WWF Verdensnaturfonden

Halvdelen af Danmarks fodaftryk på natur sættes i udlandet

2.2.2026 07:00:00 CET | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse

Del

Danskerne har ét af verdens højeste fodaftryk på naturen, og omtrent halvdelen efterlades uden for vores egne landegrænser. Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden. Organisationen opfordrer samtidig til, at Danmarks fodaftryk tænkes ind i den kommende naturlov. 

Danmarks forbrug og produktion påvirker truede arters levesteder langt udover vores egne landegrænser.
Danmarks forbrug og produktion påvirker truede arters levesteder langt udover vores egne landegrænser. WWF

Bøffen og koteletten efterlader et aftryk i Brasiliens natur. Chokoladebaren og cappuccinoen har måske kostet skovelefanter deres levesteder i Vestafrika. Og træterrassen og legehuset går udover flyveegern i Finland.

Danskernes fodaftryk er blandt de højeste i verden, og i år placerer vi os på en 11. plads over befolkninger med størst fodaftryk, der påvirker klima og natur. Det enorme aftryk sættes dog langt fra kun inden for vores egne landegrænser.  

I en ny rapport har WWF Verdensnaturfonden beregnet, hvor stort Danmarks fodaftryk fra forbrug er, og hvor meget det påvirker verdens natur. Rapporten estimerer, at mellem 42 og 51 procent af vores fodaftryk efterlades uden for Danmark, når vi forbruger alt fra tømmer, stål og oksekød til kaffe, læder og kakao.

Rapporten estimerer samtidig, at Danmark hvert eneste år bidrager til rydning af 4.000 hektar skov, svarende til 6.000 fodboldbaner. Hele 98 procent af den dansk-relaterede skovrydning finder sted i udlandet og går særligt hårdt ud over områder som Brasilien og Vestafrika, hvor verdens største og mest artsrige regnskovsområder og økosystemer findes. Her lever arter som jaguar og skovelefanter, der trues af skovrydning.

"Biodiversiteten er under massivt pres både herhjemme og globalt, og i Danmark bidrager vi dagligt til ødelæggelser og forringelser af økosystemer over det meste af kloden med vores tårnhøje aftryk på naturen. Sådan behøver det ikke være, for vi har mange gode løsninger allerede, og der ligger store muligheder i at anvende naturens ressourcer på nye og langt mere bæredygtige måder. Men vi mangler en plan for at bringe aftrykket ned,” siger generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen.

I rapporten ser WWF Verdensnaturfonden også nærmere på de sektorer, der driver fodaftrykket. Her tegner landbrugs- og fødevaresektoren sig for hele 75 procent af skovrydningen, men også byggesektoren samt energi-, forsynings- og energiintensive industrier påvirker verdens natur betydeligt.

Dansk naturlov skal tage ansvar

Regeringen forventes snart at fremlægge sit udspil til en ny natur- og biodiversitetslov. En lov, der har været længe ventet hos WWF Verdensnaturfonden, der mener, at loven blandt andet bør sætte klare og ambitiøse mål for, hvordan vi reducerer påvirkningen på natur og biodiversitet både herhjemme og globalt.

WWF Verdensnaturen estimerer, at der på sigt er behov for at reducere vores fodaftryk fra fødevare-, landbrugs- og træproduktion med 83 procent for at være inden for de planetære grænser. Fodaftrykket fra råmaterialer såsom metal, sand, sten og fossil energi skal på sigt reduceres med 72 procent for at være inden for de planetære grænser.

”Den kommende natur- og biodiversitetslov skal selvfølgelig understøtte det igangværende arbejde for at vende naturtabet herhjemme, men det er ikke nok at sætte mål for beskyttelse og genopretning af dansk natur med den ene hånd, mens vi fortsætter ødelæggelsen af nogle af verdens allervigtigste naturområder med den anden. Derfor bør der i loven også sættes ambitiøse nationale mål og delmål for at reducere vores samlede fodaftryk frem mod 2050, så Danmark tydeligt arbejder for at komme i balance med naturen,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

I FN’s Biodiversitetskonvention, som Danmark har tilsluttet sig, er der et separat mål om, at landene skal reducere deres aftryk på klima og natur inden 2030. Danmark er med andre ord også internationalt forpligtet til at håndtere sit tårnhøje fodaftryk.

På verdensplan er menneskers efterspørgsel efter naturressourcer ansvarlig for mere end 90 procent af det globale biodiversitetstab og halvdelen af den globale drivhusgasudledning.

WWF’s anbefalinger til natur- og biodiversitetsloven

1. Beskyt 30 procent natur inden 2030
2. Naturbeskyttelse og -genopretning af høj økologisk kvalitet
3. Det skal kunne betale sig at beskytte og genoprette natur i Danmark
4. Reducér Danmarks globale fodaftryk og dets påvirkningen af naturen markant
5. Biodiversitetsrådet skal kontrollere fremdrift i målsætninger

Læs mere her.

Om rapporten

Rapporten Denmark’s Footprint Challenge er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og undersøger Danmarks forbrugsfodaftryk og dets påvirkninger på naturen nationalt og globalt. Den viser, at tre sektorer i særdeleshed driver Danmarks globale forbrugsfodaftryk: Landbrugs- og fødevaresektoren, byggesektoren og energi-, forsynings- og energiintensive industrier.

Danmarks forbrugsfodaftryk inddeles i rapporten i organisk og ikke-organisk aftryk, der dækker over hhv. fiskeri-, fødevare- og landbrugssektoren og råmaterialer brugt i for eksempel bygge- og energisektoren.

Rapporten undersøger samtidig, hvor stor en påvirkning Danmarks fodaftryk efterlader på naturen uden for vores egne landegrænser og estimerer, at omtrent halvdelen af vores forbrugsfodaftryk sættes uden for vores egne landegrænser.

Læs hele rapporten og dens metode her.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye