Tidlig pubertet kan måske øge risikoen for mistrivsel og større forbrug af rusmidler
17.2.2026 13:52:32 CET | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Tre studier fra Aarhus Universitet peger på en sammenhæng mellem tidlig pubertet og mistrivsel blandt unge. De unge, der ramte puberteten tidligt, havde større risiko for at få psykiske udfordringer og et højere forbrug af alkohol, cigaretter og stoffer.

Kroppen ændrer sig, hormonerne raser, og skiftet fra barn til teenager er i fuld gang. Men når puberteten sætter ind tidligere end hos jævnaldrende, kan det få konsekvenser for de unge – også selvom det er inden for det, lægevidenskaben betragter som normalt. Det viser tre nye studier fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Og der er tale om generelt øget mistrivsel, fortæller postdoc Anne Gaml-Sørensen, som er førsteforfatter bag det ene af studierne:
”En tidlig pubertet er forbundet med en generel øget risiko for psykisk mistrivsel i form af lavere selvvurderet helbred, psykiske diagnoser og brug af psykofarmaka for de unge. Tendensen er stærkest for pigerne, men det gælder også drengene. Faktisk peger studierne på, at piger kan have dobbelt så stor risiko for at få psykofarmaka mod psykiske lidelser generelt, hvis de går tidligt i puberteten, sammenlignet med piger, der rammer puberteten på samme tidspunkt som deres klassekammerater. Hos drengene fandt vi blot en lille forøget risiko,” fortæller hun.
Studierne tager udgangspunkt i kohorteundersøgelser, hvor i alt 15.818 danske unge har besvaret spørgeskemaer om pubertetsalder. Vi har undersøgt årsager til tidligere pubertetsalder i denne gruppe danske unge, og nu hvor de er på vej ind i voksenlivet, undersøger vi også konsekvenserne af den tidligere pubertetsudvikling, fortæller professor Cecilia Ramlau-Hansen, som leder forskningsgruppen bag studierne.
Tendensen er størst hos pigerne
Ph.d.-studerende Anne Marie Ladehoff Thomsen har specifikt undersøgt angst hos unge med tidligere pubertet, og det er især pigerne, som får psykiske problemer, siger hun: ”Omkring 4% af pigerne fik en angstdiagnose, mens omkring 12% havde selvrapporteret social angst. Jo tidligere pigerne gik i puberteten, jo højere var risikoen for at få en registerbaseret angstdiagnose. Risikoen var omkring 26% højere for hvert år, de gik tidligere i puberteten,” fortsætter hun.
Og det er ikke kun risikoen for at få psykiske udfordringer som fx angst, som øges, hvis hormonerne sætter tidligt ind. Ifølge postdoc Pernille Jul Clemmensen, som har undersøgt risikoadfærd, kan det også ses i de unges forhold til alkohol, tobak og euforiserende stoffer. ”Det, vi også kan se, er, at tidligere og hurtigere pubertetsudvikling er forbundet med øget risikoadfærd i ungdommen. Det kan komme til udtryk i form af tidligere og hyppigere brug af alkohol, tobak og stoffer,” forklarer hun.
Resultaterne nuancerer og udbygger eksisterende viden ved at inddrage både pubertetens timing og tempo samt et bredt spektrum af mentale helbredsudfald. Derfor håber Cecilia Ramlau-Hansen og de øvrige forskere bag, at resultaterne kan føre til at sundhedspersonale og andre omsorgspersoner er mere opmærksomme på trivslen hos de unge, som tidligt træder ind i puberteten. Men samtidig understreger Cecilia Ramlau-Hansen, at der skal mere forskning til.
”Studierne her viser, at der er en sammenhæng. Men nu er der behov for yderligere forskning i de mekanismer, der forklarer sammenhængene – og det er både biologiske, psykologiske og sociale processer, vi skal se nærmere på,” forklarer Cecilia Ramlau-Hansen.
Bag om forskningsresultatet
- Studietype og design: Kohortestudier baseret på Pubertetskohorten i den nationale fødselskohorte ”Bedre Sundhed i Generationer” (BSIG).
- Datagrundlag: Ca. 16.000 drenge og piger med halvårlige målinger af pubertetsudvikling kombineret med selvrapporterede oplysninger og registerdata om mental sundhed.
- Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitetshospital og University of California, Los Angeles (UCLA)
- Ekstern finansiering: Lundbeck Fonden
- Habilitet: Ingen
- Peer review: Resultaterne er publiceret i tre artikler i peer reviewed videnskabelige tidsskrifter.
- Læs mere i de videnskabelige artikler:
- https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0165032725024565?via%3Dihub
- Pubertal timing and tempo and anxiety symptoms, disorders and treatments in Danish adolescents: A population-based follow-up study - ScienceDirect
- https://academic.oup.com/hropen/article/2025/4/hoaf072/8326869#google_vignette
Kontakt
Professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen
Institut for Folkesundhed, Health, Aarhus Universitet
Telefon:26295715
Mail:chrh@ph.au.dk
Ph.d.-studerende Anne Marie Ladehoff Thomsen
Telefon: 24412935
Mail: amlthomsen@ph.au.dk
Postdoc Anne Gaml-Sørensen
Telefon: 40868183
Mail: ags@ph.au.dk
Postdoc Pernille Jul Clemmensen
Telefon: 61667974
Mail: p.jul@ph.au.dk
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny metode kan reparere fejl i gener13.10.2026 12:10:57 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har vist, at en ny form for genbehandling kan rette fejl i patienters stamceller. På sigt kan metoden måske bruges til behandling af sjældne, arvelige sygdomme, som påvirker vores immunforsvar.
Aarhus Universitet styrker international forskning med 13 topprofessorer12.10.2026 09:53:40 CEST | Pressemeddelelse
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet har fejret og officielt indsat 13 nye Honorary Skou-professorer fra blandt andre Harvard, Oxford og King’s College London. Fakultetet har nu 65 Honorary Skou-professorer i alt.
Drikkevandsforsker modtager Skou-prisen 20268.10.2026 09:38:31 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Jörg Schullehner fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet modtager Jens Christian Skou-prisen 2026 for sin forskning i sammenhængen mellem drikkevand og sundhed.
Patienter efterlyser mere end medicin og kirurgi mod endometriose8.10.2026 09:28:31 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk studie kortlægger, hvilke former for behandling og støtte personer med endometriose og adenomyose selv finder relevante. Mange peger på specialiseret fysioterapi, fertilitetsbehandling, ernæringsvejledning og psykologisk støtte - og resultaterne kan bidrage til mere sammenhængende behandlingsforløb.
Kan den rigtige musik forbedre unges nattesøvn?8.10.2026 09:23:18 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Kira Vibe Jespersen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet modtager 2,4 mio. kr. fra TrygFonden til at undersøge, hvordan forskellige typer musik påvirker søvnen hos unge med søvnbesvær.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum