens for, hvilke indsatser der realistisk kan integreres i sundhedssystemer for at styrke sundhedsydelserne og forbedre sundheden i lav- og mellemindkomstlande. Dette initiativ skal bidrage til at lukke dette gab. Det er kun gennem partnerskaber og investering i solid evidens og løbende læring, at vi kan støtte beslutningstagere og sundhedsvæsnet med at imødekomme lokalsamfundenes behov.”
Selv om brugen af AI i sundheds- og udviklingssektoren udvikler sig hastigt, er der fortsat begrænset dokumentation for de sundhedsmæssige, sociale og økonomiske effekter af AI-innovationer i LMIC’er. Det kan betyde, at lovende løsninger aldrig når ud over pilotfasen, at investeringer går tabt, og at ulighed i adgang til sundhedsydelser øges. En nylig undersøgelse offentliggjort i The Lancet understreger problemstillingen: kun fire ud af 86 identificerede randomiserede kliniske forsøg med AI-sundhedsværktøjer globalt mellem 2018 og 2023 blev gennemført i lav- og mellemindkomstlande. Manglen på evidens efterlader regeringer og sundhedssystemer uden det nødvendige grundlag for at træffe trygge beslutninger om sikker anvendelse af AI.
”AI-teknologi kommer med et enormt potentiale til at styrke sundhedsydelser i regioner, hvor der er betydelige udfordringer med arbejdskraft og infrastruktur,” udtalte Lene Oddershede, Chief Scientific Officer, Planetary Science & Technology, Novo Nordisk Fonden. ”Der er imidlertid behov for et stærkere evidensgrundlag for at kunne understøtte investeringer og lokal implementering. De projekter, der finansieres gennem EVAH, vil give beslutningstagere afgørende data om effektivitet, økonomisk værdi og accept af teknologierne i de sammenhænge, hvor behovet er størst.”
Evalueringerne vil omfatte implementeringsstudier, randomiserede kontrollerede forsøg, økonomiske analyser af både AI-værktøjernes samfundsøkonomiske værdi og mulighederne for udbredelse samt undersøgelser af offentlig og professionel accept og tillid. Resultaterne vil blive offentliggjort via open access-kanaler for at maksimere deres gennemslagskraft med respekt for databeskyttelse samt principper om sikkerhed, etik og lighed.
De værktøjer, der udvælges til evaluering, herunder teknologier baseret på machine learning, computer vision og store sprogmodeller, vil blive identificeret i dialog med nationale partnere for at sikre, at de matcher lokale sundhedsbehov. Der vil blive lagt vægt på løsninger, der er baseret på repræsentative data, designet til anvendelse i ressourcebegrænsede miljøer og udviklet til gavn for offentligheden.
”Vi ser allerede, hvordan AI kan gøre en positiv forskel i global sundhed ved at reducere ulighed og styrke frontlinjepersonale og sundhedsvæsnet,” sagde Trevor Mundel, President of Global Health ved Gates Foundation. ”Ved at sikre, at nye AI-værktøjer er både sikre og effektive, kan vi forkorte vejen fra lovende idéer til skalerbare løsninger, der imødekommer lokale behov og fører til bedre sundhedsresultater i de mest sårbare samfund.”
Kontakter
nnfmedia@novo.dk
Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Gates Foundation
Ud fra tankegangen om, at ethvert liv er lige meget værd, arbejder Gates Foundation for at hjælpe alle mennesker til at leve et sundt, produktivt liv. Fondens indsatser i udviklingslande har fokus på at forbedre menneskers sundhed og give dem mulighed for at løfte sig ud af sult og ekstrem fattigdom. I USA er målsætningen at sikre, at mennesker – og især de, som har færrest ressourcer – får hjælp til at kunne klare sig i skolen og igennem livet. Fonden har hovedkontor i Seattle, Washington, og ledes af administrerende direktør Mark Suzman under ledelse af formanden Bill Gates og bestyrelsen.
Wellcome
Wellcome er en global velgørende fond med base i Storbritannien. Wellcome støtter videnskaben, så der kan findes løsninger på de presserende sundhedsudfordringer, som vi alle står over for. Vi støtter lægemiddelforskning inden for liv, sundhed og trivsel, og vi beskæftiger os med tre verdensomspændende sundhedsudfordringer: mental sundhed, infektionssygdomme samt klima og sundhed.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Borgernære indsatser viser nye veje til mere lighed i sundhed – og skal nu udbredes til flere30.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Effektive løsninger på ulighed i sundhed skal nå endnu flere gennem et nyt program fra Novo Nordisk Fonden. Fonden har afsat 100 millioner kroner til programmet, som udmøntes over to år. De første 50 millioner kroner er bevilget til fire nytænkende projekter.
Nyt globalt konsortium har til formål at transformere antibiotikaforskningen for at bekæmpe den voksende AMR-krise22.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Filantropiske partnere investerer 60 millioner dollars i støtte til samarbejdsforskning for at fremskynde opdagelsen af næste generations antibiotika
Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S21.10.2025 14:11:02 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.
Ny platform skal styrke vores globale forsvar mod fremtidige pandemier13.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den AI-drevne Global Pathogen Analysis Platform (GPAP) skal styrke vores globale pandemiberedskab. Platformen vil tilbyde et avanceret analyseværktøj til at undersøge genetiske data om patogener og vil være frit tilgængelig for brugere over hele verden. Novo Nordisk Fonden støtter etableringen med op til 200 mio. kroner.
CO₂ som råvare: Konsortium skal udvikle prototyper på fremtidens mad22.9.2025 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Et banebrydende konsortium, der arbejder på at omdanne CO₂ til næringsrige fødevarer, går nu ind i en ny fase. Her skal de mest lovende løsninger skaleres, og egentlige fødevareprototyper skal produceres og testes. Initiativet finansieres af Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum