FOKUS-puljen styrker kulturlivet: Fire succesfulde projekter får støtte i 2026
12.2.2026 09:15:00 CET | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse
Fire stærke kulturprojekter i Guldborgsund Kommune får nu støtte fra FOKUS-puljen. Kultur-, Fritids- & Folkesundhedsudvalget har besluttet at bevilge midler til initiativer, der styrker fællesskab, kreativitet og kulturoplevelser for både børn, unge og voksne.

Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet at bevilge i alt 195.200 kroner fra FOKUS-puljen til fire kulturelle projekter i 2026. Projekterne spænder fra dokumentarfilmfestival og sommerkoncerter til scenekunst for børn og unge, og alle aktører har tidligere vist stærke resultater og stor lokal opbakning.
Ifølge udvalgsformand Katrine Burmann (S) er bevillingerne en målrettet investering i kvalitet, fællesskab og kontinuitet i kulturlivet:
“Det er fire projekter, som igen og igen har vist, at de skaber værdi for borgerne. De når både børn, unge og voksne og bidrager til et levende og inkluderende kulturliv i hele kommunen. Derfor er det naturligt, at vi fortsat bakker op om dem,” siger Katrine Burmann.
Lokal dokumentarfilmfestival med nationalt udsyn
CPH:DOX modtager 47.500 kroner til gennemførelse af GULDBORGSUND:DOX 2026 – en lokal dokumentarfilmfestival, der finder sted i marts 2026. Festivalen bringer aktuelle dokumentarfilm til lokale rammer og kombinerer dem med debatter, oplæg og events, der knytter globale temaer til lokale perspektiver.
Festivalen gennemføres i samarbejde med blandt andet Stubbekøbing Rådhus, Sakskøbing Bibliotek, Nysted Biograf og Nordisk Film Nykøbing Falster. Som en del af programmet tilbydes også UNG:DOX, hvor gymnasie- og ungdomsuddannelser inviteres gratis i biografen.
“Dokumentarfilm kan skabe samtaler om emner, der ellers kan være svære at tage hul på. GULDBORGSUND:DOX er et stærkt eksempel på, hvordan kultur kan samle mennesker om dialog og refleksion,” siger Katrine Burmann.
På dokumentarfilmfestivalen vises blandt andet den lokale film Alle os og siloen, der sætter fokus på udvikling og omstilling i de danske landdistrikter. Med afsæt i havnen i Stubbekøbing giver filmen et nærværende indblik i mødet mellem international kunst og et engageret lokalsamfund.
”Alle os og siloen er en vedkommende fortælling om, at lokal udvikling først og fremmest handler om mennesker, fællesskaber og dialog. Filmen viser, at selv om mange mindre byer står over for store forandringer, rummer de også et stærkt engagement og en fælles vilje til at skabe en positiv udvikling,” forklarer Katrine Burmann.
Sommerkoncerter i Nysted fortsætter
Villa Marina i Nysted får 30.000 kroner til Sommerkoncerter 2026. Programmet byder på ti koncerter med både klassisk og rytmisk musik hen over sommeren. Koncerterne har de seneste år haft stor tilslutning, og næsten alle koncerter i 2025 var udsolgt.
Sommerkoncerterne gennemføres i samarbejde med Nysted Erhvervs- og Turistforening og Foreningen Nysted Kultursommer, og de henvender sig både til lokale borgere og sommerturister.
“Villa Marinas sommerkoncerter viser, at høj kvalitet og intime rammer kan skabe helt særlige oplevelser. Det er kultur, der er tæt på borgerne både fysisk og menneskeligt,” siger udvalgsformanden.
Teateroplevelser for de mindste
Teater Masken modtager 18.000 kroner til seks teaterforestillinger for børnehaver i 2026. Forestillingen Pyjamas Venner henvender sig til de yngste børn og introducerer dem legende og trygt til scenekunst.
Projektet bygger videre på Maskens mangeårige arbejde med tidlig kulturstart og suppleres af inspirationsmateriale til pædagoger, så teateroplevelsen kan forankres både før og efter forestillingen.
“Når børn møder kunst og kultur tidligt, er det med til at styrke både fantasi, fællesskab og trivsel. Det er en investering i fremtidens kulturliv,” siger Katrine Burmann.
Dramaskole for børn og unge med fuld tilslutning
Derudover bevilges 86.700 kroner til Teater Maskens Dramaskole 2026/2027. Dramaskolen tilbyder et længere undervisningsforløb for børn og unge mellem 8 og 16 år og har i den nuværende sæson opnået fuld tilslutning.
Forløbet styrker deltagernes kreative og sociale kompetencer og fungerer for mange som et springbræt ind i det lokale kulturliv.
“Dramaskolen er et fantastisk eksempel på, hvordan kultur kan styrke både fællesskab, selvtillid og engagement hos børn og unge. Det er et tilbud, vi ser et stort potentiale i også på længere sigt,” afrunder Katrine Burmann.
Kontakter
Katrine BurmannNæstformand i Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget og medlem af Økonomiudvalget
Tlf:25182901bykb@guldborgsund.dkStine Kjeldsmark VilladsenProjektleder, Destination Sydfalster
Tlf:25 18 03 27skvi@guldborgsund.dkFølg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Folkeoplysningsudvalget beholder sin formand - har uddelt første penge i 20261.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Folkeoplysningsudvalget beholder den siddende formand og er i gang med arbejdet.
Støtter forsamlingshus: De er kernen i det rige hverdagsliv30.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Landdistrikts-, bosætnings-, og medborgerskabsudvalget støtter Våbensted Forsamlingshus med næsten 80.000 kroner til nyt gulv.
Jobmesse skaber konkrete ansættelser27.3.2026 08:54:32 CET | Pressemeddelelse
Virksomhedsservice i Guldborgsund kan nu sætte tal på effekten af årets Job- og Uddannelsesmesse, og resultaterne viser tydeligt, at messen gør en reel forskel for både virksomheder og jobsøgende.
Guldborgsund Kommune nedjusterer med 14 pladser på botilbuddet Lindevang25.3.2026 12:34:38 CET | Pressemeddelelse
Socialudvalget i Guldborgsund Kommune har netop besluttet at nedlægge 14 almene socialpsykiatriske pladser på botilbuddet Lindevang.
Millionstøtte skal styrke bymidten i Nykøbing F17.3.2026 09:05:22 CET | Pressemeddelelse
Guldborgsund Kommune sætter nu gang i tre nye projekter i Nykøbing Falsters bymidte. To af projekterne har netop modtaget støtte fra EU’s Regionalfond. Projekterne bliver de første konkrete skridt i realiseringen af kommunens bymidtestrategi.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum