Lyngby-Taarbæk Kommunes "affaldsdetektiver” motiverer skoleelever til at sortere affald
4.2.2026 14:00:00 CET | Lyngby-Taarbæk Kommune | Pressemeddelelse
På alle kommunens skoler er der affaldssortering i klasselokalerne med spande i forskellige farver. Via leg og læring hjælper en gruppe "affaldsdetektiver" eleverne med at sortere korrekt. Lyngby-Taarbæk Kommune har indstillet ”Affaldsdetektiverne” til KL’s Klimapris 2026.

Når madpakken er spist, og klokken ringer til frikvarter, skal eleverne i Lyngby-Taarbæk Kommunes skoler huske at kaste madpapir, bananskræl og mælkekarton i hver sin affaldsspand, inden de løber ud i skolegården.
For at hjælpe den gode sortering på vej i en travl hverdag på skolerne, sendte Lyngby-Taarbæk Kommune i 2025 et detektivhold ud på flere skoler. Idéen om ”affaldsdetektiverne” opstod ud fra en nysgerrighed på, hvor godt der bliver sorteret affald på skolerne. Målet var i første omgang at undersøge skolens affald. Idéen blev efterhånden til et lille undervisningsforløb, hvor eleverne selv dissekerer deres eget affald fra klasselokalet.
Som ægte detektiver er målet at finde de ”skurke”, der har sneget sig ned i de forkerte affaldsspande og hjælpe dem på rette vej.
Laura Torp Westh har som praktikant i kommunens afdeling Klima og Forsyning været med til at udvikle konceptet. Hun oplever, at elevernes nysgerrighed bliver pirret enormt når de får fingrene i affaldet:
”I begyndelsen er det jo lidt ulækkert, selvom de får handsker på. Men der er altid én, der gerne vil hive den første mælkekarton op af posen, og derfra er de jo ikke til at stoppe”.
Der bliver ikke løftet pegefingre, når et stykke affald er landet i den forkerte spand, for i detektivernes øjne er det affaldet, der driller eleverne. En typisk ”skurk i forklædning” er f.eks. emballagen fra en müslibar, som ser metallisk ud på indersiden, men som ikke er rigtigt metal og derfor skal sorteres som restaffald.
Detektiver klædt i heldragt
Affaldsdetektiverne er iklædt malerdragter og handsker - og spærrer noget af skolegården af med skolens affaldscontainere og afspærringsbånd for at skabe en ”crime scene”. I frikvarteret kommer nysgerrige elever forbi, og nogle elever finder selv på at samle skrald i skolegården.
"Vi kigger jo ikke ned i containerne til dagligt, men nu får vi pludselig øje på et fyldt marmeladeglas i glascontaineren og kan se, hvorfor det ikke er særlig lækkert, hvis det går i stykker nede i containeren. Eller der ligger en mobiltelefon i elektronikcontaineren, og vi får en snak om reparation og genbrug. Den snak kan man have med alle klassetrin” siger Laura.
Man skal gøre det så godt, man kan
De fleste mennesker kender til oplevelsen af, at der er mange regler for affaldssortering, og at det er næsten umuligt at gøre det helt rigtigt. Her har affaldsdetektiverne et vigtigt budskab til eleverne ifølge Laura:
”Vi slutter altid med at understrege, at man skal gøre det så godt, som man kan. Hvis man er i tvivl – og der ikke er nogen, som man kan spørge – så er det bedst at lægge det i spanden til restaffald. Børnene må ikke blive bange for at gøre noget forkert, men de må selvfølgelig gerne gøre sig umage.”
Heldigvis bliver både elever og lærere lidt klogere, når affaldsdetektiverne har været på besøg.
Opbakning fra politikerne
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Richard Sandbæk, er begejstret for affaldsdetektiverne:
”Børnene bliver klogere på, hvad der sker med affaldet – at vi kan genanvende ressourcerne, hvis de sorteres hver for sig. Og de lærer, at de selv kan gøre en forskel for klima og miljø.”
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Magnus Von Dreiager, er enig:
”Det er en sjov og kreativ måde at gribe emnet an på. Eleverne bliver helt fysisk konfronteret med, hvad de smider i skraldespanden, og at det ikke er ligegyldigt, om de rammer den rigtige spand.”
Lyngby-Taarbæk Kommune har indstillet ”Affaldsdetektiverne” til KL’s Klimapris 2026.
Nøgleord
Kontakter
Henriette Leth NielsenKommunikationskonsulent Trafik, Miljø & Bæredygtighed | Lyngby-Taarbæk Kommune
Tlf:23 74 22 40hleth@ltk.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune
Ny hjemmeside skal gøre det lettere for familier at finde hjælp og støtte9.10.2026 12:47:18 CEST | Pressemeddelelse
Lyngby-Taarbæk Kommune lancerer nu en ny hjemmeside, der samler tilbud, rådgivning og støtte til børn, unge og familier ét sted. Hjemmesiden er udviklet på baggrund af dialoger med familier og skal gøre det lettere at finde den rette hjælp.
Vær med til at forme fremtidens Kongens Lyngby2.10.2026 12:16:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan skal Kgs. Lyngby centrum udvikle sig i de kommende år? Det spørgsmål inviterer Lyngby-Taarbæk Kommune nu alle borgere til at være med til at besvare.
Landets højeste karaktergennemsnit i 9. klasse25.9.2026 08:43:00 CEST | Pressemeddelelse
Lyngby-Taarbæks folkeskoleelever ligger i top både på karaktergennemsnit og på andelen, der består dansk og matematik
Aktivitetstag for alle på toppen af nyt p-hus24.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tre-i-én: Med plads til ca. 200 biler og 50 cykler i det nye p-hus i Lyngby Vest samt et kommende multifunktionelt aktivitetstag og grøn park for alle, slår Lyngby-Taarbæk Kommune og Velliv tre fluer med ét smæk.
Alle partier står bag budgetaftale for 2027 i Lyngby-Taarbæk Kommune22.9.2026 09:18:28 CEST | Pressemeddelelse
Partierne i Kommunalbestyrelsen har indgået aftale om budgettet for 2027. Aftalen prioriterer især børn og unge i udsatte positioner, fastholder den kommunale dagpleje og afsætter midler til blandt andet skoletoiletter og Mølleåen. Samtidig reduceres behovet for nye lokale besparelser, mens arbejdet med større effektiviseringer og omstillinger fortsætter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum