SDU vil uddanne sundhedsøkonomer til velfærdens svære prioriteringer
10.2.2026 12:04:21 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Ny kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi skal imødekomme behovet for analyser og et bedre grundlag for beslutninger på fremtidens sundheds- og velfærdsområde.
Danmark står over for markante sundheds- og velfærdsudfordringer. Flere ældre, ny teknologi og flere behandlingsmuligheder, livsstilssygdomme, mangel på arbejdskraft og stigende udgifter lægger pres på både sundhedsvæsenet og den regionale og kommunale velfærd. I den situation bliver evnen til at træffe beslutninger på et solidt, fagligt grundlag stadig mere afgørende.
Syddansk Universitet udbyder derfor fra sommeren 2026 en kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi for at uddanne specialister, der kan bidrage til velfærdens svære prioriteringer i sundhedsvæsenet og i kommunerne.
Prioritering er blevet en kerneopgave
Hvordan tilrettelægges behandlingen af patienter med kronisk sygdom bedst fra et samfundsøkonomisk perspektiv, der udfordrer silotænkning? Hvordan kan man opgøre værdien af nye lægemidler og vurdere, om effekten står mål med omkostningerne? Og hvad betyder måden, man betaler sygehuse og sundhedsprofessionelle på, for kvaliteten af behandlingen?
-Med det krydspres sundhedsvæsenet står i, kan man ikke længere lade som om, at prioritering er noget, man kan undgå. Det er en kerneopgave, der kun bliver større i omfang. Derfor er der brug for kandidater med de rette analytiske kompetencer til at understøtte de svære afvejninger, vores samfund står over for. Det er præcis det, SDU vil levere med den nye uddannelse, siger Søren Rud Kristensen, professor i sundhedsøkonomi på Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, og studieleder på den nye kandidatuddannelse.
En ny kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi
Kandidatuddannelsen i sundhedsøkonomi på SDU er målrettet studerende med baggrund i blandt andet økonomi, statskundskab og folkesundhedsvidenskab, som ønsker at arbejde professionelt med økonomisk analyse, prioritering og styring i komplekse systemer knyttet til sundheds- og velfærdsområdet. Uddannelsen er den eneste kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi af sin art i Danmark.
-Uddannelsen giver de studerende redskaber til at arbejde evidensbaseret med sundhedsdata, økonomiske evalueringer og analyser af sundhedsvæsenets struktur og organisering. De studerende kommer ud med en grundforståelse for sundhedsvæsenets aktører og opbygning og bliver klædt på til at levere den viden, der er behov for, når de svære beslutninger skal træffes. Beslutninger der kan have stor betydning for menneskers sundhed og livskvalitet – og for de sundhedsprofessionelles rammer og motivation, forklarer Søren Rud Kristensen.
Fra reformer til konkrete prioriteringer i praksis
I kommuner og regioner handler prioritering om helt konkrete valg – fra investeringer i ny teknologi i hjemmeplejen til beslutninger om, hvor mange sengepladser der skal være på sygehusene, og om at sikre lige adgang til sundhedsvæsenet og reducere ulighed i sundhed.
-Med sundhedsreformen og et tættere samspil mellem kommuner og regioner stiller disse valg øgede krav til et solidt fagligt grundlag for at træffe oplyste beslutninger. Det er bemærkelsesværdigt, at Danmark med et så stort og komplekst sundhedsvæsen ikke tidligere har haft en egentlig uddannelse i sundhedsøkonomi med et samfundsøkonomisk perspektiv. Netop disse kompetencer er afgørende for at kunne prioritere klogt på tværs af kommuner, regioner og stat, mener Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.
Pandemien tydeliggjorde behovet for sundhedsøkonomer
Erfaringer fra pandemien og en mere usikker international situation har samtidig vist, at sundhedsvæsenet spiller en vigtig rolle i samfundets samlede robusthed og beredskab.
-Pandemien viste, hvor afgørende det er, at sundhedsvæsenet hurtigt kan analysere konsekvenser og prioritere ressourcer. Det kræver sundhedsøkonomiske kompetencer, som kan bruges direkte i praksis, når presset er stort, understreger Jakob Kjellberg.
Kandidatuddannelsen i sundhedsøkonomi optager de første studerende til sommer 2026.
Fakta:
Kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi – Syddansk Universitet
Udbudssted: SDU, Odense
Uddannelsestype: Forskningsbaseret kandidatuddannelse
Varighed: 1 år (75 ECTS)
Målgruppe: Studerende med bachelor i for eksempel økonomi, statskundskab, folkesundhedsvidenskab eller beslægtede samfundsvidenskabelige uddannelser
Fagligt fokus:
- Sundhedsøkonomi og økonomisk evaluering
- Sundhedsdata og analyse
- Prioritering, styring og beslutningsstøtte
- Sundhedspolitik og organisering
Karrieremuligheder:
- Kommuner og regioner
- Styrelser og ministerier
- Analyse- og konsulentmiljøer
- Organisationer og interessevaretagelse
Ansøgningsfrist til uddannelsen er 1. marts.
Læs mere her: https://www.sdu.dk/da/uddannelse/kandidat/sundhedsoekonomi
Kontakter
Søren Rud Kristensen
Professor i sundhedsøkonomi og studieleder
DaCHE, Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
E-mail: srkristensen@health.sdu.dk
Mobil: 72 26 99 88
Jakob Kjellberg
Professor i sundhedsøkonomi
VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
E-mail: jakj@vive.dk
Mobil: 42 80 19 15
Marianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
SDU-forskere gentænker næsten 100 år gammel energiteknologi13.8.2026 13:01:25 CEST | Pressemeddelelse
Ved at kombinere to kendte teknologier på en ny måde har forskere fra Syddansk Universitet udviklet en komponent, der både øger effektiviteten og giver ingeniører en helt ny mulighed for at optimere termiske energisystemer. De første laboratorieresultater viser forbedringer på op til 12,3 procent.
Sigurd Lauridsen udnævnt til professor i mental sundhedsetik ved SDU11.8.2026 11:37:17 CEST | Pressemeddelelse
Ny professor skal styrke forskningen i etiske problemstillinger inden for mental sundhed og bidrage til udvikling af viden, der kan forbedre livet for mennesker med demens, psykisk sygdom og deres pårørende.
Sådan taler vi om motion med mennesker med kronisk sygdom10.8.2026 12:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Mange mennesker med kronisk sygdom oplever, at råd om fysisk aktivitet kan virke overvældende eller give dårlig samvittighed. Men måden, sundhedsprofessionelle taler om fysisk aktivitet på, kan have stor betydning for, om patienter føler sig motiverede og trygge ved at være aktive.
Kapløb med tiden skal give Danmark nye våben mod "Larven fra Helvede"9.8.2026 12:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Droner, termiske kameraer og kunstig intelligens kan blive fremtidens hjælp i kampen mod egeprocessionsspinneren. Derfor skynder forskere fra Syddansk Universitet sig netop nu ud sammen med kommunale bekæmpelseshold for at indsamle den viden, der skal gøre fremtidens løsninger mulige. Om få uger er larverne væk for i år – og dermed også chancen for at studere dem i naturen.
Stine Bjerrum Møller udnævnt til professor i klinisk psykologi og recovery i psykiatrisk praksis ved SDU3.8.2026 11:28:20 CEST | Pressemeddelelse
Nyt professorat skal styrke forskningen i personlig recovery og udvikle evidensbaseret, patientnær psykologisk behandling, der giver mennesker med mentale helbredsproblemer bedre muligheder for at leve et meningsfuldt liv på egne præmisser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum