Når krisen kradser, står Danmarks frivillige klar

Danmark er et land med mange frivillige. Hvis du ikke selv er en af dem, har du næsten helt sikkert kontakt med nogle af dem i foreningslivet eller et af de mange andre steder, hvor landets frivillige er organiseret.

Ved hjælp af en serie af spørgeskemaundersøgelser har en forskergruppe fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet studeret frivilligheden i Danmark siden 2020. Studiet, som er udgivet i tidsskriftet Social Forces viser, at den almindelige frivillighed, den vi kender fra børnenes håndbold- eller fodboldklub, hurtigt vendte tilbage til sit normale niveau efter corona-nedlukningen. I denne periode var foreningslivet lukket ned, men studiet viser altså, at de frivillige stod parat til at genoptage arbejdet, da corona-restriktionerne tillod det.

Denne slags frivillighed er med til at få det danske samfund til at fungere, men forskere fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet peger på, at der også findes en anden type frivillig. Disse frivillige står parat til handling, når der opstår en krise eller en anden usædvanlig situation i samfundet.

”I corona-tiden var der blandt andet mennesker, der handlede for de ældre naboer eller hjalp med børnepasning,” forklarer post-doc Lærke Høgenhaven.

Studiet viser, at den samme type krisefrivillighed gik igen et par år senere, da ukrainske flygtninge begyndte at lande i Danmark. Her valgte nogle frivillige at køre til grænsen for at tage imod flygtninge, mens andre indsamlede tøj, legetøj og andet til de nyankomne ukrainere.

”Det var mange af de samme mennesker, som trådte til i begge situationer. Den type frivillighed får ofte mindre opmærksomhed i forskningen, fordi den ikke foregår i foreningslivet, er uorganiseret og opløses igen, når krisen er overstået. Men det betyder ikke, at den frivillige indsats ikke har stor værdi. Det kan spille en kæmpe rolle under en krise,” siger Lærke Høgenhaven.

En uformel organisation

Lærke Høgenhaven og hendes kollegaer arbejder med to frivillighedsbegreber. Der er den almindelige frivillighed, vi kender fra foreningslivet, og krisefrivilligheden. Og naturligvis er der et overlap, men studiet viser, at halvdelen af de mennesker, der træder til, når krisen kradser, ikke er frivillige i hverdagen.

”Man kan tænke, at krisefrivilligheden er meget uorganiseret, men vi kan se, at det er mange af de samme mennesker, der træder til, på tværs af de to forskellige kriser, vi har undersøgt. Det peger altså på, at Danmark, udover vores mange frivillige i foreningslivet, har en slags civilt beredskab af frivillige, som træder til, når der opstår et behov,” siger Lærke Høgenhaven.

Det foregår meget uformelt, understreger hun. Ofte i mindre grupper, som kan bestå af familierelationer, naboer og venner, som identificerer et behov for hjælp.

Krisefrivilligheden er, nærmest per definition, reaktiv.

”Et typisk mønster er, at en del af befolkningen er opmærksom på, at der er en opgave, der skal løses, som myndighederne ikke klarer. Så organiserer man sig og forsøger at lukke de huller, der kan opstå i myndighedernes krisehåndtering,” siger Lærke Høgenhaven.

Det hele foregår uden at organisere sig formelt. Der er typisk ingen vedtægter, ingen bestyrelse eller udpeget ledelse, og de frivillige koordinerer hurtigt indsatsen ved hjælp af især Facebook-grupper.

Samarbejde med myndigheder

Der kan ligge et kæmpe potentiale i Danmarks civile beredskab, mener Lærke Høgenhaven. Især hvis myndighederne, som har ansvaret for at håndtere kriser, kan etablere gode samarbejder med de frivillige. Men det er ikke uden udfordringer.

Det kan godt være svært for myndigheder at samarbejde med grupperne. Der er ofte ikke udpeget en talsperson, og der er intet telefonnummer, man kan ringe til. Så helt lavpraktisk kan det give problemer med at skabe kontakt.

”Der ligger en opgave for myndighederne i at finde ud af, hvordan man bedst drager nytte af det her civile beredskab. Men det kan være vanskeligt. Både fordi det er uformelt og uorganiseret, men også fordi de frivillige typisk motiveres og træder til, når de kan se, der er noget, der ikke bliver gjort. Derfor kan de være svære at mobilisere proaktivt, før krisen har udviklet sig. Men man kunne forestille sig, der ligger et kæmpe potentiale i, hvis man kunne sætte de frivillige i gang forebyggende,” siger Lærke Høgenhaven.

Forskergruppen mener også, det kan være en faktor, at de frivillige faktisk ikke ønsker at være organiseret yderligere eller vil prioritere at løse de opgaver, som myndighederne gør.

Lærke Høgenhaven håber, der i fremtiden vil komme mere fokus på de frivillige, som findes udenfor hverdagens foreningsliv.

”Vi har et fantastisk foreningsliv og en stor frivillighedskultur i Danmark. Men jeg vil godt udfordre ideen om, at det kun er den type organiseret, skemalagt frivillighed, der har værdi. Man skal ikke se ned på den uformelle ufrivillighed, selvom de frivillige ikke er aktive uge efter uge. De står klar, når det gælder, og det er meget vigtigt,” siger hun.

_______

Om studiet

Forskningsartiklen ’Volunteering trajectories across crises: resilience, persistence and spill-over between ordinary and crisis volunteering’ blev udgivet i tidsskriftet Social Forces.

Bag studiet står Lærke Høgenhaven, Louis Møgelmose, Hjalmar Bang Carlsen og Jonas Toubøl.

Projektet er undervejs støttet af Velux Fonden, Spar Nord Fonden, Danmarks Frie Forskningsfond, European Research Council, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU, SODAS og Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på AAU.