2026 er begyndt med fortsat vold og konflikt mod børn i Mellemøsten og Nordafrika
10.2.2026 10:23:21 CET | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Allerede få uger inde i 2026 er konsekvenserne af vold og konflikt fortsat ødelæggende for millioner af børn i Mellemøsten og Nordafrika. Børn i regionen bliver fortsat dræbt, såret, fordrevet, frihedsberøvet og afskåret fra uddannelse, mens langvarige konflikter og nye eskalationer ændrer deres liv – ofte uopretteligt.

I Syrien har fornyet vold og sammenstød i den nordøstlige del af landet fordrevet næsten 200.000 mennesker, heraf omkring halvdelen børn, og samtidig forstyrret adgangen til basale tjenester. I Kobani er mindst fem børn rapporteret døde som følge af manglende sundhedsydelser og utilstrækkelige vinterforsyninger.
I Iran har nylige begivenheder haft ødelæggende konsekvenser for børn og unge. Mere end 144 børn meldes dræbt, mens mange andre meldes sårede eller tilbageholdt. UNICEF arbejder intenst for og med ansvarlige, så børn beskyttes mod vold, herunder at anholdelser eller tilbageholdelser af børn stoppes. Frygten for yderligere eskalering i Iran lægger et tungt pres på børn og deres forældre. UNICEF opfordrer alle involverede parter til at nedtrappe spændingerne og prioritere fred.
I Sudan blev mindst 20 børn dræbt i januar 2026, primært i staterne Kordofan og Darfur. Millioner af børn i landet har akut behov for livreddende humanitær assistance, beskyttelse og genoprettelse af essentielle tjenester. Hungersnød er allerede bekræftet i Al Fasher i Norddarfur og i Kadugli i Kordofan, og næsten 20 yderligere områder er i risiko, da konflikten fortsat begrænser leveringen af kritiske forsyninger.
I Gazastriben har en skrøbelig våbenhvile medført enkelte forbedringer, men situationen er fortsat ekstremt usikker og livsfarlig for mange børn. Luftangreb fortsætter, og ødelagte sundheds-, vand- og uddannelsessystemer har alvorlige konsekvenser for børns overlevelse og trivsel. Siden årets begyndelse er 37 børn rapporteret dræbt i Gazastriben.
På Vestbredden, herunder Østjerusalem, underminerer stigende vold og konflikt fortsat børns adgang til sikkerhed. Familier lever i konstant frygt og usikkerhed, og i januar blev to børn dræbt og 25 såret.
Andre steder i regionen fortsætter de humanitære behov med at vokse. I Yemen står børn over for en kombination af vedvarende konflikt, økonomisk usikkerhed og udbredt fejlernæring. I Libanon kæmper familier fortsat med at komme sig efter den seneste krig, samtidig med at frygten for nye angreb består.
Vold og alvorlige krænkelser mod børn, herunder drab og lemlæstelse, er uacceptable. Trods klare forpligtelser til at beskytte børn har begyndelsen af 2026 allerede været præget af et omfattende tab af unge liv i Mellemøsten og Nordafrika.
UNICEF opfordrer alle regeringer og parter i konflikter til at overholde international humanitær ret og menneskerettigheder og til straks at tage handling for at standse vold, drab, skader, anholdelser, tilbageholdelser og traumatisering af børn. Børn i regionen har først og fremmest brug for fred.
Kontakter
Maria WesthHead of External Communications, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Adgangen til nødhjælp svigter, mens børn i Gaza betaler prisen22.7.2026 11:26:10 CEST | Pressemeddelelse
Næsten hele Gazas befolkning er fordrevet, adgangen til nødhjælp er fortsat stærkt begrænset, og børn risikerer dehydrering, sygdom og underernæring. Samtidig advarer UNICEF om, at manglende finansiering og fortsatte adgangsrestriktioner gør det stadig vanskeligere at nå frem med livreddende hjælp.
UNICEF: Børn dræbes fortsat i Ukraine – nødhjælpslager ødelagt i russisk angreb21.7.2026 10:45:26 CEST | Pressemeddelelse
Et russisk angreb har ødelagt et UNICEF-lager med mere end 106.000 nødhjælpsartikler, mens antallet af børn, der bliver dræbt og såret i krigen, fortsat stiger.
680.000 børn anslås at have behov for humanitær hjælp i Venezuela29.6.2026 12:08:28 CEST | Pressemeddelelse
Første UNICEF-fly med nødhjælp er landet i Venezuela med medicinske forsyninger, udstyr til vand og sanitet samt telte. Flere forsyninger undervejs fra UNICEFs lager i København.
Hele Danmark skal fange hinanden på Legens Dag8.6.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag den 11. juni kl. 11.00 opfordrer UNICEF Danmark hele landet til at tage fem minutters pause og lege fangeleg. Børn og voksne kan fange deres klassekammerater, venner, kolleger, naboer eller familie, når FN's Internationale Legedag markeres over hele verden.
Børn risikerer at betale den højeste pris for nye Ebola-udbrud19.5.2026 14:12:40 CEST | Pressemeddelelse
Nye Ebola-udbrud i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda har fået WHO til at udtrykke alvorlig bekymring over udviklingen i regionen. UNICEF advarer om alvorlige konsekvenser for børn og familier i de ramte områder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum