Analyse fra Verdo: Vind giver den billigste og mest stabile energiforsyning
4.2.2026 13:00:00 CET | Verdo Energi og Forsyning | Pressemeddelelse
Bynære vindmøller på land er afgørende, hvis borgerne i Randers og Herning skal have den billigste og mest stabile fjernvarmeforsyning. Det er én af konklusionerne i en strategisk analyse fra Verdo Energi og Forsyning, der har regnet på mere end 100 kombinationer af forskellige teknologier 20-30 år frem i tiden.

I modsætning til i dag, hvor stort set al energien kommer fra et kraftvarmeværk, vil fremtidens fjernvarme primært komme til at bestå af forskellige elbaserede teknologier. Det giver nye muligheder, men rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan de forskellige teknologier bedst hænger sammen, når borgerne skal have den billigste, grønneste og mest stabile fjernvarmeforsyning.
For at finde svar på det spørgsmål har Verdo Energi og Forsyning igennem de seneste år været i gang med et omfattende analysearbejde, som har til formål at skabe et solidt beslutningsgrundlag for en ansvarlig omstilling af fjernvarmeforsyningen i Randers og Herning kommuner, hvor det kronjyske energiselskab forsyner op mod 75.000 kunder med fjernvarme.
”At se flere årtier frem i tiden er ikke en let opgave, og de seneste års usikkerheder og svingende energipriser har bestemt ikke gjort det lettere. Vi har derfor regnet på en lang række fremtidsscenarier med forskellige bud på fremtidens energimarkeder. Det giver os et billede af, hvordan vi opnår den optimale sammensætning af teknologier i fremtidens varmeforsyning,” siger divisionsdirektør for Verdo Energi og Forsyning, Jesper Møller Larsen.
Selvforsyning mindsker risikoen for høje varmepriser
Særligt én konklusion er klar: Selvforsyning med egne vindmøller kan mindske afhængigheden af volatile energimarkeder. Uanset hvilket fremtidsscenarie, der er tale om, er bynære vindmøller med direkte opkobling til fjernvarmenettet den ekstra brik i sammensætningen af teknologier, som kan sikre de stabile fjernvarmepriser.
”Det vi kan se er, at vi med egne vindmøller kan fjerne stort set hele risikoen for høje varmepriser som konsekvens af prisstigninger på uforudsigelige markeder for el og biomasse. Det er ret markant, men vindmøller er altså en velafprøvet teknologi, der giver selvforsyning med el til lav kostpris i 30 år, og med et elkabel direkte fra vindmøllerne til vores varmeanlæg, kan vi undgå at betale elnet-tariffer. Og så har fjernvarmen den store styrke, at den er eminent til at lagre energien fra vindmøllerne meget omkostningseffektivt i store tanke med varmt vand,” forklarer Jesper Møller Larsen.
Den store forskel fra tidligere er netop, at fjernvarmesektoren i de her år udvikler sig med mange forskellige elbaserede teknologier, der i samspil kan agere mere fleksibelt og hele tiden kan optimeres i forhold til elpriser og belastningen på elnettet. Det giver en høj grad af sektorintegration, hvor det fleksible elforbrug er med til at understøtte robustheden i fremtidens elsystem. Med varmeanlæg og varmetanke er der mulighed for at opsamle energien fra vindmøller, når den er billig. Det betyder, at behovet for el kan minimeres i timer med meget høje elpriser, hvor produktionen fra vindmøllerne i stedet kan sælges på elmarkedet.
Omstillingen til det nye energisystem vil komme til at foregå gradvist frem mod 2040. Der vil være fokus på at opnå maksimal udnyttelse af eksisterende anlæg, mens etableringen af nye anlæg vil foregå i takt med, at de er omkostningseffektive. Denne tilgang øger manøvrerummet i forhold til løbende at vurdere ændringer i markedssituationen og tilpasse investeringerne til det optimale energimix. Det bidrager også til, at Verdo under hele omstillingen kan opretholde den i forvejen høje forsyningssikkerhed.
Folkelig opbakning kan blive afgørende
Vedvarende energi har de seneste år delt vandene i den offentlige debat, og Jesper Møller Larsen er klar over, at lokale vindmøller vil blive et omdiskuteret emne. Derfor håber han, at analysen kan være med at tydeliggøre hvilke valg og fravalg, borgerne kommer til at stå med.
”Vi er en forbrugerejet virksomhed. Et af vores mål er at sikre borgerne i Randers og Herning en attraktiv og robust varmepris under alle fremtidige markedsvilkår, og vores konklusion er klar. Nu er det op til borgerne og de lokale politikere at afgøre, om de er klar til at tilvælge vindmøllerne,” siger Jesper Møller Larsen.
I den strategiske analyse lægger Verdo Energi og Forsyning op til at undersøge, hvordan naboer til vindmøller kan få større fordele med ejerskab eller andre økonomiske fordele.
”Hvis størstedelen af fortjenesten fra den nye energiproduktion ender ved udenlandske kapitalfonde eller andre ejere langt fra lokalsamfundet, er det klart, at klapsalverne vil være til at overhøre i forsamlingshusene. Derfor ligger der en vigtig opgave i inddrage borgerne og herunder også tilbyde dem reelt medejerskab,” konstaterer Jesper Møller Larsen.
Energiselskabet skal nu sammen med de respektive kommuner omsætte analysen til konkrete investeringsplaner, og uanset om vindmøllerne bliver en del af fremtidens varmeforsyning, vil omstillingen i de kommende år forandre landskabet betydeligt, når nye store energianlæg skal erstatte kraftvarmeværket på havnen i Randers og Herningværket i Herning.
Kontakter
Bjørn OlsenPresseansvarligVerdo Energi og Forsyning
Tlf:+45 24 69 14 13bjol@verdo.comBilleder
Links
Om Verdo Energi og Forsyning
Verdo Energi og Forsyning er en forbrugerejet forsyningsvirksomhed, der består af selskaberne:
- Verdo Varme og Verdo Varme Herning, som forsyner omkring 75.000 kunder i Randers og Herning med fjernvarme.
- Verdo Vand som årligt indvinder ca. 2,5 mio. m3 vand og dækker ca. 50 procent af vandforsyningen i Randers Kommune.
- Verdo Produktion, som producerer varme til varmekunder og strøm til elbørsen fra kraftvarmeværket i Randers.
- EL-NET Kongerslev, som leverer strøm til ca. 900 kunder i Kongerslev.
Følg pressemeddelelser fra Verdo Energi og Forsyning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Verdo Energi og Forsyning
Jesper Møller Larsen træder ind i Verdo’s direktion20.5.2026 07:45:35 CEST | Pressemeddelelse
Som led i arbejdet med at tilpasse energiselskabet Verdo’s organisation er Jesper Møller Larsen udnævnt til COO og indtræder samtidig i direktionen. Jesper Møller Larsen har hidtil været divisionsdirektør for selskabets forsyningsgren, Verdo Energi og Forsyning.
Travl aften for Verdo’s repræsentantskab – godkendelse af årsregnskab, bestyrelsesvalg og velkommen til nyt repræsentantskab12.5.2026 22:33:11 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag den 12. maj blev der afholdt to repræsentantskabsmøder umiddelbart efter hinanden hos energikoncernen Verdo i Randers. Først godkendte det afgående repræsentantskab årsregnskabet for 2025 og tog afsked efter fire års arbejde. Herefter trådte et nyt repræsentantskab til og valgte nye medlemmer til Verdo a.m.b.a.’s bestyrelse for de næste fire år.
Nu er det sikkert: Verdo er klar til at sende fjernvarmen til Spentrup7.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere års kamp for at få fjernvarmen til Spentrup bærer nu frugt. Allerede om få måneder kan de første ejendomme se frem til at slippe af med den dyre gas.
Ny bestyrelse valgt til Verdo Varme Herning30.4.2026 17:05:32 CEST | Pressemeddelelse
Resultatet af bestyrelsesvalget til Verdo Varme Herning er nu offentliggjort, og tre nye forbrugerrepræsentanter er valgt ind i bestyrelsen.
Nye repræsentanter valgt til Verdo’s repræsentantskab for de næste fire år30.4.2026 17:00:19 CEST | Pressemeddelelse
Resultatet af Verdo’s repræsentantskabsvalg er nu offentliggjort, og i alt 84 repræsentanter er valgt til at være med til at sætte retningen for selskabet de kommende fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

