DI: Små virksomheder sakker bagud digitalt – store virksomheder driver it-boomet i 2026
3.2.2026 15:50:49 CET | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
Danske virksomheder forventer at skrue markant op for investeringerne i it og digital teknologi i 2026. Men udviklingen er skævt fordelt: De store virksomheder øger investeringerne, mens de små og mellemstore virksomheder tværtimod holder igen og risikerer at sakke yderligere bagud digitalt. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI), som bygger på svar fra næsten 550 virksomheder.

Der er ellers kæmpe interesse for ny teknologi som f.eks. kunstig intelligens i erhvervslivet. Op mod 1000 virksomhedsledere og eksperter deltager i dag i konferencen AI for alle i DI, hvor erfaringer og nye trends med AI er på dagsordenen.
- Men når det gælder om at skyde penge i den nyeste teknologi, så ser det ud til at SMV’erne sakker endnu mere bagud i det kommende år, siger branchedirektør Andreas Holbak Espersen, DI Digital, som er DI’s branche for tech-virksomheder.
Samlet forventer virksomhederne at øge deres it-investeringer med omkring 5,1 procent i 2026, svarende til cirka 5,5 milliarder kroner. Dermed ventes de samlede it-investeringer i dansk erhvervsliv at nå omkring 111 milliarder kroner næste år.
SMV skærer ned på it-investeringer
Men fremgangen drives næsten udelukkende af de største virksomheder. De mindste virksomheder med under 50 ansatte forventer ligefrem at skære ned på deres it-investeringer.
- Vi begynder nu at se tegningen til et digitalt A- og B-hold i dansk erhvervsliv. De store virksomheder investerer massivt, mens mange mindre virksomheder står stille eller går baglæns – og det er en alvorlig udfordring for Danmarks konkurrenceevne, siger branchedirektør for DI Digital, Andreas Holbak Espersen.
Ifølge analysen forventer virksomheder med færre end 50 ansatte, at deres it-investeringer falder i 2026, mens virksomheder med 100 ansatte eller derover forventer at øge investeringerne med op til omkring 6-7 procent. Det er første gang i fem år, DI måler så negative forventninger blandt de mindre virksomheder.
- Det er første gang, vi ser så klare tegn på, at de små virksomheder trækker i bremsen. Det bør få ringe alarmklokkerne til at ringe, for digitalisering er ikke luksus – det er en forudsætning for produktivitet og vækst, siger Andreas Holbak Espersen.
Avanceret teknologi halter især hos de små
Analysen viser også, at nye og avancerede teknologier som kunstig intelligens, cloud computing og robotteknologi er langt mere udbredt i store virksomheder end i SMV’er. De mindre virksomheder har især taget basale teknologier som e-handel, sociale medier og ERP-systemer til sig, men halter efter på de mere avancerede områder.
Det digitale efterslæb har betydning for produktiviteten. Ifølge Digitaliseringsministeriet har virksomheder med et meget højt digitalt niveau en værditilvækst per medarbejder, der er 19 procent højere end virksomheder med et meget lavt digitalt niveau.
- Her ligger der et milliardstort vækstpotentiale. Hvis vi får flere små og mellemstore virksomheder med på digitaliseringsbølgen, kan vi løfte produktiviteten i hele dansk erhvervsliv – men det kræver investeringer, siger Andreas Holbak Espersen.
Kontakter
Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 238 4912, e-mail boh@di.dk
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Danish.Care opruster den politiske indsats med ansættelse af Head of Public Affairs10.8.2026 15:09:13 CEST | Pressemeddelelse
Danish.Care og Dansk Industri (DI) styrker nu den politiske interessevaretagelse for virksomhederne indenfor hjælpemiddel- og velfærdsteknologi med ansættelsen af Charlotte Enevoldsen som Head of Public Affairs. Ansættelsen sker som led i foreningens nye samarbejde med Dansk Industri (DI) og en ambition om at sætte endnu større politisk fokus på teknologiens rolle i fremtidens sundheds- og ældreområde.
DI: Stærkt signal at Vattenfall investerer i dansk havvind4.8.2026 10:21:53 CEST | Pressemeddelelse
- At Vattenfall vælger at investere i Danmark, sender et stærkt signal om tilliden til det danske marked, siger Troels Ranis, vicedirektør i DI.
DI: Medvind til STEM-fagene er godt nyt for erhvervslivet27.7.2026 18:01:27 CEST | Pressemeddelelse
AI øger behovet for tekniske og digitale kompetencer og bl.a. derfor er det stigende optag på STEM-uddannelserne uden ledighedsudfordringer godt nyt for virksomhedernes innovation og konkurrencekraft, mener DI’s underdirektør.
DI: Kommissionen balancerer klimaambitioner og konkurrencekraft i nyt kvote-forslag17.7.2026 13:21:02 CEST | Pressemeddelelse
EU-Kommissionens forslag til revision af EU's CO2-kvotesystem (ETS) sender et vigtigt signal til de virksomheder, der de kommende år skal investere milliarder i den grønne omstilling og deres langsigtede konkurrencekraft, lyder det fra DI.
Ny direktør for biosolutions i Dansk Industri8.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en periode som konstitueret direktør bliver Pernille Rype Elley nu permanent direktør for DI Biosolutions og European Biosolutions Coalition
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum