Ny teknologi skal afsløre om hospitalets blodposer forurener patienter med mikroplast
16.2.2026 11:25:28 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Det er kun få år siden, at videnskaben endegyldigt slog fast, at mikroplast flyder i menneskets årer. Men hvor omfattende er forureningen egentlig? Forskere fra Syddansk Universitet og OUH vil med en ny bevilling automatisere jagten på svarene og undersøge, om selve sundhedsvæsenets blodbanker er en del af problemet.
Vi skruer tiden tilbage til d. 24. marts 2022. Her ramte en opsigtsvækkende nyhed alverdens forsider: Der var fundet mikroplast i menneskeblod. Det, der engang blev betragtet som en teoretisk risiko, var nu en målbar realitet. Her i 2026 mangler vi fortsat svar på, hvor meget mikroplast vi bærer rundt på - og ikke mindst hvor den kommer fra.
Det skyldes, at det er tidskrævende og kostbart at analysere blodprøver for mikroskopiske fremmedlegemer manuelt. Derfor vil SDU-forskerne Ayoub Laghrissi, Jacek Fiutowski og Aljaz Kramberger, med en bevilling fra MedTech Odense nu udvikle en robotplatform, der skal gøre det muligt at screene blodprøver i en skala, der hidtil ikke har været mulig. Det hele i tæt samarbejde med overlæge Ole Birger Vesterager Pedersen, Professor ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og professor Vibeke Andersen fra Odense Universitets Hospital.
Fra årsværk til samlebånd
Teknologien bag kaldes SERS (Surface-Enhanced Raman Scattering). Ved at belyse en blodprøve med laserlys kan forskerne aflæse et unikt kemisk fingeraftryk, der afslører materialets sammensætning. Udfordringen er ikke længere at se plastikken, men at håndtere mængderne.
"Vi fik for nylig en forespørgsel fra en hospitalsafdeling, der ønskede at teste 2.000 prøver i forbindelse med et studie. Vi regnede på det og måtte konstatere, at det med den nuværende manuelle metode ville tage toethalvt år at gennemføre," fortæller Ayoub Laghrissi, der er adjunkt ved Mads Clausen Instituttet på SDU.
Den nye robot skal fjerne netop den barriere ved at automatisere processen, så tusindvis af prøvepunkter kan analyseres systematisk uden menneskelig indgriben.
Smitter posen af på blodet?
Projektet handler dog om mere end blot effektivisering. I samarbejde med Rigshospitalets Blodbank, der råder over landets største lager af blodprøver, vil Laghrissi og Fiutowski undersøge en hypotese med vidtrækkende perspektiver for sundhedssektoren.
Donorblod opbevares i dag i plastikposer, og forskerne ønsker at klarlægge, om emballagen i sig selv udgør en forureningskilde.
"Vi er interesserede i, hvordan plastikken i poserne potentielt nedbrydes over tid. Kommer mikroplasten fra donorens eget blodomløb, eller migrerer den fra posen og over i blodet, mens det ligger på lager? Det er afgørende viden, før vi transfunderer blodet til patienter," forklarer lektor Jacek Fiutowski.
Hvis det viser sig, at opbevaringen forurener blodet, kan det tvinge hospitalerne til at genoverveje, hvordan vi opbevarer vores vigtigste legemsvæske.
Et opgør med dårlig videnskab
Ambitionen med SERSbot er også at bringe fakta ind i en debat, der ofte er præget af frygt og usikre data. Ifølge forskerne findes der i dag studier af tvivlsom kvalitet, som konkluderer, at plastik findes i vitale organer uden tilstrækkelig dokumentation.
Ved at automatisere analysen og skabe et solidt datagrundlag ønsker Ayoub Laghrissi og Jacek Fiutowski at levere den kemiske evidens, der er nødvendig for at skelne mellem støj og reelle sundhedsrisici.
Fakta om projektet SERSbot
Hvem: Projektet ledes af Ayoub Laghrissi og Jacek Fiutowski fra Syddansk Universitet.
Bevilling: Støttet med 150.000 kr. fra MedTech Odense (IDEA-bevilling).
Teknologi: Kombinerer laserspektroskopi (SERS) med robotteknologi for at analysere store mængder blodprøver automatisk.
Samarbejde: Udføres i partnerskab med bl.a. Rigshospitalet for at undersøge plastikkens vandring fra opbevaringsposer til blod.
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Klimatilpasning kræver mere end diger21.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Stormfloden i 2023 viste, hvor sårbare kystsamfundene omkring Østersøen er. Halvandet år inde i det dansk-tyske ClimateBlue-projekt står det klart, at klimatilpasning ikke kun handler om at holde vandet ude. Det handler også om ansvar, økonomi, borgerinddragelse – og om nogle områder på længere sigt skal give mere plads til havet.
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
Overdiagnostik ved brystkræftscreening kan være mindre end hidtil antaget14.9.2026 09:00:09 CEST | Pressemeddelelse
Overdiagnosticering ved screening for brystkræft kan være mindre udbredt end hidtil antaget. Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet, Queen Mary University of London, Københavns Universitet og American Cancer Society.
Prisvindende forfatter Zadie Smith besøger SDU14.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mød den anmelderroste britiske forfatter Zadie Smith på SDU mandag den 5. oktober til en samtale om hendes forfatterskab og oplæsning fra udvalgte værker.
AI kan gøre takeaway-leveringer mere effektive9.9.2026 11:27:20 CEST | Pressemeddelelse
En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum