
Japansk populærkultur hitter som aldrig før
3.2.2026 13:21:53 CET | J-Popcon | Pressemeddelelse
Den står endnu engang på ‘cosplay’ & ‘manga’, når Danmark største og ældste festival for japansk populærkultur slår dørene op i uge 7. J-Popcon byder denne gang velkommen til en topklasse af danske stemmeskuespillere.

For mange danskere er uge 7 en helt specielt uge, da det er her, vi i J-Popcon endnu engang kan slå dørene op for vores årlige festival. Vi kan se, at der er trængsel på gode stunder og excentrisk selskab, da der har været ild i vores billetsalg. I skrivende stund er både lørdag- og søndagsbilletterne udsolgt, og der er et svimlende lavt antal weekendbilletter tilbage. Når vi kigger i krystalkuglen, varsler vi derfor om udsolgt og et rekordhøjt besøgstal – nu for fjerde år i streg!
Sidste år fejrede vi 25 år med et brag af en festival, men vi kommer ikke til at skrue ned for kvaliteten, bare fordi vi ikke længere har jubilæum. I år kommer vi til at sætte fokus på vores egen kulturarv, når det kommer til japansk populærkultur, nemlig nogle af de nye danske stemmeskuespillere og deres arbejde på anime i Danmark.
Det vil derfor være muligt at møde nationale stjerner, når vi gæstes af Isabella Kjær-Westermann, Emilie Werner Semmelroth og Malte Milner Find, der lægger stemme til 2025’s største filmhit KPop Demon Hunters! Ud over dem finder du også Mads Malik Grosos, Sol Amanda Wendel og Tara Toya, der alle tre er en del af Arcane-serien på dansk – serien baseret på det sidste årtis kæmpespil, League of Legends. Til sidst er det også muligt at møde de danske stemmer bag animemastodonten over dem alle, nemlig Julian T. Kellerman, Iris Mealor Olsen og Thit Aaberg, der alle lægger stemme til et kæmpe kulturfænomen, der strækker sig langt ud over bare at være underholdning, nemlig One Piece.
En af de ting, vi selv ser mest frem til, er det, vi kalder Voice of a Generation, hvor nationale juveler i alle aldre kommer og fortæller om deres rejse med japansk populærkultur og stemmeskuespil. Her kan man møde Annevig S. Ebbe, der har lagt stemme til et hav af tegnefilmspersoner – har du set tegnefilm i 00’erne, har du sikkert hørt hendes stemme! Iris Mealor Olsen kommer også til at være med som stemmen bag Vivi fra One Piece, men hun har samtidigt 15 års stemmeskuespillererfaring. Samlet er de med Vibeke Dueholm, der blandt andet lægger stemme til Candy fra Candy Candy, som var en af de første anime-serier, der fik dansk tale!
De gængse områder, som man kender dem, kommer dog også til at være der i år. I vores Game Room er der rig mulighed for at kunne slappe af eller gejle sig op, når vi får besøg af vores venner fra Nintendopusheren og Copenhagen Esport. Ligeså vil der være mulighed for afslapning i vores Manga Lounge og i Tabletop City. Skulle mange hige efter noget med nogle procenter, serverer vi i vores Lounge (18+) både danske og japanske øl, mens Maid Caféen giver en autentisk oplevelse af det særlige japanske fænomen med maids og butlere. Og så kan man selvfølgelig købe sig fattig i merchandise i vores Dealer Room og Artist Alley, der bugner af danske og internationale forhandlere og kunstnere.
Et af vores helt store arrangementer er dog afholdelsen af danmarksmesterskaberne i cosplay, hvor der er internationale kvalifikationer på højkant. Hen over weekenden dyster dygtige danske cosplayere i håndarbejde og skuespil om chancen for at kunne repræsentere Danmark på den internationale scene. Det er noget, som vores gæster ser frem til hele året, og som tiltrækker flere internationale gæster. Kvaliteten af vores mesterskaber og de danske talenter har placeret Danmark på cosplay-verdenskortet, når vi hvert år står på podiet i udlandet, og vi forventer intet mindre af årets deltagere.
Vores program over, hvad man kan opleve i løbet af weekenden, er også blevet opdateret. Du kan opleve alt fra at møde Lasse Vestergaard og se vores J-Fashion Show over tonsvis quizzer og storslåede k-pop-events til paneler om f.eks. rejser i Japan, både det generelle, på cykel og for enhver pengepung, samt en vaskeægte Idol Festival.
Årets tema er fantasy, og vi kan allerede nu afsløre, at J-Popcon 2026 bliver magisk. I år bliver der nemlig rig mulighed for at opleve både fredag den 13., valentinsdag og fastelavn til samme festival!
Vi glæder os meget til at åbne dørene op og fejre japansk populærkultur med jer!
Nøgleord
Kontakter
Ida Bjerring WinklerJ-Popcon
Tlf:31512500pr@j-popcon.dkj-popcon.dkBilleder








J-Popcon har eksisteret siden 2000 som et fristed for alle, der dyrker Japan og landet popkultur. I 2025 deltog mere end 15.000 gæster til festivalen, der var arrangeret af 238 frivillige.
Følg pressemeddelelser fra J-Popcon
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.