ØrneTV er tilbage med en ny sæson
17.2.2026 07:30:00 CET | DOF BirdLife | Pressemeddelelse
Nu blændes der op for DOF BirdLifes ØrneTV, der har Nordeuropas største rovfugle i hovedrollerne. Ørnehannen har netop friet med en gren til redebyggeriet, og hunnen har taget godt imod gaven. DOF BirdLifes Projekt Ørn har ligesom de foregående år helgarderet ved at sætte to web-kameraer op, så der kan komme billeder, uanset hvilken af to reder ørnene må vælge til deres familieliv.

Mens de fleste af os i disse dage fryser som små hunde i sneen og kulden fra øst, er havørneparret i Saksfjed Inddæmningen ved Hyllekrog på Lolland ved at varme op til en ny ynglesæson i ØrneTV.
- Frost og sne og hård vind fra øst betyder intet for havørnene. De er i fuld gang med familielivet. Hannen har friet ved at aflevere en gren til hunnen, der har lagt den til rette, hvor hun fandt det passende. Ørnene overnatter på en af rederne, og de har parret sig adskillige gange. Alt tegner lovende, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står bag ØrneTV.
Sammen med Rasmus Romme har han justeret web-kameraerne over de to ørnereder, så teknikken har frit udsyn til rovfuglene og deres nærmeste jagtmarker.
I 2023 gik transmissionerne i sort, og i 2024 valgte ørnene en rede, der en stor del af sæsonen lå uden for web-kameraets rækkevidde. I år har man forsøgt at forebygge sort skærm og forringet udsyn.
- Vi har sat web-kameraerne op, så de har havørnene i fokus uanset, hvor fuglene befinder sig tæt på rederne. Vi har også forsøgt at placere optageudstyret, så seerne kan opleve ørnenes udsyn over deres jagtmarker i fladvandet ved Hyllekrog og videre ud over havet. I denne tid fanger havørnene andefugle og gæs, eller måske finder de ådsler, siger Kim Skelmose, der påpeger, at gråvejr kan give sort skærm visse dage.
Batterierne til kameraerne bliver ladet op ved hjælp af solceller, og derfor kan mangel på solskin i længere perioder give pauser i transmissionerne. Men dagene længes, og det øger chancen for en passende opladning af batterierne.
Har dannet par i fire sæsoner
Det er fjerde ynglesæson, at de to havørne ved Hyllekrog danner par. Hunnen er en 11 år gammel svensk fugl, mens hannen måske er 15-16 år gammel. Hans oprindelse er ukendt. Med andre ord har vi at gøre med to erfarne rovfugle i deres bedste alder.
Ynglemodne havørne holder til i deres territorium året rundt, og allerede om efteråret før en ny ynglesæson, kan de begynde at lægge grene på reden eller rederne.
- Havørne manifesterer deres territorier og deres parforhold meget tidligt på sæsonen. Selv i den strengeste januar-kulde kurtiserer de og knytter tætte bånd som par. Om alt går vel, er der udsigt til snarlig æglægning. Det tidligste, vi har konstateret æg hos havørnene, er 10. februar, siger Kim Skelmose.
Web-kameraerne over ørnerederne bliver hver sæson gjort klar i løbet af vinteren på en måde, så man ikke forstyrrer de store rovfugle. Når først kameraet er sat på plads, kan man ikke i februar eller marts flytte det, for så forstyrrer man ynglefuglene i en grad, så der vil være en risiko for, at rovfuglene forlader området.
Formidling til folk og forskere
De levende billeder fra havørnens privatsfære er en af de største filmsucceser, den danske natur har fostret. Der er både tale om underholdning og forskning.
- Titusinder af danskere har kigget med, og der er seere, som flere gange dagligt har fulgt ørnene. Det er bogstaveligt talt naturformidling på højt plan, siger Kim Skelmose.
- Projektet omkring ØrneTV har været øjenåbnende på mange fronter, både hos det brede publikum og blandt forskere. Alle optagelser er blevet båndet og tappet med jævne mellemrum, og de er blevet kigget igennem. Scenerne fra reden har gjort os klogere på mange nuancer i havørnens ellers skjulte familieliv og adfærd. Der har været dramaer med æggerov, en skudt ørn, ungedød og lykkelige slutninger mellem hinanden. Et år lykkedes det at zoome ind på et æg, hvor man kunne se ørneungens æggetand og dens kamp inde i skallen for at komme ud. Det var et unikt øjeblik med tv-transmission i verdensklasse. Det har været fantastisk at opleve, siger Kim Skelmose.
FAKTA OM ØRNETV:
DOF’s ØrneTV begyndte at sende direkte billeder 17. marts 2013 fra reden i Saksfjed Inddæmningen ved Hyllekrog på Lolland.
I år er det ØrneTV's 14. sæson, der løber af stablen.
Videokameraerne sidder et par meter over rederne, der er bygget i henholdsvis 18 og 20 meters højde.
Kameraerne kan fjernstyres og zoome ind på æg og unger eller fødeemner, der bringes til reden.
Optageudstyret er drevet af solceller.
De mange års optagelser har givet unikke sekvenser med ny viden.
Blandt andet blev det i en af sæsonerne dokumenteret, hvordan en husmår kravlede op i ørnereden og åd æggene.
Nøgleord
Kontakter
Kim SkelmoseLeder af Projekt ØrnDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:27 73 40 70gestaltskelmose@gmail.comBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Stort jubilæum for Gedser Fuglestation tirsdag18.5.2026 06:50:00 CEST | Pressemeddelelse
I 25 år har DOF BirdLifes fuglestation i Gedser bidraget med helt afgørende viden om de fugle, der lever i eller trækker over Danmark.
Fra i dag til fredag vælter børn ud på fugletur18.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Over hele landet afholder daginstitutioner og mange andre i denne uge Børnenes Fugleuge. Målet er, at langt flere børn skal have kendskab til Danmarks fugle.
Et af årets absolutte fuglehøjdepunkter forude12.5.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra torsdag til lørdag samles ornitologer i massevis i Skagen. Her er Skagen Fuglefestival ramme om aktiviteter for både børn og voksne – og måske også sjældne fugle.
Stor fuglekonkurrence lørdag8.5.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
I morgen finder der landet over en kappestrid sted, hvor deltagere med falkeblik forstærket af kikkerter og teleskoper konkurrerer i at se flest fuglearter fra fugletårne i løbet af otte timer. DOF Birdlife inviterer til Tårnenes Dag
Klækning: Udsigt til gennembrud i ØrneTV1.4.2026 10:10:54 CEST | Nyhed
Om alt går vel, vil det første æg af to i reden hos havørneparret på Lolland klække en af de allernærmeste dage. Klik ind på DOF BirdLifes direkte ØrneTV og få held til at se en havørn komme til verden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum