Hvor fandt stenalderens første bønder egentlig deres planter? Nyt studie giver svar

I en ny undersøgelse i tidsskriftet Open Quaternary har forskere fra Københavns Universitet og Baskerlandets Universitet genskabt de mulige forhistoriske udbredelsesområder for 65 vilde plantearter tæt knyttet til de tidligste former for landbrug i Vestasien. Det drejer sig blandt andet om de vilde forfædre til hvede, byg, rug, linser og andre afgrøder, som satte gang i landbrugsrevolutionen for mere end 10.000 år siden.

“De første landbrugssamfund blev etableret i Mellemøsten for omkring 12.000 år siden. Det ved vi fra de redskaber, frø og dyreknogler, som arkæologer har fundet ved udgravninger. Men vi ved meget lidt om den naturlige baggrundsvegetation i disse områder, og derfor ved vi heller ikke præcis, hvor stenaldermenneskene fandt de planter, de senere kultiverede,” siger arkæolog og hovedforfatter Joe Roe fra Københavns Universitet.

“Baseret på vores nye data lader det til, at forfædrene til nogle af de vigtigste planter i moderne landbrug – hvede, rug og byg – ikke voksede dér, hvor vi forventede, og at de også var langt mindre udbredte, end vi troede.”

Joe Roe og hans medforfatter, arkæobotaniker Amaia Arranz‑Otaegui, blev overraskede over, at mange tidlige afgrøder ser ud til at have været koncentreret langs den østlige Middelhavskyst. Det område kan have fungeret som et slags tilflugtssted for planterne under de ekstreme klimaforhold i den sene istid.

“Det tyder på, at mange vilde afgrøder var godt tilpasset ret kolde og tørre forhold og ikke nødvendigvis bredte sig med det varmere og mere fugtige klima, som de første landbrug opstod i,” siger Amaia Arranz‑Otaegui.

Samlet set giver forskernes resultater det hidtil mest detaljerede billede af, hvor verdens tidligste landbrugsplanter voksede, og hvilke landskaber fortidens samfund levede i, da de gik fra at være jæger‑samlere til bønder.

En metodisk landvinding

Undersøgelsen udgør også et vigtigt fremskridt i udforskningen af fortidens økosystemer. Ved at kombinere store, åbne datasæt over, hvor bestemte planter gror i dag, med avancerede klimamodeller af fortidens globale klima kunne forskerne skabe detaljerede kort over, hvor forfædrene til de moderne planter sandsynligvis voksede. 

“Grundlæggende brugte vi de samme klimamodeller, som FN’s klimapanel IPCC anvender til at forudsige fremtidens klima – bare kørt baglæns – og kombinerede dem med en maskinlæringsmodel, som var fodret med viden om, hvilke miljøer planterne er tilpasset,” forklarer Amaia Arranz‑Otaegui.

Forskerne forklarer, at denne metode gør det muligt at forstå de miljømæssige forhold, som de tidligste landbrug udviklede sig under. Fordi metoden ikke afhænger af arkæologiske fund – som kan være påvirket af fx menneskelig aktivitet i området, hvor der bliver udgravet, og måden, der udgraves på – giver den et uafhængigt og supplerende indblik i, hvilke planter der fandtes i fortiden.

“Det giver os et helt nyt vindue til den natur, der omgav de første landmænd,” konkluderer forskerne.

Artiklen Biogeography of Crop Progenitors and Wild Plant Resources in the Terminal Pleistocene and Early Holocene of West Asia, 14.7–8.3 ka er udgivet i open access‑tidsskriftet Open Quaternary.

Forskningen er en del af ERC-projektet PalaeOrigins - Tracing the Epipalaeolithic origins of plant management in southwest Asia ved University of the Basque Country i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet.