Nu skal hunden i snor på stranden
30.3.2026 06:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Foråret er yngletid for mange arter langs de danske kyster, og derfor skal hunde i snor fra 1. april. Men selv med snoren på er der hensyn at tage. Læs, hvor fuglene yngler – og hvad du skal være opmærksom på.

Nu skal hunden i snor på stranden
Foråret er yngletid for mange arter langs de danske kyster, og derfor skal hunde i snor fra 1. april. Men selv med snoren på er der hensyn at tage. Læs, hvor fuglene yngler – og hvad du skal være opmærksom på.
Når dagene bliver lysere, søger mange mod stranden med deres hund. Sand og vand byder på spændende dufte, masser af snudeaktivitet og livlig leg for hunden. Men foråret og sommeren er også den tid på året, hvor mange fugleunger kommer til verden ved kysterne, hvilket gør naturen mere sårbar i denne periode.
Snoren er ikke kun af hensyn til dyrelivet. Den er også med til at skabe tryghed for andre gæster på stranden – børn, badende og mennesker, der er utrygge ved løse hunde.
– Stranden er fuld af sanseindtryk for en hund. Netop derfor er det vigtigt, at vi tager hensyn. En snor giver fuglene ro til at yngle og skaber tryghed for andre strandgæster, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Forår og sommer er yngletid for jordrugende fugle
Nogle af de arter, der er sårbare i foråret, er landets jordrugende fugle. Fra marts begynder de at lægge æg i det åbne landskab langs kysterne. På strande, strandenge og strandoverdrev ligger rederne direkte på jorden, ofte skjult i sand og lav vegetation.
Det gælder både velkendte arter som strandskaden, stor præstekraven og mågen – men også mere sårbare fugle som klyde og terner.
– Når fuglene ruger, har de brug for ro. En hund, der løber frit, kan komme for tæt på en rede, uden at man som ejer når at opdage det. Bliver fuglen skræmt væk fra æg eller unger, kan kuldet desværre gå tabt, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Strandene er særligt udsatte i yngletiden, fordi der ofte er begrænset plads mellem vand, klitter og de mange besøgende. Selv med hunden i snor kan man komme tæt på en rede, hvis man bevæger sig gennem klitter og højt græs. Derfor er det bedst at gå ved vandkanten eller holde sig på stierne.
Hold øje med skiltningen
Reglen er klar: Fra 1. april til 30. september skal hunde være i snor på stranden. Der kan dog være lokale undtagelser. Nogle steder er der særlige hundestrande, hvor hunde må løbe frit. Andre steder er hunde slet ikke tilladt – hverken med eller uden snor.
– Det er vigtigt, at man orienterer sig på skiltene ved stranden. Er man i tvivl, bør man lade snoren blive på, siger Jens Jokumsen.
En snor gør ikke strandoplevelsen mindre for din hund. De åbne strande er fulde af dufte og indtryk – også i roligt tempo ved siden af sin ejer.
– Hunde har ikke behov for at løbe frit for at få en god tur. Det vigtigste er samværet og de mange sanseindtryk. En lang line kan give bevægelsesfrihed, samtidig med at man tager hensyn til naturen, fortæller Jens Jokumsen.
Stranden kan derfor sagtens være en del af de daglige gåture – også i snor. Det handler om at give plads til både hundens nysgerrighed og naturens behov for ro.
FAKTABOKS:
Naturbeskyttelse: Det står i loven...
I naturbeskyttelsesloven § 1 står der, at loven skal medvirke til at værne om landets natur og miljø – både i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
FAKTABOKS:
God strandskik: Sådan tager du hensyn på stranden
- Hold hunden i snor fra 1. april til 30. september
- Gå ved vandkanten eller hold dig på stierne
- Undgå klitter og højt græs, hvor reder kan ligge skjult
- Orienter dig ved strandens skiltning
- Respekter skiltning om ynglende fugle
Nøgleord
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder



Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Antallet af hjortepåkørsler sætter rekord for fjerde år i træk13.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med 8.739 registrerede hjortepåkørsler i de første ni måneder, tegner 2026 til at sætte endnu en kedelig rekord på vejene. I forsøget på at bringe antallet af påkørsler ned har Dyrenes Beskyttelse leveret data til en ny trafikalarm, der nu advarer bilister på udsatte strækninger.
Nu må hunde løbe frit på stranden1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en sommer med kort snor kan hunde fra 1. oktober igen løbe frit på mange af landets strande – til glæde for både hunde og ejere. Dyrenes Beskyttelse minder dog om, at friheden forpligter, og at der skal tages hensyn til både natur og strandgæster.
Dyrenes Beskyttelse: Fireparten kan gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler30.9.2026 12:30:39 CEST | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelse ser frem til samarbejdet i den kommende grisefirepart, hvor regeringen lægger op til en nødvendig omstilling af svineproduktionen i retning mod bedre dyrevelfærd. Det skal dermed gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler.
Dyrenes Beskyttelse efter ny undtagelsesmulighed fra lovkrav om Bovaer: Kravet bør droppes helt30.9.2026 11:41:06 CEST | Pressemeddelelse
Mælkeproducenter har nu fået udvidet muligheden for at undtage deres køer fra lovkravet om Bovaer for resten af 2026, lyder meldingen fra Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen. For køernes velfærd og trivsel er det positivt, men problemet sparkes kun til hjørne, mener Dyrenes Beskyttelse, der vil have kravet droppet.
Dyrenes Beskyttelse roser akutplan: Slut med at kontrollen underminerer loven29.9.2026 12:11:22 CEST | Pressemeddelelse
En ny styrelse for dyrevelfærdskontrollen skal medvirke til at stoppe årtiers svigt af dyrene, hvor for få ressourcer og Fødevarestyrelsens kontrolvejledninger reelt set har undermineret loven. Det møder stor ros fra Dyrenes Beskyttelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum