Uge Sex 2026: Puberteten udfordrer trivslen hos de 10-15-årige
2.2.2026 05:30:00 CET | Sex & Samfund | Pressemeddelelse
Når kroppen forandrer sig, bliver hverdagen sværere for de 10-15-årige. Mere end tre ud af fire oplever at have pubertetstegn, de ikke kan lide. Næsten tre ud af fire sammenligner deres krop med andres. Det påvirker deres følelser og deltagelse i fællesskaber negativt. Derfor sætter Sex & Samfunds kampagne Uge Sex i år fokus på puberteten og kroppens betydning for børns trivsel og adfærd – og hvordan man som voksen kan starte den måske akavede, men vigtige samtale.

En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget til Sex & Samfunds årlige undervisningskampagne Uge Sex, viser, at selvom de fleste 10-15-årige overordnet set har det godt med deres krop i puberteten, oplever næsten alle pubertetstegn, de ikke kan lide. Det er særligt bumser, sved, kropshår og menstruation.
For nogle bliver utilpasheden så stor, at den påvirker deres følelser negativt. Nogle undgår i højere grad fællesaktiviteter som idræt og omklædning, men der er også nogle, som svarer, at de har undgået skole og undgået at spise i løbet af de seneste to uger.
”Kroppen udvikler sig hele livet, men forandringer fylder særligt meget, når man er et barn helt ned til 10 år, der oplever dem for første gang. Og for første gang er en krop ikke ’bare’ en krop. Der følger meget nyt med. Selvom puberteten er et livsvilkår, kan den godt være svær at stå midt i – og for nogle rigtig svær. Derfor er det afgørende, at børn og teenagere får viden og støtte til at håndtere puberteten, så udfordringer og irritationer ikke bliver til decideret mistrivsel. Formålet med Uge Sex 2026 er, at pubertet – i alt dens forskellighed – skal ses som noget, der er helt normalt. Det er viden og samtale grundlaget for,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Piger og drenge oplever pubertet forskelligt - men sammenligning fylder hos begge køn
Puberteten påvirker generelt drenges kroppe senere og anderledes end pigers. Hverken piger eller drenge kan lide bumser. For pigerne er menstruation det sværeste. Og for drengene kan højden spille en rolle.
Flere af pigerne i undersøgelsen oplever negative følelser i forbindelse med de kropslige forandringer end drengene. Samtidigt giver drengene i højere grad udtryk for at være ligeglade med puberteten.
Dog fylder sammenligning med andres kroppe hos både drenge og piger. Næsten tre ud af fire af de 10-15-årige sammenligner deres krop med andres.
”Vi ved fra vores rådgivningsplatforme Sexlinien og Privatsnak, at et af de mest stillede spørgsmål er: Er det her normalt? Grundlæggende oplever vi, at normalitetsbegrebet blandt – også de yngste – børn og teenagere er meget smalt. Når man sammenligner sig med andre, kan man hurtigt komme til at føle sig anderledes eller forkert. Derfor er en fælles grundviden om, hvad pubertet er, afgørende. For dét, der er helt normalt, er, at man er forskellige og udvikler sig i forskelligt tempo” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Sex & Samfund ønsker styrket seksualundervisning og mener, at både dialog om pubertet og trygge rammer for kropslig udvikling er afgørende for trivsel og læringsmiljø i skolen, så hverken badet efter idræt eller en uønsket menstruation føles utryg.
”Vi glæder os over, at så mange undervisere i hele Danmark har tilmeldt sig årets Uge Sex, så hundredtusindvis af børn og teenagere kommer til at tale om krop og pubertet i seksualundervisningen. Den viden er med til at give næste generation friheden til at være mere tilpas i egen krop,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Taler oftere med mor end med far
Både pigerne og drengene angiver, at de oftere taler med mor – frem for far – om puberteten.
Selvom, at de fleste taler med nogen om puberteten, så efterspørger børn og teenagere i undersøgelsens fokusgruppeinterviews stadig mere viden om, hvad der sker med kroppen i puberteten.
”De tidlige og løbende samtaler derhjemme er afgørende, for selvom de kan føles pinlige og akavede, bliver de husket og værdsat – uanset, om snakken startes af mor eller far. Puberteten kan blive lettere at navigere i, når man har nogen at tale med. Så grib chancen, når den er der, gør dig tilgængelig for dit barn eller teenager og vend tilbage til samtalen løbende,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Udover en oplysningskampagne om pubertet på sociale medier med indhold rettet mod både unge og forældre, har Sex & Samfund publiceret en guide til forældre med vejledning til at starte samtalen. Herunder forældrepodcasten ’Start Snakken’.
Læs hele rapporten til Uge Sex 2026 ’Ikke bare kroppe – Puberteten og kroppens betydning for børn og unges trivsel og adfærd’ under vedhæftede filer. Her finder du også Sex & Samfunds hovedkonklusioner og anbefalinger.
Fakta om Uge Sex
- For 19. år i træk kører Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex, som henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet.
- Uge Sex er Danmarks største undervisningskampagne. Flere tusinde undervisere og flere hundredetusinde af elever over hele landet forventes at deltage i årets Uge Sex.
- Med kampagnen tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmaterialer, der kan støtte lærerne i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning.
- Læs mere om Uge Sex 2026 her: https://sexogsamfund.dk/ugesex2026
Vedhæftede filer
Om Sex & Samfund
Sex & Samfund kæmper for alles ret til at være den, de er, elske hvem de vil og få de børn, de ønsker.
Det har vi gjort i mere end 60 år. Men kampen fortsætter, fordi fordomme, diskrimination, sexsygdomme, uønskede graviditeter og mødredødelighed stadig ødelægger alt for mange liv både i Danmark og verden rundt.
Rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet er en holdningsmæssig og politisk kampplads. Sex & Samfund står som del af en stærk global bevægelse forrest i kampen for disse rettigheder og for at skabe opbakning i Danmark og i verden.
Følg pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Tilbagegang i klamydia blandt danske unge – se hvor udbredt sygdommen er i din kommune26.11.2025 04:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter flere år med kedelige rekorder er antallet af påviste klamydiatilfælde faldet blandt danske unge. Men med over 24.000 tilfælde i 2024 er klamydia fortsat den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Den lave testrate – særligt blandt unge mænd – skaber bekymring om et mørketal.
Danske unge har generelt meget sex - og god sex, viser Sex & Samfunds nye undersøgelse6.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Unge i Danmark har generelt et positivt forhold til sex og samtykke. De har ikke mindre sex end tidligere, og de fleste oplever at have et godt sexliv. Når de søger viden om sex, vægtes chatbots lavt og seksualundervisning højt. Men for mange har stadig ikke nogen at tale med om sex, for mange får ikke tilstrækkelig seksualundervisning og for mange anvender usikre præventionsformer. Det viser Sex & Samfunds nye ungeundersøgelse SexLiv 2025.
Massiv investering: Flere unge skal have en tryg og sikker start på sexlivet3.9.2025 04:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nordea-fonden støtter Sex & Samfunds nye landsdækkende indsats for styrkelse af seksuel sundhed og trivsel for unge med knap 10 millioner kroner.
Ny nordisk alliance for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder4.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nordiske civilsamfundsorganisationer går sammen for at beskytte seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – globalt og nationalt.
Sex & Samfund styrker abortrådgivningen – ingen skal stå alene27.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. juni 2025 træder Danmarks nye abortlov i kraft – og samtidigt styrker Sex & Samfund rådgivningen til unge, der er blevet gravide. Rådgivningen til de unges forældre styrkes ligeledes.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum