TUBA

Slut med lange ventelister: Nu bliver længeventet behandlingsgaranti til virkelighed

5.2.2026 06:00:00 CET | TUBA | Pressemeddelelse

Del

Unge fra familier med misbrug kan se frem til hurtigere hjælp i København. Nu bliver en længeventet behandlingsgaranti til virkelighed, og organisationen TUBA ser frem til at løfte opgaven.

Lige nu venter omkring 600 unge på et terapeutisk forløb i TUBA København, og nogle har ventet i fire år på hjælpen.
Lige nu venter omkring 600 unge på et terapeutisk forløb i TUBA København, og nogle har ventet i fire år på hjælpen. TUBA

Er du vokset op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug, skal du have ret til hurtigere hjælp. Det mente fire unge, som i 2023 stillede et lokalt borgerforslag om en behandlingsgaranti til unge fra familier med misbrug i København.

Forslaget blev det første såkaldte Københavnerforslag, som fik stemmer nok til at blive behandlet politisk. I efteråret 2024 stemte en Borgerrepræsentation forslaget enstemmigt igennem – og nu er den landsdækkende organisation TUBA, med knap 30 års erfaring, valgt til at varetage behandlingsgarantien.

”Behandlingsgarantien er først og fremmest en kæmpe anerkendelse af målgruppen og de udfordringer, der følger med en opvækst med misbrug. Vi er stolte, ydmyge og glade for, at vi er valgt til at løfte opgaven, og vi glæder os til at kunne hjælpe flere unge hurtigere,” siger Ditte Vind Abrahamsen, regionsleder i TUBA.

Behandlingsgarantien skal sikre, at unge i alderen 18-35 år kan få terapeutisk hjælp indenfor 180 dage efter henvendelse. Hidtil har ventelisten for en stor del af den målgruppe i TUBA København været op til fire år.

At unge fra familier med misbrug nu kan få hurtigere hjælp, glæder Københavns Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL), som stemte forslaget om behandlingsgaranti igennem i efteråret sammen med resten af Københavns Borgerrepræsentation. 

”For en del børn er det først, når de bliver unge eller voksne, at de for alvor mærker konsekvenserne af at være vokset op i en familie, hvor stoffer og alkohol har været en del af barndommen. Derfor er det vigtigt, at de også på det tidspunkt kan få hjælp og støtte. Jeg er sikker på, at TUBA med deres mangeårige erfaringer med misbrugsproblematikker er de helt rigtige til at løse den opgave,” siger Karina Vestergård Madsen (EL), Socialborgmester i Københavns Kommune.

”Det begyndte som et borgerforslag, og nu bliver det til virkelighed. Det understreger, hvor vigtigt det er, at københavnerne bliver ved med at bruge deres stemme til at påvirke deres hverdag og liv i København,” afslutter hun.

Lykkelige over hurtigere hjælp

Liv Dupont og Casper Berg Lavmand er to af forslagsstillerne bag forslaget om behandlingsgaranti til unge fra misbrugsramte familier i København. De har begge gået i terapiforløb i TUBA, og har sidenhen brugt deres stemmer til at sætte fokus på den manglende hjælp til og viden om målgruppen.

”Jeg er stolt af, at vi har fået det stemt igennem og stolt af at kunne gå i spidsen for behandlingsgarantien. Den betyder, at flere unge og voksne får tidligere hjælp og dermed kan forebygge psykiske problemer, depressioner, fastholde arbejde, finde ro i sunde relationer og få en tilværelse, der ikke kun handler om overlevelse, men om faktisk at leve et roligt og godt liv,” siger Liv Dupont, som til dagligt er socialpædagog.

Også Casper Berg Lavmand er stolt af, at deres forslag nu bliver til virkelighed, og at det netop er TUBA, der skal føre det ud i livet.

”Jeg kan kun understrege, hvor skelsættende terapien i TUBA har været for mig. Det har uden tvivl ændret min livsbane for altid. Derfor er jeg også lykkelig over, at vores forslag kom hele vejen – og over hvor mange unge i Københavns Kommune, der nu kan få hjælp i TUBA,” siger Casper Berg Lavmand, som til dagligt arbejder som adjunkt på Copenhagen Business School.

København sætter et eksempel

Mens voksne med misbrugsproblem har en lovsikret ret til hjælp indenfor 14 dage, har deres børn ikke samme ret til eller muligheder for hjælp. Alt efter alder og bopælskommune kan der være stor forskel på, hvilken hjælp man kan få – hvis man overhovedet kan få hjælp. Dette på trods af, at mange unge er i mistrivsel og hårdt belastede af deres opvækst.

At Københavns Kommune som den første kommune i Danmark vedtager en behandlingsgaranti til denne målgruppe, er forbilledligt, ifølge Ditte Vind Abrahamsen, regionsleder i TUBA. Hun håber, at andre kommuner vil følge trop.

”Vi ved, hvor store konsekvenser det kan have at vokse op med forældre med misbrugsproblemer. Og vi ved, at det kan komme til at koste dyrt. For de unge, som ofte kæmper med en lang række psykiske og sociale senfølger, men også for samfundet. Alligevel bliver denne målgruppe ofte overset. Derfor er det også virkelig stort, at Københavns Kommune med denne behandlingsgaranti viser, at de tager de unges problemer alvorligt. De sætter et eksempel, og vi kan kun håbe, at andre kommuner lader sig inspirere,” siger Ditte Vind Abrahamsen, regionsleder i TUBA.

For Liv Dupont og Casper Berg Lavmand stopper deres kamp for unge fra familier med misbrug ikke her. De vil fortsætte med at kæmpe for, at unge i resten af landet kan få samme adgang til hjælp.

Først skal ventelisten nedbringes

Selvom behandlingsgarantien officielt træder i kraft d. 1. april, går der lidt længere, før den kan realiseres. Det skyldes, at der allerede er en lang venteliste, som først skal nedbringes.  

Lige nu venter omkring 600 unge på et terapeutisk forløb i TUBA København, og nogle har ventet i fire år på hjælpen. Disse unge beholder deres plads på ventelisten, og vil komme hurtigere til, end de ellers var sat i sigte. Men det vil tage tid at hjælpe de mange unge, der allerede nu venter.

TUBA regner med at kunne hjælpe omkring 750 unge i København om året, hvilket er dobbelt så mange, som TUBA hjælper nu. For at nedbringe ventelisten, er der i de næste to år afsat ekstra midler i budgettet. TUBA regner med, at ventelisten vil være nedbragt og behandlingsgarantien på 180 dage kan imødekommes om to år.

Tidslinje: Sådan blev behandlingsgarantien til

  • I efteråret 2023 var TUBA på sparekataloget i Københavns Kommune
  • Det fik fire unge, der tidligere har gået i TUBA (Liv Dupont, Casper Berg Lavmand, Sophie Gevind og Monika Hoffmann), til at stille et såkaldt Københavnerforslag om en behandlingsgaranti til unge fra misbrugshjem i København
  • Forslaget fik 3.882 stemmer og er det første Københavnerforslag nogensinde til at nå de nødvendige 2.500 stemmer for, at forslaget skulle behandles politisk.
  • Forslaget bliver første gang behandlet i Socialudvalget i maj 2024, hvor et enstemmigt udvalg anbefaler, at det vedtages.
  • I august 2024 behandles forslaget i Københavns Borgerrepræsentation. Her bliver det også enstemmigt stemt igennem.
  • I september 2024 afsættes der midler til behandlingsgarantien i Budget 2025
  • I efteråret 2025 bliver opgaven med at varetage behandlingsgarantien sendt i udbud
  • I januar 2026 får TUBA udbuddet og underskriver en kontrakt med Københavns Kommune, som træder i kraft d. 1. april 2026.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om TUBA

  • TUBA tilbyder terapi og rådgivning til unge mellem 12 og 35 år fra familier med alkohol- eller stofmisbrug
  • TUBA har 34 afdelinger fordelt over hele landet og har over 50 psykologer og psykoterapeuter ansat samt 150 frivillige terapeuter tilknyttet
  • Hvert år hjælper TUBA over 3.000 unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug
  • TUBA har eksisteret siden 1997 og er et specialiseret psykoterapeutisk tilbud
  • TUBA er finansieret af statslige puljemidler, kommunale midler samt fonde og donationer
  • Læs mere på tuba.dk

Om TUBAs målgruppe

  • 64 procent har oplevet psykisk vold i hjemmet
  • 46 procent har ikke talt med nogen om deres forældres misbrug
  • 42 procent har oplevet fysisk vold eller trusler om vold i hjemmet
  • 32 procent mener, at det havde været bedre, hvis de som børn var blevet fjernet fra hjemmet
  • 28 procent har været udsat for seksuelle overgreb eller krænkelser
  • 27 procent har forsøgt eller truet med selvmord 

Kilde: TUBAs årsmagasin 2024/2025

Følg pressemeddelelser fra TUBA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TUBA

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye